Unge rockpoeter debuterer mellem solskin og storm

Klassiske rockskæringer står i kø på debutpladen fra den danske rockkvartet RUM 37. Der er både hitpotentiale og helstøbte tekster på pladen, der skal bære gruppen frem i det danske rocklandskab.

Guitar, bas, trommer og en stærk vokal. Det er ikke nogen ny opskrift, og der er ingen musikalske åbenbaringer at finde hos RUM 37. Lyden lånes fra Nephews sans for tempo og velskårne hits. Bassen leder tankerne hen på Muse, og selv om instrumenteringen ikke er overvældende, er det en massiv lydmur, man mødes af fra første omkvæd.

Vokalen bliver tit bakket op af oktaveret bassang, og flere steder er der simple, men effektfulde korstykker til at pakke Kristian Helmuths stemme flot ind. Måske kunne man godt ønske sig større nuancer mellem de forskellige sange, for lyden ændrer ikke karakter i løbet af pladen.

Til gengæld er der fart over feltet, og de radiovenlige skæringer skal nok give medvind til RUM 37. Hvis det ikke er nok, skal Target Records nok sørge for profilering og spillejobs, for bandet har bestemt et potentiale, som de allerede viste på EP’en fra december sidste år.

Det klæder bandet at stå lidt af de travle beats. Det sker på ”Alt Hvad Vi Har”, der også er pladens længste nummer. Guitarfigurene sidder fint gennem hele pladen, og der er intet galt med den melodiøse poprock. Den holder bare ikke lytterens koncentration ti gange fire minutter.

Tekstmæssigt er profilen ikke lige så stærk og skarp som hos forbillederne i Nephew. Men de poetiske ambitioner er ikke til at tage fejl af, de er bare svære at få øje på i et pop og ordinært lydbillede. På en måde gør den velkendte lyd en bjørnetjeneste for den lyriske ambition, men der er for mange klicheer og uopfindsomme rim, og lommefilosofi bliver ikke til poesi, bare fordi man gentager det.