Trækfugle

To gange om året begiver trækfuglene på den nordlige halvkugle sig ud på kortere eller længere rejser: om foråret går turen nordpå til ynglepladserne, og om efteråret flyver fuglene sydpå til vinteropholdsstederne. Trækfuglenes adfærd skyldes ikke, at de er rastløse, eller at de gerne vil opleve nye lokaliteter – tværtimod går deres træk næsten altid tilbage til de steder, hvorfra de startede.

Fuglenes træk hænger nøje sammen med deres fødebehov, og trækket fører dem derhen, hvor fødesituationen er bedst: nordpå om sommeren og sydpå om vinteren. Men fordi fugletrækket kan minde om utålmodige og rastløse menneskers adfærd, bliver trækket ofte brugt i litteraturen som symbol på, hvordan mennesker med uro i kroppen, hvileløse mennesker, opfører sig, når de ustandselig bryder op og tager et andet sted hen. Det gælder også for sangteksternes verden.

Blichers ”Trækfuglene”
Mere end noget andet værk er det Steen Steensen Blichers digtsamling ”Trækfuglene – Naturconcert” (1838), man først tænker på, når talen drejer sig om trækfugle i digtning og sang. Digtene i samlingen handler ganske vist snarere om bestemte mennesketyper end om egentlige fuglearter, og deres indhold er dermed først og fremmest en satirisk, kærlig og vittig beskrivelse af samfundet på Blichers tid. Men indpakningen om indholdet er umiskendeligt de danske trækfugle. Blichers digte om 30 forskellige trækfuglearter er ikke skrevet med sang for øje, selv om samlingen to første digte, ”Præludium” (Sig nærmer tiden) og ”Ouverture” (Det er hvidt herude), hører til blandt de hyppigst sungne og mest populære i den danske sangskat. Men samlingens øvrige fugleportrætter har ingen hævdvundne melodier, og de formmæssigt meget forskelligartede digte synes heller ikke umiddelbart at lægge op til at blive fremført i sang.

Den sidste omstændighed så Jesper Lund Jakobsen imidlertid stort på, da han i 2003-04 satte 13 af digtsamlingens 30 fugledigte i musik og derefter indspillede sangene med hjælp til sangen fra Torben Guldberg. Resultatet er blevet en kongenial fortolkning af Blichers smukke og finurlige digte, undertiden snarere fremført som recitation end som egentlig sang, men overalt med en fin fornemmelse for udsagnet i det pågældende digt. Det musikalske akkompagnement til sangene udgøres af rent akustiske instrumenter, med guitaren som det centrale element i de enkle, næsten spartanske arrangementer. Cd´en ”Trækfuglene” er uundgåelig i forbindelse med en omtale af trækfugle i sangens verden – også selv om flere af de fugle, Blicher i sin tid karakteriserede som trækfugle i dag snarere må betragtes som standfugle, i hvert fald tendentielt: gærdesmutte, fiskehejre, solsort. Men det er som ovenfor antydet ikke for digtenes ornitologiske korrekthed, man skal læse eller høre dem.

”Trækfuglene” er en gigant og et monument i dansk trækfugle-digtning. Ingen over og ingen ved siden af; men der optræder dog også trækfugle andre steder i sangens og digtningens verden – selv om fuglene her også ofte har en ekstra betydning ved siden af deres ornitologiske rolle. Jeg skal ikke her komme ind på de mange eksempler på sange, som kun handler om en enkelt trækfugleart, f.eks. nattergal, stær, lærke, gøg, osv. – det ville føre for vidt. Her drejer det sig kun om sange, der involverer hele den store gruppe af fugle, der betegnes som trækfugle – i modsætning til standfugle – og det er en meget mere overskuelig opgave.

Højskolesangbogen rummer kun en enkelt sang, der falder ind under denne beskrivelse – ud over Blichers ”Præludium” og ”Ouverture”, som jo rent faktisk slet ikke handler om trækfugle – og det er Thøger Larsens ikke specielt kendte digt ”Solsangen” fra hans samling ”Jord” (1904). I Højskolesangbogen optræder digtet under sin førstelinje, ”Nu hælder Europa mod sol igen”; men uanset titel gør indholdets begejstring over forårets komme digtet til et ægte trækfugle-digt: ”Fugletræk over landene gå/ mulden lugter så mæt og rå/ det kribler i ryggen af jorden”.

Flere trækfugle
Sangerinden Trille (Bodil Nielsen) skrev i 1979 sangen ”Trækfuglen” til albummet ”Altid har jeg længsel”, og begge titler peger i retning af en – symbolsk eller konkret – behandling af trækfugle-temaet; men det er kun den førstnævnte mulighed, der gøres brug af i Trilles sang – og knap nok det. Trækfuglen i sangen er en gammel flamme, som tilfældigt kommer forbi og hilser på – men som helt sikkert kun er på gæstevisit: ”Jeg tænker allerede på, hvornår han mon går/ hvornår han bryder op igen og går”. Men sangens fortæller er åbenbart i en følelsesmæssig position, hvor selv et kort besøg af en notorisk trækfugl kan give lidt varme i kroppen: ”Ja, så går vi ind ved siden af/ sammen går vi ind ved siden af”. Flygtige fornøjelser er også fornøjelser.

Både Michael Falch og Niels Skousen har skrevet om fuglenes efterårstræk i en af deres sange. Falchs ”Trækfugle” optrådte på cd´en ”Fodspor i havet” (2009), hvor sangen indgik i en større melankolsk sammenhæng med udgangspunkt i et ensomt beliggende fiskerhus på Tåsinge. Her opholdt Falch sig hen over en vinter, og her skrev han de sange, der senere blev til ”Fodspor i havet”.

Sangen ”Trækfugle” fortæller om forfatterens tanker i november, hvor vinteren for alvor nærmer sig, og hvor trækfuglene er fløjet sydpå (selv om de i teksten kun lige skal til at gå i gang med trækket): ”Nu trækker de væk igen/ la´r os tilbage her/ vi der ikke vil være alene mere/ Nu flyver de væk herfra/ til sol og ørkensand/ Mens vi må vente her/ i vores våde vinterland”. Ren spleen og vemod, men smukt omsat til musik af Michael Falch.

Niels Skousen gav udtryk for nogle af de samme følelser og tanker i 1975, da han skrev sangen ”Oktobersang” til LP´en ”Palads af glas”. Her lyder det bl.a.: ”Nu fejer blæsten gennem gaderne/ det blir vinter med kulde og slud/ nogen kan rejse bort til fjerne varme steder/ andre må blive her og holde ud”. Nogle af dem, der er så heldige at kunne rejse bort fra kulde og slud, er trækfuglene:
”Se fuglene, de samler sig i flokke/ de glade gæster, de siger farvel/ og mens den mørke tid går over vores flade land/ sidder vi tilbage her med os selv”. Ja, ja, Skousen, trækfuglene har nu nok også deres problemer at kæmpe med undervejs på trækket – og desuden slutter sangen med, at jeg-fortælleren får besøg af sin kæreste, som gerne vil hjælpe ham med at komme igennem den lange vinter. Så helt galt står det trods alt ikke til i Niels Skousens fine lille stemnings – og kærlighedssang.