Heart
Som teenager blev Jeppe Kiel Revsbech ofte længe oppe foran tv'et og så MTV Alternative, som præsenterede ham for kunstnere som New Order, The Cure og Cocteau Twins. Da han senere startede enmandsprojektet Rosenthal, var det med inspirationen fra den britiske scene i bagagen, hvilket skinner flot igennem på den overbevisende debut-EP "Heart".
Jeppe begyndte at spille trommer som fem-årig og har siddet på trommestolen i forskellige rockbands. Han havde imidlertid lyst til at prøve kræfter med et mere personligt projekt, og da han spiller flere instrumenter, var det muligt at starte Rosenthal som et enmandsband. Det har indtil videre resulteret i omtale på internationale blogs, airplay på bl.a. P6 Beat og en tour gennem Europa. Nu mangler efterhånden kun den eftertragtede pladekontrakt. Jeppe Kiel Revsbech kalder sin musik drømmepop - og han har al god grund til at forfølge drømmen om en karriere som popmusiker.
Seks skarpe til Rosenthal
Hvordan fik du ideen til at starte Rosenthal?
Jeg begyndte egentlig min musikalske løbebane som trommeslager i forskellige upcoming bands. Sideløbende med bandaktiviteterne har jeg altid klimpret små sange frem på min guitar derhjemme, så jeg besluttede mig simpelthen for at indspille sangene og afprøve, hvor langt mine evner rakte. Det var en ret grænseoverskridende oplevelse, når man er vant til at sidde trygt bag trommerne. Men mine venner reagerede positivt på de første demoer, og det gav mig mod til at gøre alvor af projektet og starte Rosenthal.
Hvad er det bedste ved din musik?
Det er lidt en floskel, men jeg synes, musikken har en ærlighed over sig, som jeg sætter pris på. Jeg forsøger ikke at gruble for meget over, om musikken nu også er cool eller catchy – hvis jeg selv kan lide sangen, så er den god nok. Derudover synes jeg – i al ubeskedenhed – at musikken gemmer på nogle ganske gode melodier, som forhåbentlig giver folk lyst til at lytte til sangene mere end én gang.
Hvad har inspireret din stil?
Jeg er søn af en sognepræst, så jeg er vokset op i en familie, hvor livets store spørgsmål bogstaveligt talt har fyldt meget. Det tror jeg på sin vis har præget min forkærlighed for de mere højtravende toner. Jeg holder meget af bands som The Cure, My Bloody Valentine og Cocteau Twins, fordi de hver især dyrker et stemningsmættet og lidt overjordisk udtryk. Grundlæggende er jeg inspireret af musik, der har noget på hjerte, så mine forbilleder spænder egentlig fra stilfærdig folk til støjende black metal.
Hvad er din bedste oplevelse med Rosenthal?
Der har været mange gode oplevelser, men skal jeg fremhæve én af dem, må det blive vores miniturné til England i februar, hvor jeg sammen med et par venner spillede fem koncerter rundt i landet – fra Brighton i syd til Newcastle i nord. Det var en fantastisk oplevelse! Det siges, at briterne har en forkærlighed for Skandinavien, og jeg synes helt sikkert, vi kunne mærke en begejstring for musikken og vores ’eksotiske’ baggrund, selv om det primært var små spillesteder og pubber, vi besøgte. Som en ung fyr kom op og sagde efter én af koncerterne: ”You Norwegians know how to make great music.” Det tillader jeg mig at tage som et kompliment!
Hvad skal der ske med Rosenthal i 2015?
Jeg håber først og fremmest at spille en god håndfuld koncerter og få udbredt musikken til flere nysgerrige ører. Derudover er jeg begyndt at arbejde på en række skitser, som forhåbentlig udmønter sig i et album inden for overskuelig fremtid. Så hvis alt går vel, satser jeg også på at tilbringe lidt tid i studiet og tage de første skridt mod en fuldlængde-udgivelse.
Har du en yndlingsplade?
Puha, det er et svært spørgsmål! Jeg synes egentlig, at bunken over yndlingsplader er ganske omfangsrig. Men på det seneste har jeg lyttet meget til "Ocean Beach", som er en fantastisk plade fra Mark Kozeleks hedengangne band, Red House Painters. Albummet bølger mellem tidsløse sadcore-fortællinger og hypnotiske rock-hymner, og er man til Kozeleks nuværende alter ego, Sun Kil Moon, kan jeg kun anbefale, man tjekker den ud.
