dummy

Torsdag i københelvede

20-06-2025
Niels Mark

Torsdagen på Copenhell fortsætter de stærke takter fra åbningsdagen med sprudlende liv og stemning over hele pladsen.
Unikt for Copenhell er netop den hygge og det gode samvær blandt publikum, som understreger det faktum, at Copenhell er en af de mest trygge festivaler at besøge. Vejrmæssigt kunne det heller ikke være bedre: masser af sol, men også skyer til at tage toppen af temperaturen.

Når man bevæger sig rundt på pladsen, er det tydeligt at se den brede sammensætning af publikum. Der er mange unge, men det er i høj grad de 30+ – og måske endda 40+ – der præger billedet.

Programmet på årets Copenhell har også en bred appel, fra YouTube-fænomenet Poppy, der gav en stærk performance onsdag og især appellerer til det yngre segment, til rækken af legendariske bands, der ligeledes præger årets program.

Eksempelvis kunne man opleve det legendariske Bay Area-thrash-band Exodus, der ligger i kølvandet på The Big Four inden for thrash (Megadeth, Slayer, Metallica og Anthrax), og som i virkeligheden var blandt de allerførste på thrash-scenen med deres dannelse i 1980. På scenen leverede kvartetten en veloplagt performance. På trods af at medlemmerne har rundet de 60 år, leverede de en yderst energisk optræden på Pandæmonium-scenen. Begejstringen blev gengældt af et engageret publikum og et stort fremmøde. Thrash metal som udtryksform har en rå energi, der gør det yderst seværdigt live – hvilket tydeligt viste sig her.

I den anden ende af den stilistiske skala kunne man opleve en af dette års programmæssige overraskelser: Prodigy – et elektronisk funderet projekt, der, ligesom Exodus, først og fremmest tiltrækker det ældre segment med deres stærke udgivelser fra 80’erne og 90’erne. Man kunne måske frygte, at Prodigy ville fremstå malplaceret på en metalfestival, men koncerten fungerede rigtig godt – også på trods af Keith Flints triste bortgang i 2019. De resterende hjørnesten i Prodigy – Liam Howlett og Maxim Reality – leverede sammen med det øvrige band en veloplagt koncert med eksplosiv energi på scenen, som vakte stor begejstring.

Konference- og forlystelseshallen Copenhell Con fungerer fortrinligt. Et af torsdagens interessante indslag her var paneldebatten Heksetimen.

En heks, en metalmusiker og en kunstner går ind på en bar – eller i denne sammenhæng ind på scenen til Copenhell Con. Praktiserende heks Mai Sydendal (Gorilla Angreb), guitarist og sangskriver Jesper Myrup Andersen (Trold) og kunstner Rose Eken – som har skabt Diana-skulpturen til Copenhell – mødtes i en veritabel heksering sammen med scenevært Maria Østerby Elleby, der selv forsker i hekse. Her kom de vidt omkring folketro, myter, magi, spiritualitet og horror, når snakken handlede om, hvorfor vi elsker heksen i alle dens skikkelser. En interessant debat, som samtidig fungerede som et fremragende pusterum fra koncerterne.

Endnu en fremragende dag på Refshaleøen.

Foto: Niels Mark