Vi siger ja og tak til fællessang – og tænker os om

”Hvad er det, De læser, Deres Højhed?” ”Ord, ord, ord”
… var Hamlets svar på Polonius’ spørgsmål. Og samme svar giver jeg efter denne sommers læsning af Borčaks og Marstals 370 siders bog ”Fællessang – fælles sag?”.

Og jeg kan klart svare på bogtitlens spørgsmål: Ja.

Ja, fællessang er en fælles sag. Men hvor fælles er den egentlig? Det har de to musikvidenskabelige Ph.D.’ere Lea Wierød Borčak og Henrik Marstal valgt at diskutere med hverandre og nedfælde i rigtig mange og lange ord.

I indledningen fortæller forfatterduoen, at der er én eneste årsag til bogen: Fællessang optager dem begge som fagfelt. Det vil sige, at Borčak og Marstal skriver, fordi de gerne vil. Og bogen er resultatet af års samtaler og samarbejder; mange af bogens afsnit har tidligere været publiceret og er nu bearbejdet til denne bog.

Fællessangen har oplevet et gevaldigt boost efter statsministerens pressemøde 11. marts 2020, hvor alle fik COVID-19 på dagsordenen. Spontant opstod der fællessang mange steder, blandt andet fra altaner i Sydeuropa. Og hurtigt kom fællessang på danskernes dagseddel.

”Fællessangskulturen har brug for at blive sat under kritisk debat” lyder det samstemmende fra Borčak og Marstal, så derfor sidder jeg nu med denne bog. En himmelblå forside med en stiliseret marguerit, hvor de hvide kronblade indbyder til legen ’elsker – elsker ikke’, til sidste blad er tilbage. I nærværende tilfælde kan vi spørge ’fælles sag – ikke fælles sag?’ Og puha: Det ender heldigvis med, at fællessang ER en fælles sag. Men det vidste vi vel godt, ikke?

Fra tekst til musik
Allerede i indledningen introduceres begrebet ”den melocentriske vending”, som er en rød tråd gennem bogen. Begrebet blev udviklet af Lea Wierød Borčak, der beskriver det således: ”Den melocentriske vending beskriver, hvordan der i tiden fra omkring århundredeskiftet, måske endda tidligere, er pågået en stadig mere udbredt venden sig væk fra det tekstlige til fordel for en stadig mere udbredt venden sig imod det melodiske eller musikalske, idet fællessyngning nu mindre handler om at konsolidere et fælles ideologisk (eller rituelt) grundlag end om at deltage i en sangperformance.”

Fællessangen har toppet fire gange i nyere tid: Op til 1920, hvor Sønderjylland blev stemt hjem til Danmark, i 1940 med alsangen som fællessamler under besættelsen, i begyndelsen af 1970’erne som protest mod Danmarks indlemmelse i Fællesmarkedet og nu i 2020 under COVID-19-pandemien. Men denne fjerde gang er det selve sanghandlingen, der er centralt fremfor hvad, der synges – den melocentriske vending.

Størstedelen af artiklerne er som nævnt bearbejdninger af allerede publiceret materiale; bagerst i bogen er der en fin redegørelse herfor. Hvis vi vil vide mere, kan vi altid gå til den oprindelige tekst. Eller til de mange kildehenvisninger – litteraturlisten indeholder hele 245 titler. Og noteapparatet slutter først ved note nr. 538.

Ikke kun Højskolesangbogen
”Fællessang – fælles sag?” er et digert debatværk, der med udgangspunkt i konkrete nedslag redegør med mange ord, hvad de to forfattere har bedrevet af forskning på området – og hvad deres holdning er.

Et spændende eksempel på fællessangskultur i øjenhøjde er fodboldsangen ”Re-Sepp-ten”, der i dag bliver skrålet i alle tonearter og som fik en ophøjet betydning efter fodboldspilleren Christian Eriksens hjertestop i Parken under en fodboldkamp, hvor medspillerne, som i sangen, stod sammen – ”side om side”. Forfatterne skriver: ”[Re-Sepp-ten] … endte med at være sangen om livets betydning – ikke kun Eriksens liv, men med ham som afsæt alles liv”. Store ord, men flot.
Marstal og Borčak gennemgår grundigt argumenterne for fællessang: Sundheds/læringsargumentet, kulturarvsargumentet, ’absolut-sang’-argumentet (syngning er godt i sin egen ret) og ritualargumentet. Her er der i det 21. århundrede flere ændrede forhold i fællessangspraksissen. Vi har en mindre andægtig tilgang til det skrevne ord, vi oplever en aftraditionalisering, og vi navigerer mere efter melodien fremfor efter teksten. Hvilket vi nok alle har oplevet i dagligdagen, hvis vi beskæftiger os med fællessang. Jeg er helt enig og mener også, som forfatterne, at mange af de gode melodier nok skal overleve trods en mere fremmed tekst, eksempelvis den pompøse ”Hil dig, frelser og forsoner”.

For alle?
Fællessang er fælles, og skal gerne invitere til deltagelse. Men bogens forfattere påpeger også de muligheder for, at fællessang ikke er fælles. Selv om Phillip Faber siger, at alle er velkomne, føler alle sig ikke velkomne. Jeg er da også opmærksom på, at Højskolesangbogen (og salmebogen) er fremmed land for en del.
Til flere fællessangsbegivenheder har jeg oplevet, at vi alle finder den angivne tekst på vores smarte telefoner, og så er repertoiret jo pludselig nærmest uendeligt. Og nok alle kan nævne en sang, de godt ka’ li’. Måske er det fremtidens fællessang; vi skal bare være opmærksomme på forskellige versioner og versvalg – og rent personligt synes jeg også, det bidrager til fællesskabet at synge efter samme sangbog.

Men vi har oplevet en ny form for fællessang under coronakrisen. Denne ’medialiserede morgensang’ – Phillip Fabers morgensang på DR – gennemgås grundigt. DRs fællessang har nu udviklet sig fra den klassiske, traditionelle fællessang til fredagsprogrammer i bedste sendetid, hvor vores populæreste musikere giver deres version af fællessange. Her er der også mange popsange, som ikke står i de nævnte sangbøger. Og her kan vi glemme vores eventuelle ”stemmeskam” – kun undulaten (og de nærmeste) kan høre min (måske manglende) stemmepragt.

Henrik Marstal har de sidste år flere gange diskuteret fædrelandsgenren. En genre, som han mener, skal rubriceres under historiske sange. I stedet er det ”Danmarkssange”, der vil få en central placering. En Danmarkssang er en slags nutidig fædrelandssang, der også ytrer sig kritisk til vores land, vores samfund. Her gennemgås eksempler, blandt andet Trilles ”Danmark” fra 1979 og Gnags’ ”Danmark”, der er en eftertænksom sang – i mol. Af nyere sange, som er med i Højskolesangbogen, analyseres Ulige Numres ”Frit land” og Sys Bjerres ”Fædrelandet”. Begge fine sange, som jeg ved, bliver fællessunget flittigt.

Håb
Slutteligt diskuterer forfatterne af”Fællessang – fælles sag?” fællessangskulturens nære fremtid. Og selvom vi kan spore en begyndende træthed, vil fællessangen bestå. Men vi skal alle aktivt medvirke til at forny den. Og ja – det har vi jo sådan set altid gjort.

Alt i alt efterlader bogen et stort håb for fællessangen. Mange, mange ord beskriver den fællessang, som vi er mange, der holder af – og bruger.
Bogen har uden tvivl styrket min bevidsthed om nødvendigheden af at sørge for en konstant udvikling – ”Så syng da Danmark!”