Tingo – et harmonisk mix af folk og jazz

Fredag eftermiddag drysser publikum langsomt ind i børneteatret Filurens lille sal, der ligger på gangen mellem den gamle og den nye afdeling af Musikhuset. 
En enkel scene: foran det blå bagtæppe er blot et trommesæt, en kontrabas, en tenorsaxofon, og på gulvet ligger en trompet. 
Vi er klar til Tingo.

Glæde
Kontrabassisten Benjamin Gower-Poole starter en kompleks basrytme, som Per Rask falder ind i på trommer. Efter nogle rundgange entrerer de to blæsere scenen, og festen begynder. 
Trompetisten Tim Ewé blæser kækt den fanfarelignende indledning til nummeret ”Gladlåten”, og Cecilie Strange falder præcist ind med en smygende andenstemme. 
Og jeg bliver katapulteret 50 år tilbage til Jan Johanssons epokegørende og velbehagelige svenske jazz, der følsomt formåede at videreføre den nordiske folketone.
Det er præcis det, vi oplever her. 
Dog er akkordinstrumentet klaveret skiftet ud med to varme messingblæsere, der i samspillet formår at skabe en såre menneskelig stemme, som tangenterne aldrig vil formå. Her er en organisk vejrtrækning og intonation, som ellers kun den menneskelige stemme formår. Og her spillet med en overlegen præcision, som kendetegner den sublime kammermusik.

Begejstring
”Gladlåten” er i sandhed en glad låt. Som også er det indledende nummer på Tingos debutplade ”Kvartetten fra verdens ende” fra 2023. 
Til efteråret kommer opfølgeren ”Medvind/Modvind”. Herfra fik vi titelnummeret, der er skrevet af trommeslageren. En jazzvals, hvor trommerne naturligvis har en vigtig rolle. Men hvor jeg igen kan frydes over den idérigdom, der vises i de to blæseres sammenspil. 
Vi glædes over den sømløse vekslen mellem den mere stringente folkemusik, der glider over i de frie jazzimprovisationer med løssluppen fantasi. 
Mit indre barometer svinger mere mod de oprindelige melodier end mod jazzverdenen, men Tingo formår at skabe helstøbte verdener. 
Måske er publikums observans også derhen ad; først mod koncertens slutning klappes der efter en jazzsolo. Havde vi siddet i en dunkel jazzklub, havde bifaldene siddet løsere. 
Men det er SPOT Festival, og jeg husker mig på, at det typisk er kommen-og-gåen-koncerter, hvor publikum gerne vil nå meget. Det giver uro ved indgangen ud til den velbefærdede gang. Men heldigvis sørger musikernes udstråling for, at fokus kan bevares. 

Taknemmelighed
Sidste nummer er Cecilie Stranges ”Solskotten” fra debutpladen. En skinnende, fyrig scottish, hvor vi dog bliver siddende, selvom den indbyder til en svingom for solen. Men den begejstrede samhørighed er til stede i salen, og vi havde gerne snuppet et par numre mere.
Dem må vi få andetsteds – og glæde os til den nye plade til efteråret. 
Et vederkvægende frikvarter med fire musikere fra både jazzens og folkemusikkens verden. 
Og denne eftermiddag hørte vi så en optimal vellykket sammensmeltning. Og det er dét, som musikken (også) kan.
Tak for sangen, Tingo!