Genrer
Ulrik Spang-Hanssen: Musikken imellem noderne
Ulrik Spang-Hanssen: Musikken imellem noderne: Swing i klassisk musik. Aarhus Universitetsforlag, 2014
Hvad er nu det for noget? Swing i klassisk musik? Det står vist ikke i noderne! Nej, lige præcis - det gør det ikke, men det er dét, der gør musik til en skøn oplevelse.
Swing it, Magistern!
Dette uforklarlige swing har Ulrik Spang-Hanssen sat sig for at forklare med denne bog. Ulrik Spang-Hanssen har en enestående position indenfor musiklivet. Han er klassisk orgelspiller på højeste plan med et væld af solokoncerter samtidigt med, at han er professor på Det Jyske Musikkonservatorium. Desuden har han i mange år været aktiv jazzmusiker på både klaver og hans elskede Hammondorgel.
I den klassiske musik er det historisk set organisten/tangentspilleren, der oftest har "fået lov til" at improvisere. Det gælder bl.a. forspil til salmer i kirken og det underliggende akkompagnement til barokkens solister. Og jazzmusikken er ofte bygget op over et sparsomt skelet, som det så er op til udøverne at klæde på med swingende musik efter evne – at improvisere med et aftalt sæt spilleregler. Dette store spænd formår Ulrik Spang-Hanssen at favne.
At definere det udefinerbare
Spang-Hanssen har i flere år arbejdet med dette spændende emne: Hvornår er det, at den klassiske musik nogle gange går ind i tilhøreren, når den andre gange er ke-e-delig? Det er selvfølgelig, når den swinger.
Med en letflydende og musikalsk pen giver forfatteren os på 272 sider sit både underholdende og videnskabelige bud på fænomenet. Og bag alvoren ligger hele tiden en gnækkende, selvuhøjtidelig humor.
Musikken er i luften; er i nuet – nodebilledet er ikke musikken, men blot en mere eller mindre præcis vejledning til, hvordan musikken skal lyde. Det betyder, at vi faktisk ikke ved, hvordan musikken egentlig lød, før man begyndte at lave indspilninger for cirka 120 år siden. Derfor kan Spang-Hanssen tale om "det informerede gætteri", og hans succeskriterie er, at andre ikke kan bevise, at man tager fejl! Det er et kriterie, som giver rigtig god plads, og den forstår Spang-Hanssen at udnytte.
Spil bare løs
Selvom tidligere komponister har givet præcise nodebilleder videre til eftertiden, er der også mange vidnesbyrd om, at der var muligheder for friere tolkninger. Carl Czerny, som i dag mest er kendt for sine – til tider uinspirerede - klaveretuder, som næsten alle pianister har gennemterpet, skrev i bogen Von dem Vortrage: "Et tonestykke får først sin værdi hos tilhøreren og sin virkning gennem den måde, det bliver foredraget på, og at den musiker, der er sig denne kunst mægtig, kan forvandle selv en ubetydelig, ja mislykket composition til noget interessant, hvorimod selv det skønneste musikværk går tabt, hvis fortolkningen mislykkes."
Dette citat er centralt for bogen, for ifølge Ulrik Spang-Hanssen er det netop fortolkningen, der er afgørende; også Carl Nielsen pointerede, at musikken er mellem noderne – ikke i.
Vi har tidlige indspilninger, hvor Grieg og Debussy spiller egne værker, og her er der sandelig tale om frie fortolkninger. Siden er det gået den kedelige vej: man skal spille så præcist som muligt, undgå overflødigheder og være "tro" mod forlægget. Og det er denne "tro", Spang-Hanssen mener bliver misforstået. De sidste 40 års opførelsespraksis har beskæftiget sig med detaljer i stedet for de overordnede linjer. Det har medført superkorrekte indspilninger, hvor der ikke er taget mange chancer; hvor der ikke er meget swing.
Lyt til jazzverdenen! Her er, når musikerhåndværket selvfølgelig er i orden, et vovemod og en springen ud på det allerdybeste, som ofte belønner lytteren med en musikoplevelse, der går i hjertet. Nå ja, nogen gange smutter underet forbi, vi er jo heldigvis kun fejlbarlige mennesker af kød og blod.
Den alvorlige humor
De enkelte kapitler i Musikken mellem noderne indledes med en lille indholdsoversigt i kursiv, der minder mig om de indledninger, som den herlige børnebogsforfatter Torbjørns Egner også har begavet os med. En underfundig, altmodisch humor, der giver et behageligt, afslappet forhold til hele denne ellers umiddelbart intellektuelle musikproblematisering.
Eksempelvis har kapitlet "The Czerny Swing" denne indledning side 153: "Hvori vi tager afsked med Mattheson og højbarokken og begiver os ud på, undskyld udtrykket, gyngende grund."
Et underkapitel, der har den højstemte overskrift "Swingbegrebets ontologiske status", sammenligner swingfænomenet med kærligheden: begge er overordentligt vanskelige at definere endegyldigt og præcist, men vi ved, når de optræder!
Bogen slutter med en filosoferen over, hvad man kan vide, hvad sandhed er, fortid og nutid "og den slags småting". Og vi kan glæde os over den afsluttende trosbekendelse: Alle musikere spiller for at udtrykke noget.
Jeg er blevet lidt klogere - og på en underholdende og musikalsk måde.