Genrer


Toppoint
"Klarinetten er gammel som livet på landet, den går tilbage til den urgamle skalmeje, hyrdens instrument ..." Sådan lyder det i Johannes V. Jensens historie "Jørgine", og man er heller ikke i tvivl om klarinettens plads midt i den folkelige musik, når man lytter til Dan Gisen Malmquists spil på 10 point. Her er den ægte tone af muld, sol og vind, snart sprællende af livsglæde, snart drømmende lyrisk. Undertiden supplerer Malmquist med sin basklarinet, og det giver musikken en lun humoristisk understregning.
Klarinetten er en stærk partner til pladens egentlige hovedperson, violinen, der i Kristine Heebølls hænder leverer små mirakler på stribe. Sådan skal folkemusik lyde i dag, krystalklar, uden et eneste støvfnug og alligevel fyldt med tradition. Violinens leg med klarinetten bakkes op af håndplukkede musikere med flere violiner, hamonika og cello. Musikken er Kristine Heebølls egne kompositioner, med vægt på det roligt flydende, det er toner som passer bedre til sofaen end dansegulvet. Skønt og beroligende.
Kristine Heebøll har modtaget en række Danish Music Awards, både som komponist og som medlem af Trio Mio. Det er et af livets mysterier, at der ikke også faldt en pris af til dette soloudspil. Pladen hedder 10 point. Efter den gældende karakterskala burde det være et 12-tal.