Genrer
Verdi: Aida
Solister og orkester i superligaen
Verden er ikke som i 70’erne og 80’erne; i dag er der langt mellem de store pladeselskabers komplette studieindspilninger af opera-kernerepertoiret. Så meget mere glædeligt er det, at Warner Music har kastet sig ud i Verdis Aida. Holdet fås endda ikke meget bedre i en opera, der er notorisk svær at besætte optimalt.
Problemet er, at Aida på én gang er de store optrin med elefanter, masser af egyptere og etiopiske slaver, med særlige trompeter og det helt store udtræk i orkestret – men samtidig også i lange stræk er helt intim kammeropera mellem mennesker af kød og blod. Sangere, der mestrer både at trænge igennem i de store optrin og skrue helt ned i de meget lyriske scener er sjældne, men dirigent Antonio Pappanos hold sparker denne plade direkte ind i superligaen af Aida-indspilninger, og med sin suveræne lyd gør den til et klart førstevalg i et felt, hvor der er pæn konkurrence fra dirigenter som Abbado, Karajan, Muti og Serafin.
Anja Harteros slog fuldstændig benene væk under mig som den bedste Aida siden Leontyne Price, og i tilgift med mere dramatisk sans end sin amerikanske kollega. Hendes "Numi, pietá" i første akt er helt magisk i pianissimo-stederne, og hun har kraft og teknik til samtidig at ekspandere stemmen i de store steder helt uden at forcere et øjeblik.
Som hendes elskede Ramadès er den tyske heltetenor Jonas Kaufmann - som jeg ikke altid er vild med i det italienske repertoire - perfekt castet med sin dramatiske sans og sin mørke, brede stemme, som han elegant skalerer ned i for eksempel slutningen af arien "Celeste Aida" og tynder sit høje B ud til ingenting. Jeg lever så med, at stemmen allerede er begyndt at vise små tegn på at løsne en smule i kanterne efter snart mange års brug.
Mezzosopranen Ekaterina Sementjuk er som faraodatteren Amneris den eneste af solisterne, der faktisk har sunget sit parti på scenen, og er ligesom barytonen Ludovic Tézier som Amonasro nærmest født til rollen. Luksusbesætning er også Erwin Schrott som ypperstepræsten.
Solistholdet alene giver indspilningen mindst fire en halv stjerne, men det er Santa Cecilia-orkestret og dirigenten Antonio Pappano, der får den op på de seks. Helt overlegent organisk og med enormt overblik styrer Pappano tropperne gennem Verdis landskab fra forspillets sarte strygere, over triumfscenens fanfarer og balletsekvensernes raffinerede orkestersats til slutningens tragiske indemuring af sopran og tenor. Alt i alt den oplagte Aida til de mørke vinteraftener.