Uge 34: Blæsten går frisk over Limfjordens vande.

Uge 34: Blæsten går frisk over Limfjordens vande. 

(Mel.: Povl Hamburger 1937, Tekst: Erik Bertelsen 1939)   "I kuling fra Hals og til Harboør." Sådan forestiller vi os en rigtig efterårsstemning på Limfjorden. Musikalsk finder vi den netop i sangen "Blæsten går frisk over Limfjordens vande" med melodi af Povl Hamburger og tekst af Erik Bertelsen.  

Forfatteren

Forfatteren Erik Bertelsen (1898-1969) var selv født i Harboør som søn af en fisker og havde derfor et indgående kendskab til Limfjorden. Han arbejdede i 1920erne dels som lærer, dels som fabriksarbejder, men slog sig omkring 1930  ned i København, hvor han koncentrerede sig om sit forfatterskab. Han debuterede allerede i 1921 med romanen Havets børn og skrev i de følgende år bl.a. en række værker, der i 1942 kunne samles under titlen Harboør-folk. Det blev også senere til værker om livet ved Limfjorden, der blev suppleret med mere faglitterære bøger om samfundene i det nordjyske, f.eks. Gensyn med Limfjorden (1960) og Harboør for 130 år siden (1962). Erik Bertelsen skildrer, baseret på egne erfaringer og studier, dels folkelivet med dets religiøse og samfundsmæssige forhold, dels naturen på en meget ligefrem facon. Han betragtes som en vigtig hjemstavnsdigter for området, og hans romaner om fiskernes liv ved fjorden har da også været meget populære. Det er imidlertid naturbeskrivelsen, der er i fokus i ”Blæsten går frisk”, hvor man næsten kan mærke suset i ”kulingen fra Hals og til Harboør”.  

Limfjorden

Digtet er en malende beretning om forfatterens indtryk fra Limfjorden – man kan næsten se hele sceneriet. Det er også fjorden, der binder versene sammen ved at indlede de enkelte strofer, og derudover nævnes eksplicit lokaliteter fra området: Salling og Thy. Hvor det i de fire første verslinjer er naturen, der spiller den centrale rolle, træder mennesket ind i de to sidste: Sømanden, bonden og ungdommen. Sidste strofe gælder så de helt personlige oplevelser med fjorden. Digtet udfolder sig efterhånden fra at koncentrere sig om vandet, over en åbning mod det omgivne land til en ”udvé over verden strakt”. Der er et vist romantisk skær over sømanden, der synger ved sit rat og bonden, der er forynget af luft og fjord. En interessant lille meningsudveksling om digtet fandt sted i Højskolebladet i 1991. Det første indlæg – af Knud Sørensen – har overskriften ”Jeg synger – helst ikke – nr. 190”. Han opfatter digtet som meget klichéfyldt med flere billeder og rim, som kun er brugt af nød. Der peges især på linjer som ”Sallingland, Thyland og andre lande” samt ”Bølgerne kaster med flammende brande”. Endelig peges der på, at kulingen fra Hals og til Harboør kan opfattes som en østenvind, mens vestenvinden jo er den fremherskende på disse kanter.   Der er ingen tvivl om, at Blæsten går frisk forholdsvis hurtigt blev populær, for i 1942 udkom sangen for mandskor og i 1955 for blandet kor - i udsættelser af komponisten selv. Den sidste blev efterfølgende optaget i de meget udbredte Chorus-samlinger (bind 4) og kan høres på en række forskellige indspilninger.    At den stadig er populær, vidner dens tilstedeværelse i en lang række sangbøger om. Det fremgår også af f.eks. brugen af melodien i forbindelse med en konfirmationssang fra 2009 og ikke mindst, at den anvendes til en af supportersangene for AaB (oprindelig Aalborg Boldklub) under navnet ”AaB-salmen”.