Genrer
Toots & the Maytals: Funky Kingston
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 378 på listen.
Den jamaicanske vokalgruppe Toots & the Maytals er et af de største navne indenfor reggae-musik, og selvom de havde udgivet mange albums før det, er deres mest populære album nok alligevel Funky Kingston fra 1972. Det album er også spækket med gode sange. Ingen af melodierne er videre banebrydende eller oplysende, men de giver et vældig godt indblik i jamaicansk musikkultur. Og så er pladen ofte sjov. De fleste af pladens sange er skægge at lytte til, og man bliver også let i dansehumør. Sangerne, især forsanger Toots Hibbert er i så oprigtigt godt humør, at det virkelig let smitter af. Hvis man ikke er i alt for trist humør, så kan nogle af disse sange klart gøre din dag bedre. De fire første numre, "Sit right down", "Pomp and pride", deres cover af Richard Berrys "Louie Louie" (bedst kendt med The Kingsmen), og deres cover af Ike og Tina Turners "I can't believe" er så gode som de nok kunne blive i forhold til ambitionsniveauet, som lader til bare at være at lave noget sjov musik. Men nogle gange har man ikke brug for noget videre ambitiøst, nogle gange skal det bare være sjovt, og det kan Toots & the Maytals finde ud af!
Da albummet kun har otte numre på sig, fylder disse fire halvdelen af albummet, og denne halvdel er jo virkelig fed. Niveauet falder dog ret meget med anden halvdel. "Redemption song" er ikke et cover af Bob Marleys klassiker, den var slet ikke skrevet endnu, det er til gengæld en ret middelmådig sang. Toots & the Maytals er nemlig virkelig gode, når vi snakker glæde og sjov, men på en tristere sang som denne har de svært ved at røre mig. Pladens værste sang er et cover af doo wop-sangen "Daddy's home" af Shep and the Limelites. Originalen er ikke engang noget specielt, men med Toots & the Maytals bliver den langsommere, mere monoton og næsten dobbelt så lang, og den gentager sig også oftere. Det er ikke fuldkommen uudholdeligt, men jeg kan slet ikke se, hvorfor de syntes, at det her var en god idé at udgive. Jeg kan ikke mærke nogen motivation, nogen spilleglæde, nogen følelse. Det er ikke engang rigtig reggae. Det er bare en doo wop-sang, der tilfældigvis har en reggae-rytme.
Det bliver heldigvis godt igen med det pragtfulde titelnummer, der også er en af gruppens mest berømte sange. Her bliver det endelig virkelig sjovt og musikalsk interessant. Det er uden tvivl pladens bedste sang, for lyden er virkelig varieret og interessant. Der sker hele tiden noget nyt, og det føles mere ambitiøst end noget andet på pladen. Hvis hele albummet var så godt, ville det være helt perfekt. "It was written down" er ikke nær så god som noget på første halvdel, men nummeret har absolut charme. Det afslutter dog albummet på en ikke specielt tilfredsstillende måde. Jeg hader nemlig virkelig, når et album slutter af med at fade. Jeg kan slet ikke holde det ud. Hvis et album slutter af med at fade, føler jeg, der burde komme mere, men det gør der ikke. Det føles ikke komplet. Toots & the Maytals har fortjent deres plads i reggae-historien, men som med de fleste reggaekunstnere, vil jeg nok hellere anbefale en opsamling eller bare at lytte til individuelle singler. Dog er Funky Kingston slet ikke et dårligt album, det har bare nogle ret markante fejl på sig. Hvis du kan lide andet af Toots & the Maytals, så kan pladen godt anbefales, men det er ikke den mest helstøbte eller berigende oplevelse, du kommer til at få.