Vi er alle i samme båd

Denne vise er en kraftprøve for hukommelsen. Den er opbygget ligesom “Langt ude i skoven”: hvert vers lægger et par linjer til, så man ender med en lang remse. Visen er fra Hornbæk Revyen i 1944. Den blev sunget af Helge Kjærulff-Schmidt foran et bagtæppe, som viste Danmarks befolkning om bord på et skib i havsnød. Kjærulff-Schmidt var i mørkt jakkesæt og dannebrogsmalet høj hat og desuden forsynet med en rumsterstang, et instrument kendt fra markedsgøglere, som han brugte til at banke rytmen i omkvædet:

... adel og borger, præster og bønder,
glæder og sorger og dyder og synder!
Mågerne fly’er, taber de no’et?
Vi er alle i samme båd!

Kjærulff-Schmidt udpegede alle de ting på bagtæppet, han sang om, blandt andet mågerne, som lignede flyvemaskiner, og det de tabte var ikke mågeklatter, men bomber. Visen var imidlertid ikke rettet mod besættelsesmagten, men de danskere, der tjente gode penge på at samarbejde med tyskerne. Ikke mindst entreprenøren, der i senere vers bliver til entrepipprenøren og ender som entrefyforsøren. I 1944 havde tekstforfatterne (i dette tilfælde Poul M. Jørgensen) efterhånden en vis øvelse i at flyve under censuren.

I små glimt bliver det danske samfund med uretfærdigheder og moralens forfald udstillet til beskuelse.

Her har vi manden, som passer sit job,
her har vi fyren, som bare snød sig op!

Her har vi ånd, og her har vi vom,
her har vi pigen med den sidste jomfrudom!

Til sidst er visen blevet så lang, at galskaben bryder igennem og de forskellige elementer begynder at bytte plads:

...  her er bonden, her er grinet,
her er alvor, her er svinet,
her er roret uden skjorte,
her er smilet, der blev borte,
her er hele molevitten,
båden og hvad der er i den ...

Visen fik et langt efterliv på plade, i radio og tv, og med fuld ret. Det er en klassiker.