Tillykke Norge!

Den 17. maj er en festdag for alle nordmænd, for den dato markerer Norges nationaldag, også kaldet Eidsvoll-dagen. D. 17. maj 1814 underskrev den norske rigsforsamling på Eidsvoll landets nye grundlov efter frigørelsen fra Danmark. Det var ganske vist en dansk prins, der derefter for en kort stund blev konge af Norge, og for at gøre tingene værre, blev Norge kort efter tvunget ind i en personalunion med Sverige – en union, der varede helt frem til 1905. Men pyt med detaljerne; d. 17. maj er en glædens dag, som fejres overalt i Norge med flag og optog, og også uden for landets grænser mødes nordmænd til fest og sang denne dag, iført nationaldragt og godt humør. I København vil dagen blive markeret med et folketog, med fest og taler i den norske kirke samt med musik, taler og fællessang i Tivoli. Der er lagt op til en festdag, som kun har brug for godt vejr for at blive 100% vellykket.

Hvis man ikke har lyst eller tid til at deltage i eller overvære løjerne i København, kan man heldigvis holde sin egen 17. maj foran musikanlægget i selskab med nogle af Norges mange gode musikere. Jeg selv regner med at være tilskuer til det festlige optog fra Vor Frelsers Kirke på Christianshavn til Sjømannskirken på Amager, og efter denne mentale vitaminindsprøjtning fortsætte festdagen hjemme ved cd-afspilleren i selskab med udvalgte repræsentanter for Norges stolte musiktraditioner inden for rockmusikken: Bjørn Eidsvåg, Henning Kvitnes og Norsk Utflukt. Valget kunne naturligvis også falde på andre norske rockmusikere, f.eks. Åge Aleksandersen, Jonas Fjeld og Hilde Heltberg; men de tre førstnævnte er nok de tre norske rocknavne, der i tidens løb har gjort størst indtryk på mig, og som jeg hører med størst fornøjelse – ikke mindst på grund af deres originale og vidtfavnende tekstuniverser.

Bjørn Eidsvåg
Bjørn Eidsvåg har i mange år haft et nært forhold til Danmark, bl.a. i form af de mange koncerter han har givet her til lands. Koncerterne i Christianskirken på Christianshavn var i en årrække et fast indslag i bydelens kulturliv; men i de senere år har kirkekoncerterne i Christianskirken været aflyst pga. corona, eller de er blevet flyttet til Vor Frelsers Kirke eller Det Kgl. Teater. Desuden kan man konstatere, at mens Bjørn Eidsvågs koncerter i Norge (45 i resten af 2023!) stort set altid er udsolgte, har det samme ikke været tilfældet med musikerens 5 danske koncerter i marts-april i år. 5 koncerter i Danmark er dog ikke så dårligt skuldret af Eidsvåg; men man bemærker, at ud over en trods alt behersket koncertaktivitet her i landet glimrer Bjørn Eidsvåg også ved sit fravær med sit seneste album på de danske musikbiblioteker.

Det har ellers altid været god latin, at danskerne kunne låne Eidsvågs udgivelser på biblioteket, og en del af dem har da også involveret samarbejder med danske sangere og sangerinder, heriblandt Karen Busck og Anne Dorte Michelsen. Men Bjørn Eidsvågs seneste album, ”Tapt paradis” fra 2020, er kun udgivet som LP, og den plade har altså ikke fundet vej til nogen danske biblioteker. Derfor er Eidsvågs pladeudspil fra 2013, ”Far faller”, fortsat den nyeste cd, det er muligt at låne i Danmark; men det album er til gengæld også fremragende og nok værd at lægge ører til på Norges nationaldag.

Ligesom en række af Eidsvågs tidligere plader bærer ”Far faller” musikerens umiskendelige stempel: gode, iørefaldende melodier til en stribe eksistentielt ladede tekster om tab og svigt og om dødens uafvendelighed. Men heldigvis også med nogle mere positive og livsglade tekster om at klare sig igennem trods modgang og problemer. Det sidste gælder f.eks. den herligt svingende og medrivende duet med Kurt Nilsen: ”På rett kjøl”, som man vist skal være gjort af sten for ikke at nynne med på. Det er en sang, man gerne hører igen og igen – og igen – hvis man godt kan lide Bjørn Eidsvåg.

Henning Kvitnes
Henning Kvitnes har netop kunnet fejre sin 65 års fødselsdag d. 13. maj og er dermed en smule yngre end Bjørn Eidsvåg (Eidsvåg er 69 år). Kvitnes har ikke helt de samme tætte relationer til Danmark som Eidsvåg (plejede at have), men når det er sagt, skal det straks tilføjes, at Kvitnes har en meget stærk relation til i hvert fald én dansker, nemlig Poul Krebs, som han har kendt i mere end 30 år. Henning Kvitnes optræder på et hav af Poul Krebs´ plader, og de to har også indspillet en plade sammen med en blanding af begges kompositioner: ”Sange på rejse – The Vanlose Session” fra 2019. Pladen foreligger kun på LP og kan ikke lånes på de danske musikbiblioteker – men det kan til gengæld en række af Kvitnes´ tidligere udspil, bl.a. det glimrende album fra 1997 ”Evig eies (kun et dårlig rykte)”.

Kvitnes er som musiker stærkt påvirket af navne som Bruce Springsteen og Ulf Lundell, og hans musik ligger derfor - ikke overraskende – i direkte forlængelse af musikken fra disse og lignende koryfæer. Med sin moderat hæse stemme og sin evne til at omgive sig med gode musikere har Kvitnes i tidens løb udgivet omkring 25 albums, i starten på engelsk, men fra 1991 primært på modersmålet norsk. Det er nok i den senere del af produktionen, man finder de mest personlige tekster (stort set alle skrevet af Kvitnes selv) og vel også den mest personlige musik.

Kvitnes er i dag sammen Bjørn Eidsvåg og Åge Aleksandersen norsk rockmusiks grand old men, og heldigvis er han stadig særdeles aktiv som musiker. Der er gode muligheder for at møde Kvitnes og hans band på musikscenerne i Norge i løbet af sommeren, hvor der indtil videre er planlagt 16 koncerter med start d. 14. juni. D. 17. maj må man dog ”nøjes med” at nyde Kvitnes på musikanlægget, og det kunne f.eks. være i selskab med sangen ”Jenta i Änglagård”, hvori tekstforfatteren opregner nogle af sine egne musikalske forbilleder: Lundell, Dylan og Springsteen.

Norsk Utflukt
Lars Saabye Christensen er ikke musiker, men derimod statsautoriseret forfatter med bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris i bagagen. Alligevel er Saabye Christensens navn nært forbundet med noget af det mest interessante og langtidsholdbare rockmusik i Norge, og det skyldes, at forfatteren har skrevet en række tekster til bluesmusikeren Kåre Viruds musik, med et glimrende resultat til følge. I starten, dvs. i 1978, var det Virud, der opsøgte Saabye Christensen, fordi han havde læst nogle af digterens tekster, som han godt kunne tænke sig at sætte musik til. De to blev hurtigt enige om at arbejde sammen, og efter en årrække førte samarbejdet til fælles optrædender og indspilninger, og gruppen Norsk Utflukt var en realitet. Det blev til 3 udgivelser samt en opsamlingsplade i årene 1993-2004, og i 2013 fik de 4 cd´er følgeskab af en femte udgivelse: ”Long distance call”.

Lars Saabye Christensen er ikke sanger, så derfor består hans bidrag til Norsk Utflukt ”kun” af recitation af egne tekster, mens de øvrige medlemmer i gruppen er fuldtids musikere, og ikke de dårligste af slagsen. Det er dog kun i glimt, lytteren får mulighed for at nyde musikernes kvaliteter, for hovedfokus hos Norsk Utflukt ligger overalt på teksterne, mens musikken primært fungerer som baggrundsakkompagnement til Saabye Christensens recitation. Her er altså ikke tale om rockmusik, man kan danse til; men til gengæld får lytteren både stof til eftertanke og masser af motion for smilebåndet, når han/hun hører Saabye Christensens fint formulerede og ofte særdeles underfundige tekster om at være mand og menneske i dagens forvirrende verden: ”Det er sånne dager/ du ikke helt klarer å se forskjell/ på tutankhamon og ditt eget fjes”.