dummy

Uden Ord: ISO i dag (single)

12-01-2021
Søren Lund Korsgaard, Musik Mig Blidt

Jeg får tilsendt masser af musik, som fra de første toner skaber en forventning hos mig om, hvordan resten af nummeret udfolder sig. Ofte er udviklingen på godt og ondt ret forudsigelig og mine forventninger holder stik. Dette var ikke tilfældet på det nummer, jeg i dag har fået æren af at premiere fra bandet Uden Ord, og som derfor virkelig vakte min opmærksomhed.

Genrebåsenes rammer bliver her, meget forfriskende, mere eller mindre opløst. På eklektisk vis veksler bandet nemlig mellem pop, rock, free-jazz, punk og folk — eller noget i den retning. Det betyder også, at virkemidlerne på ISO I DAG er så forskelligartede som hooliganagtig-kor og collegerock-guitarer, stadionrock-trommer, klaver, tværfløjte og svævende violin-melodier. Det lyder måske som en rodet omgang, men kombinationen af blide og svævende energier og stemninger på den ene side samt mere kontante og hårdtslående elementer på den anden side, fungerer overraskende godt sammen. I sidste halvdel stiger nummeret i intensitet, og der kommer da også en form for klimaks, idet de mere støjende og højlydte elementer tørner sammen med de blide i en skøn farverig pærevælling. Alligevel er det som om, at man føler sig en anelse snydt i de sidste 30 sekunder, hvor percussionen forsvinder, og nummeret fader i en vokalbåren outro. Men det er også den eneste anke, jeg har — jeg vil simpelthen have at nummeret fortsætter i længere tid!

Selv udtaler bandet om singlen:
“Vi ser sangen som en små-naiv rockballade, men synes samtidig den har noget virkelig ømt og kraftfuldt over sig. Vi håber, at sangen vil skabe en lyst til at komme sine nærmeste ved, og hjælpe hinanden ud af den isolation, som er en del af den tid vi lever i.”

Uden Ord er en ung trio bestående af Gustav Hedemann (vokal, guitar), Thomas Mulcahy (vokal, synth) og William Spangaard Nielsen (vokal, trommer).

Med i bagagen har bandet dobbeltsinglen Ene (Konkylie Recordings), EP’en Om Os (Forlaget Kornmod) og teksthæftet Digte Fra Juli (Forlaget Kornmod). De har spillet koncerter på/i Byhaven, Loppen, Tape, Momentum, Mayhem m.fl..

Artikel fra bloggen "Musik Mig Blidt"