Undtagelsen fra reglen inden for den glatte r'n'b

Musikalsk er der ikke ret meget, der for undertegnede er værre end virussymptomerne på hitlisterne kaldet for r'n'b. Det er ganske enkelt rædselsfuldt at høre perfekte, og perfekt udvalgte, modeller lyde gennemdesignet og ens qua en smart producer, der åbenbart lige står og mangler lidt penge. Genrens problem og faldgrube er, at den er kunstig - et opkog af hip hop (som i sig selv er et opkog) og lidt god gammeldags glat soulmusik a la model Motown. Kunstigt, kunstigt og atter kunstigt.

Og så er der alligevel glædelige undtagelser fra reglen som f.eks. hende her Lina, der har en smuk og unik lyd, spændt og sprød, mellem diva og soul, iblandet både opera og trip hop. På fraseringen lyder hun jazzet som en Dinah Washington, en Billie Holliday eller en Sarah Vaughan, og stemningen er som taget ud af Coppolas film Cotton Club sat i scene på en sort natklub i 20'ernes USA. Og sådan lyder Lina, der sit univers tro ikke er bange for at sample de gamle lakplader, og oveni lægge fra land med alt det bedste som moderne r'n'b, trods alt, har at byde på, nemlig lækker produktion og hip hoppens breakbeats. Og dejligt er det at vide, at MTV endnu ikke har ædt rub og stub af talent med reklameblokkenes store hugtænder.