Lørdag er traditionelt dagen, hvor Tønder Festivalen, når sit højdepunkt, set i relation til antallet af besøgende - og lørdag i år er ingen undtagelse. Det summede simpelthen af liv og glade dage, og i år fik man som festivalgænger tilmed et indblik i, hvor mange forskelligartede gummistøvler der produceres, da regnen og mudderet har indtaget Tønder. Men som de garvede hernede siger
"En Tønder Festival uden regn - det er som kærlighed uden kys". Så tung mudder og fastkørte biler, slår ingen mand af hesten.
På musiksiden bød lørdagen på flere spændende koncerter.
We Banjo 3
Sprudlende er vist det den beskrivelse der kendetegner We Banjo 3 (Irland) mest. Med en skønsom blandning af traditionel irsk folkemusik, amerikansk oldtime, bluegras og rockabilly gav de to brødrepar Scahill og Howley en kort koncert på Open-air-scenen, som en del af en af lørdagens fødselsdagskoncert. Ingen tvivl om at de fire musikere rigtig gerne vil Tønder Fstivalen. Med en synlig ydmyghed indtog We Banjo 3 scenen, og de synede da heller ikke af meget på den store scene, da de skulder ved skulder stod på den store scenes venstre side. Men lige så ydmyge de var i deres opførsel, lige så overlegne var de, da de først gik i gang og tryllede med banjoer, violin, mandolin og bodhran. Absolut et band der skal ses igen, når de spiller en længere koncert i morgen middag på P4-scenen, hvor de uden tvivl, ikke får problemer med at komme ud over scenekanten.
Folkeklubben
Gensynsglæden var stor da Folkeklubben gik på scenen i Telt 1 omkring kl. 17. Publikum var begejstrede og ligeså var Kjartan og Co. Flere af publikummerne sendte nok tanker tilbage til sidste års eftermiddagkoncert i Telt 2, hvor Folkeklubben tog publikum med storm, så fremmødet var stort i år. Lad os bare sige publikum fik, hvad de kom for - en koncert med humor, ironi og bid og en stor indlevelse fra Folkeklubbens side. Bandet spillede flere af deres sange fra deres første plade
Nye tider men gav også flere smagsprøver på sange fra deres kommende album
Danmarksfilm. Specielt sange som
Fedterøv, For pengene, Byens kro og
Dora Maar gik rent ind hos publikum, der responderede med fællessang og højlydte klapsalver.
The Stray Birds
The Stray Birds er er absolut nyt og lovende navn på dette års festival. Bandet der til dagligt slår sine folder i Pennsylvania (USA) er kommet til Tønder Festival og har blæst publikum omkuld med deres stærke trestemmige harmonier. Specielt gruppens eneste kvindelige indslag, Maya de Vitry, vrider sit ansigt i uskønne, lidende folder, når hun synger, men man er som tilhører ikke det mindste i tvivl om hendes indlevelse, og at hun mener det hun synger. Det er ikke uden grund, at The Stray Birds er blevet hædret med flere priser i deres hjemland. Kort og godt - The Stray Birds er absolut en oplevelse værd, og det ville være fantastisk, hvis de engang i fremtiden, valgte at besøge Tønder Festival igen. Eneste anke herfra, er at Open-air-scenen virkede for stor til bandet, de ville gøre sig bedre på nogle af de mindre spillesteder som P4-scenen eller Palais des Glaces.
The Lone Bellow
Ligesom The Stray Birds er The Lone Bellow (USA) musiske udtryk centreret omkring kraftfulde vokalharmonier. Koncerten med The Lone Bellow, var året positive musikoverraskelse. I programmet bliver The Lone Bellow sammenlignet med sværvægtere som The Avett Brothers og The Lumineers og dette er ikke helt uden grund. Zach Williams, Kanene Donehey Pipkin og Brian Elmquist formåede at overraske og bevæge det fremmødte publikum og havde ingen problemer med at spille Open-air-scenen op. Til tider under koncerten var der så stille, at man ville kunne have hørt, hvis der blev tabt en knappenål under de gåsehudsfremkaldende og rørende sange. The Lone Bellow mestrer hele spektret - det stille og det smukke, men også det rå og brutale. Publikum fik slutteligt en fin overraskelse, da Brian Elmquist og Zach Williams sang Dolly Partons og Kenny Rogers
Islands in the stream til hinanden - dette gav en umiddelbar spontan respons hos publikum, som piftede det bedste de havde lært. Jeg overhørte dog mine sidemænd stå og snakke om The Lone Bellow-koncerten som helhed. De var enige om, at det var en fed koncert, men de manglede lige violinen, da de elskede en god gang fiddle... Jeg erklærer mig for ikke-enig, da et band som The Lone Bellow er en af de veje festivalen kan vælge at gå, hvis der skal have fornyelse og nye toner på programmet.
Fanøbal med Fristadskapellet
Aftenens sidste koncertoplevelse, eller danseoplevelse om man vil - var det traditionsrige Fanøbal med musik af Fristadskapellet på P4-scenen. I løbet af lørdag formiddag var der mulighed for at pudse sin sønderhoning af, den traditionelle pardans fra Sønderho på Fanø, da der blev afholdt danseworkshop. De færdigheder der var blevet opbygget, kunne man så få rig mulighed for at vise til Gud og hver mand sent lørdag aften, mens Fristadskapellet spillede taktfaste melodier, for danserne der snurrede rundt og rundt. I år var det, som vanligt, Nils Thorlund, Ole og Jens Mouritzen, Peter Urbrand og dennes datter, den nyudnævnte administrende direktør for Tønder Festivalen, Kirstine Urbrand, der spillede op til dans.
