Genrer
Van Morrison: Moondance
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 65
Van Morrison er mest kendt som folk-sanger, men han har lige fra debuten i 1967 haft fingeren på en bred vifte af genrer, hvor især jazz og soul har været væsentlige indflydelser. I 1970 tog han et ekstra skridt og udgav en fuldblods-soulplade i form af Moondance. Den blev en stor succes og gav ham mange af hans største hits. Morrisons karakteristiske stemme står overraskende godt til en mere traditionel soullyd, trods dens noget rå, uslebne natur. Han overfører også visse elementer fra sine folk-udgivelser, bl.a. i guitarlyden på mange af numrene. Pladens lyd er så gennemført i at tilpasse sig Morrison som sanger og sangskriver, at man slet ikke undrer sig over den aparte sammensætning af den nordirske sangers løst fremførte vokal og den mere forfinede lyd fra soul-instrumentationen og de nydelige backingvokalister. Foruden soul takler han også jazz på titelnummeret og endda barok-pop på "Everyone", og han formår stadig at bevare pladen som en ret konsekvent oplevelse. Desuden leverer Morrison helt genial sangskrivning til pladen, især på første halvdel. Titelnummeret er en så veludført jazzsang, at jeg faktisk er overrasket over, at Morrison er ene sangskriver på den, og "Crazy love", "And it stoned me" og "Into the mystic" fortjener alle at blive anerkendt som soul-klassikere.
Dermed ikke sagt at side 2 er ringe, det føles i mine ører bare lidt som Morrisons b-materiale. Mens lyden på "Come running" og "Everyone" er rigtig lækker, får jeg simpelthen ikke det samme niveau af følelser ud af det, som jeg gør med sangene på side 1. Jeg forlanger ikke noget stort Shakespearsk epos, men bare den sensuelle coolness, jeg mærker hos det fede titelnummer, er tilfredsstillende. Sådan noget mærker jeg mest fra starten. Et af de fedeste, mest forløsende elementer er koret på "Crazy love", og på side 2 vender de samme vokalister tilbage på "Brand new day", der uden tvivl er højdepunktet på anden halvdel. Det er en stille, melankolsk ballade, som rammer mig lige i hjertet, måske netop i kraft af Morrisons utraditionelle stemme, der står så smukt i kontrast til det yndige kor. Et andet fedt element er hvordan blæserne bruges til at accentuere dynamikken i numre som "Into the mystic" og "Caravan". Blæserne bringer meget variation til lydbilledet. Der er egentlig kun to instrumentalister, der spiller fløjte og saxofon, men de sørger for at udvide lyden mens den stadig holdes jordnær
Dynamisk er pladen lidt tosidet. Dels kan man pointere, at pladen netop har godt med variation i både lyd, tempo og styrke. Ikke ét øjeblik føles den kedelig, og den kan gennemlyttes rigtig mange gange, hvor man smiler i løbet af hele oplevelsen. Omvendt føler jeg, at dynamikken holder pladens skala lidt tilbage. Så god som pladen nu er, så forbliver den i min hukommelse som en lidt sjov, skæv lille plade, der finurligt præsenterer soul skrevet fra en singer/songwriter-præget tilgang. Men Morrison viser sig her som en så dygtig sangskriver, at jeg føler, han sagtens kunne have præsenteret noget, der føltes større. Hvis han f.eks. havde sat en sang som "Caravan" eller "Into the mystic" længere mod slutningen af tracklisten, ville de kunne fungere som et passende klimaks på pladen. Som den er nu fiser den lidt ud med den barok-inspirerede "Everyone" efterfulgt af den lystige "Glad tidings", og mens de begge er fine sange, især den sidste, der har nogle ganske søde guitar-licks, kunne man godt tænke sig et stærkere punktum. Som den nu står er Moondance stadig en stærk plade, der stadig i dag lyder skæv og spændende, mens sangskrivningen også holder.