Genrer
Tonen fra Norden
For nogle år siden læste jeg Väinö Linnas Finlandia-trilogi, og samtidig hørte jeg Sibelius. Det var et givende parløb, som førte direkte ind i den finske sjæl. Linna skildrer Finlands historie fra 1880'erne til 1950'erne set fra husmændenes synsvinkel. Sibelius’ værker tager udgangspunkt i landets myter og natur. Hans musik er lige så storslået, sammenbidt og lyrisk som Linnas romaner. Stilen er senromantisk, men med et helt personligt udtryk.
Sibelius er bedst i tonedigtene og især de syv symfonier. Her får man nationalfølelse for fri udblæsning og stærke naturkræfter. Uden at musikken bliver direkte imiterende, føler lytteren sig omgivet af store skove og sneklædte vidder. Man hører drønet, når isen bryder. Temaerne spirer og folder sig ud som forårets vækster.
Symfonierne er indbyrdes meget forskellige. I Sibelius’ tid var de mest populære nr. 2, der er lang og tung af messing, og den heroiske nr. 5. Selv har jeg altid foretrukket de beherskede, klart strømmende nr. 3 og 6. Men man må høre dem alle og selv finde sine favoritter.
Mange store dirigenter har givet deres bud på symfonierne. Selvfølgelig var kraftkarlen Karajan tiltrukket af Sibelius, og komponisten mente selv, at Karajan var den, der talte hans sag bedst. I dag findes der en række fine, komplette symfoni-samlinger. Et personligt valg – det må blive Ashkenazy og Philharmonia Orchestras indspilning fra 80’erne, først og fremmest på grund af lyden, som er fænomenal. Men også i udførelsen hører den til i toppen. Ashkenazy er et med Sibelius, både når der skal fyres bredsider af og når der skal males med den fineste pensel. Og så får man violinkoncerten og en mængde stykker som Luonnotar og Tapiola smidt oveni. Det er fem herlige cd’er, bestil dem hellere med det samme. Sibelius, det er tonen fra Norden, kold, ren og livgivende.