Truckers, kickers and cowboy angels

Selv om det i år er knap 50 år siden, Gram Parsons døde, kun 26 år gammel, og selv om musikerens aktive karriere kun strakte sig over godt 6 år, er der god grund til at kippe med flaget, når Parsons d. 5. november ville være fyldt 75 år. Der foreligger kun et ganske lille antal indspilninger med Gram Parsons: nogle tidlige optagelser med gruppen The Shilos, en LP med The Byrds, en plade med The International Submarine Band, to udgivelser med The Flying Burrito Brothers samt to LP´er udgivet i eget navn (den ene posthumt). Men Parsons´ indflydelse på musikhistorien er omvendt proportional med antallet af udgivelser i hans korte karriere. Hans betydning for udviklingen af den amerikanske rockmusik i slutningen af 1960´erne kan næppe overvurderes, og der er da næppe heller mange med interesse for klassisk rockmusik, som ikke kender Parsons´ navn.

Hvis Gram Parsons ”bare” havde spillet traditionel country-musik, ville situationen have været en helt anden. Men i modsætning til den ret skematisk opbyggede og som regel temmelig forudsigelige country-musik med relativt enkle tonegange er Gram Parsons´ country-rock (eller American Cosmic Music, som han selv benævnte musikformen) helt anderledes varieret, både hvad angår instrumenteringen, spændvidden i tonegangene samt udtryksfuldheden i musikkens blå toner.

Melodiernes og sangteksternes originalitet og holdbarhed er naturligvis både i country-musikken og i country-rocken helt afhængig af ophavsmændenes talent og kunnen, og her gælder den gamle sandhed, at det ikke er nogen let sag at finde på en god melodi – eller en god tekst, for den sags skyld. Der er ingen facitlister på dette område, hvor en kvalitetsvurdering i høj grad må afhænge af lytterens smag og viden om området; men jeg vil gerne afsløre, at der efter min mening er mange højdepunkter i Gram Parsons´ (desværre) begrænsede sangkatalog. Det er nogle få af disse højdepunkter, jeg gerne her vil fremhæve i forbindelse med 75 års fødselsdagen.

4 stærke sange
Jeg har altid holdt meget af teksten til sangen ”Wheels”, som indledes med ordene: ”We´ve all got wheels/ to take ourselves away/ We´ve got telephones to say/ what we can´t say”. Jeg hører ordene på den måde, at Parsons her satiriserer over den moderne tilværelse, hvor vi hurtigt kan komme væk fra alt det, vi ikke bryder os om, og hvor vi via telefoner kan undgå at møde andre mennesker ansigt til ansigt. Tænk hvis Parsons havde nået at opleve mobiltelefonens sejrsmarch i slutningen af århundredet – for er mobiltelefonen ikke netop den ultimative opfindelse til at ”sige, hvad vi ikke kan sige”? Der er andre interessante formuleringer i teksten, bl.a. en stærk hældning mod et religiøst omverdenssyn, som man ofte ser det i forbindelse med country-inspireret musik. Og melodien til ”Wheels”? Den er stærkt iørefaldende og vanedannende og glemmes ikke lige med det samme.

Noget tilsvarende kan siges om Parsons´ ”In my hour of darkness”, som både rummer et religiøst farvet indhold og samtidig indeholder en almengyldig fortælling om Parsons´ eget liv med motorcykler og musik: ”Another young man safely strummed/ his silver string guitar/ and he played to people everywhere/ some say he was a star/ but he was just a country boy/ his simple songs confess/ and the music he had in him/ so very few possess”. Også signatursangen “Return of the grievous angel” rummer stærke selvbiografiske træk, selv om man naturligvis ikke kan læse sangerens navn direkte ud af teksten – dertil er Gram Parsons en alt for god tekstforfatter. Men beretningen om den rastløse rejsende, der har været ned ad tyve tusind veje, indeholder helt sikkert en god portion af Parsons´ eget liv: ”Out with the truckers and the kickers and the cowboy angels/ and a good saloon in every single town”. Det med værtshusene er nok værd at lægge mærke til i forbindelse med Parsons´ eget liv; det er hårdt altid at være på landevejen, og det er helt sikkert også en af grundene til, at musikeren døde så ung, som tilfældet er.

Men når man er langt væk hjemmefra og har problemer, kan det være godt at tænke tilbage på en god og tryg opvækst og baggrund, som sangen ”Hickory wind” handler om: ”It´s a hard way to find out/ that trouble is real/ in a faraway city/ with a faraway feel/ But it makes me feel better/ each time it begins/ callin´ me home/ hickory wind”. Og melodien til sangen? Uhyre iørefaldende og umiddelbart let at huske – som de fleste af Parsons´ øvrige melodier. Når de gode melodier og de gode tekster kombineres med Parsons´ ekspressive fremførelse (og som regel med smuk andenstemme fra Emmylou Harris), er det klart, at resultatet bliver noget langt ud over det sædvanlige.

Gram Parsons´ datter Polly har i et interview givet sit bud på en af årsagerne til sangerens helt exceptionelle gennemslagskraft: ”That´s one of the beautiful things about Gram Parsons. He´s one of the rare artists where you can hear his spirit and his sadness in his music. It´s so incredibly timeless, it never ceases to move his fans in the exact same way it did the second they heard him”. Jeg kan kun erklære mig enig. Hver gang, jeg lytter til Parsons´ karakteristiske stemme (og det er tit), rammer den mig lige så stærkt og lige så direkte, som første gang jeg hørte den.

Læs også artiklen ”Gram Parsons” fra 2019 her på BibZoom.