Genrer
Tjajkovskij og Smetana: Klavertrioer
Født ud af smerte
Disse værker går godt i spænd sammen. De blev begge skrevet under en periode med personligt tab i en blanding af vrede og melankoli. Tjajkovskij skrev for besætningen klavertrio (violin, cello, klaver), selvom han syntes, at de instrumenter blandede dårligt sammen. I én forstand havde han ret: Celloen forsvinder ofte på indspilninger af mange trioværker og på trods af, at Trio con Brio gør opmærksom på problemet, hænder det, at stakkels Soo-Kyung Hong falder væk i lydbilledet.
Hvor Trio con Brio brillerer – og det hænger måske sammen med ensemblets dygtighed i sart, gennemsigtig samtidsmusik – er i sin farvemæssige detaljegrad. De bedste eksempler findes i det tema og variationer, der udgør hovedparten af partituret. Pianist Jens Elvekjær former temaet med blid klarhed, og nogle af de efterfølgende variationer er bemærkelsesværdigt billedskabende. Variation III glitrer som en glinsende bjergkilde; variation IV skuer ud mod horisonten; variation IX er utrolig elegant, hvor de to strygere spiller duet på en baggrund af diset klaver. Da hovedtemaet vender tilbage til sidst, lyder det som opslugt af vrede - ikke en nem effekt at mestre i et så langt og emotionelt ophobet værk.
Trio con Brio lyder aldrig fortabt i melankoli, men kunne være nået lidt mere empatisk i land; Tjajkovskij har følelserne uden på tøjet, og det bør musikerne også (indspilningen med Lang Lang, Vadim Repin og Mischa Maisky udmærker sig i den henseende).
Tjajkovskijs sorg over vennen Rubinstein kan ikke have været så lammende som Smetanas tab af sin yndlingsdatter. Metanas Klavertrio sætter dybt fortvivlet fra, men førstesatsens ømme sidetema skildrer tydeligvis minder om komponistens datter, og det spilles virkelig subtilt og ynderfuldt her. Jeg løftede et øjenbryn, da jeg i bookletten læste, at stykket er en romantisk milepæl, men med trioens dyk længere og længere ned og næsten skizofrene humørsvingninger er det en rimelig påstand. Trio con brio borer sig ind i finalesatsen, men er altid i stand til at give lidt mere, når det kræves. Ikke alle trioer ejer vovemodet til denne udædvanlige musiks gradueringer af intensitet, men denne trio har.