”Ud ad landevej’n”, ”Bøf med løg” og alt det andet

Det går stærkt med udgivelsen af nye bind i forlaget Multivers’ fine serie ”Danske komponister”. Serien startede i 2018, og der udkommer cirka fire bind årligt. Alle på godt 100 sider og traditionelt opbygget, men naturligvis varierende efter den enkelte forfatters skrivestil og tilgang til stoffet.

Nærværende bind 13 er universitetslektor Peder Kaj Pedersen sobre bog om Bernhard Christensen. Dette er den første bog om Bernhard Christensen, der som en af de første formåede både at arbejde med den nye, rytmiske jazz og den traditionelle, klassiske musik. 

Peder Kaj Pedersen har tidligere været musikanmelder ved Aalborg Stiftstidende, hvilket bogens mundrette og flydende sprog vidner om.

I forordet får vi de præcise nøgleord til Bernhard Christensen: jazz, rytme, improvisation – forenet med nysgerrighed. Og samtidig var Christensen en tilbageholdende mand; han lod andre være talsmand for tidens store debatemner – især kulturradikalismen.

En brydningstid
Indledningskapitlet giver os et godt overblik over Bernhard Christensens musikliv. Hvordan inspirationen fra jazzen tidligt fik stor betydning for enebarnet Bernhard Christensen. Samtidigt blev det til en traditionel livsbane i folkekirken: først hjælpeorganist hos Mogens Wöldike i Christiansborgs Slotskirke og siden et mngeårigt organistjob i Vangede Kirke. Men det er hans virke indenfor revyen og den pædagogiske jazz, han huskes for, selvom det blev til adskillige klassiske kompositioner.  

Dette er en klassisk skrevet biografi med en ren sprogtone, som ikke benytter sig af super-superlativer; de sensationsprægede overskrifter og en mere æggende kant må vi finde andre steder. Det er helt i orden, for vi får her, hvad vi forventer: god og præcis viden om Bernhard Christensen fortalt af en fagligt vidende forfatter, der også har haft flere samtaler med den biograferede. Og som forstår at fremtrække væsentlige aspekter; eksempelvis Bernhard Christensens eksperimenteren med klaveret i gymnasietiden. Han prøver alternative stemninger – hvad med 24 toner indenfor et oktav, hva’ba’? Et tydeligt eksempel på Christensens videbegærlige nysgerrighed. 

Efter studentereksamen startede Christensen på musikvidenskabeligt institut, og her var det den orientalske musik, der interesserede. Samtidigt fik Thomas Laubs reformer mht. kirkemusikken stor betydning, og Bernhard Christen fik også, som privatist, en fin orgeleksamen fra musikkonservatoriet. Efter sigende med ros af improvisationerne fra selveste konservatoriedirektøren Carl Nielsen. 

Det nære venskab
Et centralt kapitel i bogen hedder helt enkelt ”Herman D. Koppel” og fortæller om det nære samarbejde og venskab mellem de to komponister Koppel og Christensen. Koppel holdt ifølge Pedersen ellers ”af princip afstand til mennesker”, men fra starten fandt de to herrer et fælles fodslaw. Det bemærkes, at ingen af dem var balløver (!), og begge satte Carl Nielsen og Igor Stravinskij højt. Bernhard Christensen skrev hele tre klaverkoncerter til vennen Koppel: i 1930, i 1945 og den sidste i 1991. Et stort tidsmæssigt spænd, et livslangt venskab. Den første klaverkoncert er for klaver og strygere, men ifølge komponisten også gerne med lilletromme og … banjo! Desværre er den vist ikke blevet opført med banjo. Endnu – hvem griber ideen derude, spø’r jeg?

Den anden klaverkoncert er den største, og den får en fin og grundig analyse i bogen. Den er en syntese mellem klassiske koncert- og satsprincipper og jazzstil. Og som det tørt bemærkes: med eller uden swingfrasering. Dengang (også dengang) var swingfornemmelsen blandt klassiske musikere et ofte fremmed land. 
I dette kapitel brydes bogens kronologi, men er til gengæld et helstøbt kapitel, en fornøjelse at læse. 

Kulturradikalismen
I 1930’erne begyndte samarbejdet med kulturradikalismen, og især samarbejdet med Poul Henningsen var frugtbart. Pedersen pointer dog, at det var et samarbejde, ikke et venskab.  Vi får de fine sangkompositioner ”Byens lys” og ”Tag og kys det hele fra mig”. Bernhard Christensen skriver al musik til PH’s ”Danmarksfilmen” fra 1935. En film, der vakte gevaldigt furore, og den filmudgave, der fik premiere, var blevet ændret radikalt – også på musiksiden;i den oprindelige var der alt for megen jazz. 
Inden da havde Bernhard Christensen skrevet musik til de såkaldte jazzoratorier: ”De 24 timer” og ”Trompetkvadet”. Det er i ”De 24 Timer”, vi hører operasangeren Aksel Schiøtz parodiere den patetiske geografilærer, og vi hører første gang den med ”Bøf med løg”, som sandelig stadig lever derude. Jeg husker selv ”De 24 Timer” fra den 4-dobbelte LP ”Guldalderjazz i Danmark” fra 1968.  

Sammen med Herman D. Koppel skrev Bernhard Christensen i 1935 evergreens til Kjell Abells skuespil ”Melodien, der blev væk”. ”Sangen om Larsen” og ”Ud ad landevej’n” har siden haft en sikker plads i sangbøgerne. 

Når man var fastansat organist i folkekirken, var det i manges øjne ikke velset også at beskæftige sig med revy og jazz, så Bernhard Christensens verdslige musik udkom under pseudonym. Men eftertiden har sandelig vist, at det kan lade sig gøre at kombinere forskellige musikretninger – her har Bernhard Christensen banet vejen for flere. Og især indenfor musikpædagogikken har Christensen været foregangsmand, og det er faktisk i forbindelse med kurserne i ’rytmisk sang/jazz”, at begrebet ’rytmisk musik’ nævnes første gang herhjemme. 

Uopdragne musikere
Bernhard Christen mødte dagligt modstand mod hans musik og tanker, og helt grelt blev det, da hans musik til balletten ”Enken i Spejlet” skulle opføre på Det Kongelige Teater. Forestillingen blev en stor publikums- og anmeldersucces, men kapellet viste deres tydelige mishag mod musikken og spillede bevidst forkert. Det blev en af de største skuffelser i Christensens musikliv, som han aldrig glemte. Og i dag kan vi sige: Sikke nogen barylere…

Først mod slutningen af bogen får vi oplysninger om den private Bernhard Christensen: Ægteskabet med sangerinden og pianisten Grete Kordt i 1938. Skilsmisse og fra 1955 samliv med Sigrid Katrine Frandsen. Det professionelle samarbejde med Kordt fortsatte, og Christensen arrangerede en del musik for Kordt Sisters. 
Christensens kirkekompositioner bliver nærmest ikke spillet mere. Men han fik 9 melodier med i tillægget ”46 salmer” i 1976, og nr. 567 i salmebogen ”Jeg er fremmed, jeg er en pilgrim” har jeg sunget adskillige gange. Og han har fem melodier yderligere med i koralbogen fra 2003.  

Må vi høre?
Biografien opsummerer Bernhard Christensens virke i sidste kapitel ”Pladsen i musiklivet”. Her er det hans store pionerarbejde med musikpædagogikken, der fremhæves. En pædagogik, som er blevet aktivt videreført, blandt andet til Aarhus Lilleskole, hvor mange musikere har fået deres første undervisning. Christensen oplevede fra omkring 1980 et mildere musikalsk klima med mange grænseopblødninger. Og da han fyldte 95 år, nød han den megen virak omkring hans person – nu havde han jo også været tilbageholdende over for offentligheden hele livet …

Og måske bliver nogle af Bernhard Christensens klassiske værker fundet frem igen. Jeg vil da gerne høre den første klaverkoncert. Med banjo. Og stadig er det en fornøjelse at høre ”Å bøf / bøf med løg / jeg elsker dig”,

Peder Kaj Pedersens biografi giver et sobert og tiltalende billede af Bernhard Christensen – komponisten, der formåede at kombinere et musikliv i forskellige genrer. Bogen er måske puffet til at genopdage komponisten Bernhard Christensen.