Genrer


Uge 47: Tarzan Mama Mia
Ugens sang i uge 44: Tarzan Mama Mia
Komponist: Kim Larsen & Henning Pold, 1989
Tekstforfatter: Kim Larsen
(skrevet i forbindelse med børnefilmen ”Mig og Mama-Mia”, 1989)
”Jeg skal bruge et hit”.
Sådan sagde Erik Clausen til sin gamle ven Kim Larsen, da han var ved at færdiggøre optagelserne til filmen ”Tarzan Mama Mia” i 1989. På rollelisten var blandt andet Michael Falch, Tammi øst og Erik Clausen selv.
Opgaven var givet, og Larsen gik i gang. Udover et titelnummer, skulle der også skrives musik til resten af filmen.
K. Larsens backingband i denne periode lød navnet Bellami, officielt dannet i 1986. Efter et par udskiftninger, var besætningen i 1989 følgende:
- Kim Larsen: Vokal og guitar.
- Henning Pold: Bas og kor.
- Per Rasmussen: Guitar og kor.
- Peter Ingemann: Keyboards og kor
- Hans Fagt: Trommer.
Denne besætning var i forvejen i gang med at indspille en LP i deres eget studie, KLAPS Studio, på Sortedam Dossering i København. Faktisk var det bandets øvelokale der også fungerede som studie, og det var også her ”Tarzan Mamma Mia” blev indspillet, produceret af bandet selv.
Melodien blev komponeret og arrangeret af Kim Larsen og Henning Pold, mens teksten var skrevet af Kim alene. En tekst der rummer savn, nærvær, drømme og kærlighed, og som sådan lå i perfekt tråd med den kommende film, der havde premiere den 22/9 1989. Samtidig udkom sangen som singleplade (Medley 434, efteråret 1989) og kassettebånd med en ”Syng Selv”-version på B siden, med Larsen fløjtende melodien med fuld backing (på båndet var der endog et ekstra nummer fra den seneste lp ”Yummi Yummi” fra 1988). Perfekt format til børneværelset og eneste mulighed for at få fat i nummeret, der bevidst blev fravalgt til albummet ”Kielgasten”, der indspilledes i samme periode og udkom 27/11 1989.
Sangen blev et stort hit, og blev ikke alene angiveligt en af de bedst solgte singler i Danmark nogensinde, den blev også kåret som ”Årets Lokalradio-hit 1990”. Larsen modtog oven i købet også en Grammy for årets hit 1990. En statuette der dog aldrig blev afhentet eller modtaget, da Larsen af princip ikke modtager pris.
Imidlertid var der dog en sten i skoen. Umiddelbart efter filmens premiere, henvendte Disney, der havde rettighederne til Tarzan-navnet, og krævede afgift for anvendelsen af navnet. Filmens titel måtte rettes til ”Mig og Mama-Mia”, men da gik rigtig mange mennesker allerede rundt og sang omkvædet med den forbudte titel…
Sangen blev først udsendt på cd i april 1995 på opsamlingspladen ”Guld & Grønne Skove”, en cd der blev årets mest solgte og som om kort tid genudgives på vinyl!
Sangens titel er aldrig ændret (der blev betalt clearing til Disney for sangtitlen) og den har jævnligt været at finde på Larsens koncertrepertoire siden udsendelsen i 1989.
Syng 17 fællessange i 17 uger med hele Danmark i 2017
(i ugerne 34-50)