Tom Jones kom, så, sang og sejrede

Tom Jones indtog med bravour Den Fynske Landsby torsdag d. 28. juni. Varmet godt op af et lille set med Sko & Torp, var publikum klar til at tage imod hovednavnet.

Det kan godt være at dåbsattesten siger 72 år, men når jeg bliver 72 vil jeg også have sådan en stemme... Jones diverterede med en fin blanding af  numre fra hans seneste to, meget roste albums Praise and Blame og Spirit in the Room, men samtidig flettede han ganske ubesværet en perlerække af hits fra 1960'erne og frem ind i repertoiret. Og han gjorde det med respekt både for sangene, for publikum og for sig selv. De nye numre blev serveret potente, kraftfulde og vedkommende og de ældre nummer blev givet med indlevelse og lyst, uden det blev corny eller plat.

Fra Spirit in the Room fik vi bl.a. "Soul of a Man" med malmfuld stemme og skramlet guitar, og vi fik Leonard Cohens "Tower of Song" - flot leveret. Tidligere i settet havde vi fået en fantastisk version af "Ill Never Fall in Love Again" - det lød rundt omkring fra tilskuerrækkerne, også fra de yngre:  "Nøj hvor er han GOD!!  Der var dømt næsten fællessang til "What's new, Pussycat?" og vi fik historien om, at det rent faktisk var Jerry Lee Lewis, der havde lanceret "Green, Green Grass of Home", og som Jones havde stiftet bekendskab med i forbindelse med at han skulle optræde på The Ed Sullivan Show i amerikansk tv. Og sangen fik vi selvfølgelig også.

Vi var rundt om alle genrer, som Jones overhovedet har beskæftiget sig med. Vi fik opskriften på the Memphis soul - eksempificeret ved "Shotgun" og "Hard to Handle", vi fik gospel i form af "Didn't it Rain" og "Don't Knock". Naturligvis kom vi også i selskab med "Delilah", stødte på en "Sex Bomb", og vi fik at vide at "You can Leave Your Hat On".

Tom Jones og det særdeles velspillende band havde også alle fordele med sig, for at kunne levere et godt show. Vejret var godt, der var tilsyneladende udsolgt og publikum var en god, blandet skare. Alle hårfarver var repræsenteret, der var måner og studenterhuer - Converse og højhælede og ikke mindst en fantastisk lyd. En lyd, der var med til at hæve koncerten til imponerende højder. Jones gik på kort efter kl. 21 og spillede uafbrudt i ca. halvanden time - og så var der ekstranumre.

Det var en imponerende optræden Jones lagde for dagen. Kraftfuld, potent, velspillet og -sunget. Og klichéerne stod ikke i kø for at komme til. Faktisk tror jeg kun, at der var et enkelt par trusser, der blev kastet mod scenen... Derimod var der blomster til Jones og i det hele taget en god, ikke selv-højtidelig kontakt til publikum hele koncerten igennem.

Skulle man pege på et enkelt minus må det gå til arrangørerne... Hvorfor er der ikke nogen der introducerer??? hverken opvarmning eller hovednavn blev præsenteret, men gik bare på...sådan lidt hmm - rodet måske... Men det er en absolut, lille ikke-væsentlig detalje, der på ingen måde kan overskygge en fantastisk koncert.