Troldmanden på sin violin

Der var udskiftning på det forholdsvis lille spillested Atlas, som deler hus med spillestedet Voxhall, lørdag aften. Kvindebandet havde spillet, og der var kun et kvarter til næste koncert. Vi var under 30 tilhørere, men da Nils Gröndahl blev budt velkommen, havde knap hundrede fundet plads på gulvet, på stole ved olietønderne eller stående i det intime rum.
Violinisten Nils Gröndahl har efter konservatorietiden blandt andet spillet i orkestret Under Byen, og sidste oktober udkom hans soloplade ”Endlos Rutinen”. Han spiller også i flere sammenhænge; tidligere på dagen havde han en (diskret) siderolle i Jacob Bellens’ koncert i Musikhuset.

Et overvældende lydbombardement

Nils Gröndahl, den pæne mand, satte en tight rock’n’roll ostinat i gang på violinen, og ved hjælp af det elektroniske arsenal blev ostinaten kørt i ring. ”Das Fenster” fra Gröndahl soloplade var i gang, og den tyske tekst blev sunget hen over lydbilledet, der umiskendeligt lød, som var Jimi Hendrix’ guitar indblandet. Og Gröndahl befandt sig ind i mellem spillende på knæene, så de mange effektpedaler kunne betjenes.
Saven, som Gröndahl også betjente i orkestret Under Byen, var ligeledes med denne aften.  
Andet nummer startede med en skæbnetung mol-akkord, og ved hjælp af en kontaktmikrofon på struben kunne Nils Gröndahl frembringe lyde som umiskendelig ulvetuden – det var den uhyggelige prik over i’et .
Herefter fik vi ”Es geht nichr weiter so”, der startede som en majestætisk sarabande fra barokken. Men violinisten blev som ramt af en ond besættelse, der forstærkedes af den voldsomme akustiske tilbagekobling mellem instrument og højtaler; en tilbagekobling, som Hendrix opdagede og raffinerede for snart et halvt århundrede siden.

Fra hvisken til råb

Det sagdes om violinvirtuosen Paganini, at han havde solgt sin sjæl til djævelen for at kunne spille så brillant. Er Gröndahl en Paganini med overdrive?
Næppe – især ikke, når vi som andetsidste nummer fik en lille fin melodi som muteret ud af en børnesang. ”Dreimal Ja”, som tekstmæssigt associerede til ”To lys på et bord”. Her var det to flasker vin og tre gange Ja Ja Ja, som efterfulgtes af – ikke turtelduer, men mågetoner i det højeste violinleje..
Finalenummeret begyndt med en violinmelodistump i oktaver og efterhånden blev til en strygekvartet med teksten ”Wir sind Zwei”, som gennem et langstrakt crescendo udviklede sig til en messe, måske et requiem, hvor sangen intensiveredes med strubemikrofonen.
Hold da op – en lille halv time i koncentreret selskab med en ekspressiv musiker, der byggede store klangværker op fra en enkelt tone og en enkelt rytmisk figur. En fascinerende voldsomhed; her var genlyde af Philip Glass, en smule Stockhausen og tysk maskinmusik, men allermest var det selvfølgelig Nils Gröndahl. En oplevelse, der var så meget større live end på plade; her var grundlæggende et levende menneske med en levende violin. Vi kunne se, høre og føle musikken.
Den fundamentale brug af loops begrænser naturligvis harmoniseringen, men Gröndahl formåede at bringe et meget nuanceret lydbillede til vore ører ud fra de grundlæggende droner. Så vi fik ud over meditative gentagelser sandelig også overraskende udfordringer.
Det dedikerede publikum klappede begejstret, og en ydmyg Nils Gröndahl modtog taknemmeligt det fortjente bifald.

(Foto: Line Elmelund, Bibzoom)