Ungdomsoprøret på fransk

Ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erne havde mange udtryksformer og mange brændpunkter. Modstanden mod Vietnamkrigen og studenterurolighederne i USA var et par af de tydeligste pejlemærker i oprøret, og studenteroprøret i Paris i maj 1968 var en anden begivenhed, som var med til at definere perioden. I begyndelsen af maj besatte studenterne Sorbonne-universitetet i Paris, og snart bredte oprøret sig og udviklede sig til en generalstrejke med op mod 10 millioner strejkende franskmænd – den største folkelige opstand i Frankrig i nyere tid.

Et stykke tid var det svært at forudse, hvordan opstanden i Frankrig ville udvikle sig; men i slutningen af maj fik regeringen en form for kontrol over de rebelske studenter og arbejdere. Hen over sommeren blev oprøret slået ned med håndfaste midler, og Frankrig vendte tilbage til mere normale tilstande. Men maj-oprøret havde sat sine spor i bevidstheden hos alle franskmænd – samt hos store dele af Europas befolkning, som ikke kunne undgå at følge med i begivenhederne, enten via tv eller via lokale udløbere af opstanden. Også Danmark fik sin del af studenteroprøret, måske mest tydeligt symboliseret ved Finn Einar Madsens aktion på Københavns Universitet i november 1968.

I år er det 50 år siden, studenteroprøret startede i Paris, og det bliver naturligvis markeret på mange forskellige måder i Frankrig, såvel som andre steder. På musikfronten bliver det runde jubilæum bl.a. markeret af en af oprørets fremtrædende skikkelser, som både var med dengang, og som stadig er aktiv som sanger: Dominique Grange, som næppe er kendt af ret mange her til lands, men som i sit hjemland er en både kendt og anerkendt kunstner. Hendes hoved-udfoldelsesområde er ganske vist det, man i mangel af bedre betegnelse kunne kalde ”protestsange”, og det er ikke en genre, der giver lige så meget prestige eller lige så lukrative engagementer som kunstneriske udfoldelser inden for den traditionelle franske ”chanson”-genre. Men hvis man er politisk bevidst og aktiv på venstrefløjen, er der ikke så meget at stille op – så må man naturligvis følge sin overbevisning, også på det kunstneriske område.

Dominique Grange

Dominique Grange (1940 - ) var i 1968 i gang med en lovende karriere som bohême-sanger med den kendte visesanger Guy Béart som protektor, og hun kunne formentlig have drevet det vidt i latinerkvarterets cabaret-miljø. Men indtrykkene fra studenteropstanden i maj satte en endegyldig stopper for disse fremtidsudsigter; Grange sluttede sig i stedet til den revolutionære kulturorganisation CRAC – og siden har hun ikke set sig tilbage. Hun fortsatte med at synge og arbejde politisk, og i 1977 mødte hun tegneserietegneren Jacques Tardi, som hun senere blev gift med og fik fire børn med.

Grange og Tardi delte (og deler) politisk anskuelse og har i årenes løb befrugtet hinanden kunstnerisk på den måde, at Tardi har givet Granges musikalske udfoldelser grafisk udtryk via tegninger, der passer til de politiske sangtekster. I 2008 resulterede samarbejdet bl.a. i udgivelsen 1968-2008 - N'effacez pas nos traces (dvs. ”Slet ikke vores spor”), som kombinerede en cd med 15 af Granges revolutionære sange med en række tilhørende korte billedhistorier udført af Tardi. Udgivelsen er senere blevet fulgt op af flere lignende udgivelser fra kunstnerparret – og i anledning af 50-året for studenteroprøret udsender Dominique Grange d. 25. april en opsamlings-cd med hendes bedste revolutionære sange fra de seneste 10 år. Udgivelsen, som får titlen Chacun de vous est concerné (dvs. ”I er alle involveret/berørt”) efter titlen på en af sangene fra 2008-udgivelsen, ledsages selvfølgelig af Tardis illustrationer.

Og hvad er så chancerne for, at danskerne får mulighed for at høre Grange fremføre sine revolutionssange med sin flotte og klangfulde stemme, der giver mindelser om så store navne som Juliette Greco og Edith Piaf? Jo, de er så godt som ikke-eksisterende. Ingen af Granges tidligere udspil er tilgængelige via de danske biblioteker, og ikke engang hendes samarbejder med Jacques Tardi – som dog trods alt er godt repræsenteret på bibliotekerne med mange fremragende tegneserier – har fundet vej til Danmark.

Forholdet hænger i høj grad sammen med den triste omstændighed, at danskerne mere og mere sjældent bliver præsenteret for udgivelser på fransk – det være sig i roman-, tegneserie- eller viseform. Danskerne er simpelt hen ved at afskære sig fra et af de klassiske europæiske hovedsprog, og det er en skam. Men selv om hverken biblioteker eller forhandlere her til lands kan hjælpe med at præsentere Dominique Granges kunstneriske udfoldelser, er der jo altid den mulighed at møde sangeren på Youtube, og den mulighed skal hermed anbefales. Også selv om man derved går glip af Tardis udtryksfulde tegninger, som i de officiellt udsendte udgivelser ledsager Dominique Granges sange.