Triviel elektropop og smuk, analog vellyd fra erfaren islænding

Broen mellem det personlige og sarte til det rockede og radioegnede holder ikke for Emiliana Torrini. Men hun lander  fint trods balanceproblemer.

Anmeldelse: Emiliana Torrini – Tookah

Med en befolkning, der i antal kun er en anelse større end Aarhus, råder Island over urimeligt mange talentfulde musikere, bands og kunstnere. Det er nærmest uvilkårligt de store navne, men holder kvaliteten op imod, når man lytter til andet musik fra vulkanen mod nord. Kan det måle sig med Sigur Ros og Bjørk, spørger man nærmest automatisk sig selv. Med Emiliana Torrinis plade er svaret et nej. Med det er en urimeligt sammenligning, for pladen er et lille mesterværk, der bestemt ikke fortjener at stå i nogens skygge.

I spændingsfeltet mellem fyldige elektropopnumre og spinkle og sårbare sange båret af guitar bevæger den erfarne sangerinde sig rundt i store dele af følelsesregistret, og Tookah er bestemt et vellykket og personligt projekt.

Stærkest er Emiliana, når hendes forrygende vokal får lov at træde i forgrunden på smukke melodier som ”Autumn Sun” og ”Blood Red”, men desværre satser den 36-årige sangerinde for meget på fest, rytmer og kompositioner, der er så komplekse, at hun til tider mister sig selv. Når det sker, falder lytteren også fra. For hun har simpelthen for meget personlighed, til at det kan leveres troværdigt i et radiovenligt hitbeat.

Der er ni sange på albummet, der er det fjerde deciderede studiealbum, der udkommer også uden for Island. Emiliana Torrini lavede sin første plade i 1994, og udover nummeret ”Jungle Drum” fra 2009-pladen Me and Armini er hun mest kendt for at være sangerinden på Gollums Sang fra ringenes herre.

Heldigvis er langt de fleste numre med til at bevise, at Emiliana Torrini har et højt kunstnerisk og musikalsk topniveau. Og i det syrede slutnummer viser hun endda et mod til at bryde de traditionelle baner for et pænt album fra en pæn pige.

Lyt til:

”Autumn Sun”, der er en blændende smuk ballade med helt bar stemme, akustisk guitar og en anelse elektronika i baggrunden til at understøtte de enkelte tostemmige fraseringer.

”Animal Games”, der er mere elektronisk, knap så følsomt og med en kortfattet vokal, der måske kan minde om Oh Lands fauna-tid.