Tid til bekymring

Mange mennesker er bekymrede over verdenssituationen, og der er også rigeligt at være bekymret over: krigen i Ukraine, situationen i Gaza, Trumps mange løgne, klimakrisen, flygtningestrømmene, osv. Og som om det ikke var nok, er der også alt det, der vækker bekymring i dagens Danmark: regeringens magtfuldkommenhed, den øgede fattigdom, de stigende boligpriser og fødevarepriser, polariseringen i befolkningen, osv. For slet ikke at nævne de personlige bekymringer, som kan række lige fra at finde et sted at bo eller en ledig parkeringsplads til at finde en kæreste eller et meningsfuldt arbejde. Alle har deres personlige bekymringer, som kan være store eller små, men som i hvert fald betyder noget for dem, der har dem.

Man kan prøve at komme med gode råd til de bekymrede, som f.eks.: ”Lad være med at bekymre dig om ting, du alligevel ikke kan gøre noget ved”. Men det er ikke sikkert, at det hjælper. Man kan også henvise til, at mennesker altid har haft bekymringer; men den konstatering giver nok heller ikke megen trøst. Det er en skam, for ellers kunne man henvise til kunsten, der er fuld af eksempler på bekymrede mennesker. Disse ville i givet fald kunne vise den bekymrede, at han/hun ikke er alene med sine problemer – hvis det ellers ville være til nogen hjælp.

Bl.a. møder man i blues-, pop- og rockmusikken en del bekymrede personer, som eksemplerne i det følgende vil illustrere, uden at disse eksempler formentlig vil ændre på den bekymredes situation – bortset fra, at han/hun måske kan lægge sine bekymringer fra sig i den tid, det tager at lytte til og nyde musiknumrene.

Worried blues
Ikke mindst inden for bluesmusikken er bekymringer – worries – en fast bestanddel af tekstuniverset – nærmest pr. definition. Det er jo som regel på grund af ens bekymringer, man har grund til at have ”the blues”. ”Worried blues” er en ofte brugt titel inden for bluesmusikkens verden, og det samme gælder titler som ”Worried man blues” og ”Worried life blues”, der nærmest må betragtes som generiske titler for en hel familie af bluessange. 

Bluessangen menes oprindeligt at have sit udspring blandt afroamerikanere, som af den ene eller anden grund var kommet i konflikt med loven, og som derfor havde al mulig grund til at være bekymrede: ”Twentynine links of chain around my legs/ and on each link the initials of my name”, som det lyder i ”Worried man blues”. The Carter Family indspillede i 1930 den tidligst bevarede version af denne sang, og siden har navne som Woody Guthrie, Pete Seeger, Johnny Cash og Ramblin´ Jack Elliot haft fat i sangen og har gjort deres for at bevare den for eftertiden: ”It takes a worried man to sing a woried song”.

En af de allerførste musikere til at indspille bluessange var Frank Hutchison, som i 1927 fik foreviget sin version af bluesnummeret ”Worried blues”: ”I got the worried blues/ got no heart to cry/ if blues don´t kill me, boys/ I´ll never die/ When you got the blues/ you can´t eat nor sleep”, osv. Buddy Guy og Skip Spence har begge indspillet sange med titlen “Worried blues”; men der er tale om forskellige sange med forskellige tekster, dog med det fællestræk, at jeg-personen i sangteksterne er meget bekymret over sit forhold til kæresten, der enten har forladt ham eller befinder sig et andet sted end ham. Bob Dylan har sunget en ”Worried blues”, skrevet af Hally Wood og med en anden tekst end de ovennævnte musikeres sange: ”I got those worried blues/ Lord, I´m a-going where I never been before”.

Mange flere musikere har i tidens løb givet deres bidrag til den vildtvoksende flora af bekymrings-sange, og titlen ”Worried blues” har ligefrem lagt serietitel til en række udgivelser med de største bluesmusikere: Reverend Gary Davies, Mississippi John Hurt, Bukka White, mv. Der er altså nok af udgaver og versioner af sange om ”worries” at gå i gang med.

Bekymrede Kinks
Men der er naturligvis også mange sange om bekymringer, som ikke direkte tilhører bluesgenren. Jeg-personerne i disse sange har formodentlig ”the blues” i forbindelse med deres bekymringer – men det gør ikke sangene til bluessange. En af de rockgrupper, der har sunget meget om bekymringer, ikke mindst i gruppens tidlige dage, er The Kinks, som i 1965 udsendte 3 sange om bekymringer – og faktisk flere end det, hvis man tæller det hele med. Ray Davies fremstod som en enormt bekymret mand i starten af The Kinks´ karriere.

Allerede på debutpladen ”Kinks” fra 1964 møder lytteren en bekymret ung mand i sangen ”Just can´t go to sleep”, som fortæller om en person, der længes efter sin elskede og derfor bl.a. må tælle får for at kunne falde i søvn: ”Every night I just can´t go to sleep/ every night I have to count sheep”. Det er der dog ikke noget mærkeligt i – sådan er der så mange, der har det.

Men allerede på den følgende plade, ”Kinda Kinks” (1965), møder lytteren en anden ung mand med større problemer: hans pige lyver for ham og går ud med andre fyre – og det værste ved sagen er, at han elsker pigen og ikke kan få sig selv til at afbryde forholdet. Sangen med den lange titel: ”Nothin´ in the world can stop me worryin´ ´bout that girl” beretter om nogle meget almindelige bekymringer; men det almengyldige i situationen får desværre ikke bekymringerne til at forsvinde.

På The Kinks´ tredje LP, ”The Kink kontroversy” (1965) møder man endnu en ung mand med nogle problemer, han aldrig troede, at han ville komme ud for. Han er deprimeret, fordi alle de gode øjeblikke i tilværelsen tilsyneladende er blevet væk for ham: ”Where have all the good times gone”, som nummeret hedder. Men som sangteksten også fortæller, er det måske på tide for jeg-personen at møde lidt modgang og få benene ned på jorden, selv om han troede, at livet altid ville være let: ”Lived my life and never stopped to worry ´bout a thing”.

Man bliver nødt til at være realistisk og acceptere, at livet ikke altid kan være en dans på roser. På den anden side er der ingen grund til hele tiden at tage sorgerne på forskud og på den måde skabe forhindringer for sig selv og for sine muligheder for at få noget ud af tilværelsen. Sangen ”The world keeps going ´round” (1965) fortæller om en person, der for alvor er faldet i bekymringsgrøften, så vedkommende slet ikke kan få øje på nogle lyspunkter i livet - og det er der trods alt ingen grund til. 

Hør blot: ”You worry ´bout the sun/ what´s the use of worrying ´bout the big ol´ sun/ You worry ´bout the rain/ the rain keeps falling just the same/ (-) / But the world keeps going ´round/ you just can´t stop it/ the world keeps going ´round”. Her kunne det ovennævnte råd om at lade være med at bekymre sig om ting, man alligevel ikke kan gøre noget ved, vist være på sin plads.

Don´t worry baby
Der er naturligvis mange andre fiktive jeg-personer fra musikverdenen end personerne i Ray Davies´ sange, der har bekymringer. I The Rolling Stones´ ”Worried about you” (1981) er det – igen – en forvirret ung fyr, der ikke kan forstå, hvorfor hans pige ikke længere vil være sammen med ham. Den situation er dog ikke særligt svær at forstå, når man lytter til hans fremstilling af forholdet: ”Sometimes I stay out late, yeah I´m having fun/ Yes, I guess you know by now that you ain´t the only one”. Man skulle ellers have troet, at Jagger og Richards havde aflagt deres mere eller mindre misogyne attituder så langt henne i karrieren – men det er tilsyneladende ikke tilfældet.

Sangen ”Don´t let me be misunderstood” (1964), som først blev indspillet af Nina Simone, og som The Animals senere fik et stort hit med, er også en sang om knas i forholdet mellem to kærester. Jeg-personen i teksten har ifølge eget udsagn masser af problemer: ”Life has it´s problems/ and I get more than my share”, så derfor er han/hun ikke altid lige let at omgås; men det skal den elskede ikke tage sig af, for jeg-personen har i disse tilfælde bare en dårlig dag: ”Then sometimes again it seems that all I have to do is worry/ and then you´re bound to see my other side”. Ja, ja, sådan er det jo nogle gange; det springende punkt er bare, hvordan jeg-personens dårlige sider giver sig konkret udslag, og det fortæller sangen ikke noget om.

Bekymringer udspringer som regel af problemer, og der er masser af problemer og deraf følgende bekymringer i rocklyrikken. Men heldigvis sker det også jævnligt, at man møder nogle mindre problematiske forhold i sangteksterne. I The Beach Boys´ ”Don´t worry baby” (1964) hænger titlens bekymringer sammen med, at jeg-personen gerne vil vinde et bilvæddeløb, og det lyder jo ikke så slemt endda – specielt ikke, da hans kæreste bedyrer ham, at med hendes kærlighed kan det umuligt gå galt: ”And if you knew how much I loved you/ baby, nothing could go wrong with you/ Don´t worry baby”. Når omkvædet oven i købet gentages et utal af gange, lyder forsikringen næsten helt overbevisende – så mon ikke væddeløbskøreren nok skal vinde sin konkurrence?

Bare alle problemer kunne løses så let. Det er desværre ikke tilfældet, som man bl.a. kan høre det i Warren Zevons sang ”Worrier king” (1993), som passende kan få lov til at afslutte dette lille causeri om bekymringer i sangtekster. Her er der for alvor tale om en mand, der har bekymringer – eller i hvert fald selv mener, at han har det. Det lyder ikke særlig rart, når bekymrings-kongen fortæller om sin situation: ”I´m hiding from the mailman/ and I hate to hear the telephone ring/ worried about the women/ and I worry about everything”. Tak for kaffe! Så kan man vist ikke blive meget mere bekymret uden at have alvorligt behov for en psykiater eller en psykolog.