dummy

Vi synger året rundt

24-02-2020
Peter Elmelund
Anmeldelse

En ny sangbog er altid velkommen. For det betyder sandsynligvis, at der bliver sunget. Mere.
Fra forlaget Dansk Sang er netop udkommet denne sangbog med den lidt specielle titel ”Årshjulet for de mindste”. Ja ja, vi har jo altid haft året med de tilbagevendende begivenheder, og i den moderne tid er det meget udbredt at arbejde med årshjul i virksomhederne og organisationerne. Så nu er der altså også et årshjul for de mindste.

Smukke sange, smukke billeder
Bogen har undertitlen ”En sangbog og en billedbog”, og hermed sidestilles de to vigtige børnebegreber: sangbogen og billedbogen. Lisbet Stevens’ fine detaljerige tegninger med masser af levende unger kender vi fra et par bøger med fagtesange, og her er rig lejlighed til at kæde de sungne ord sammen med tegningerne.
”Årshjulet for de mindste” er samlet og redigeret af Lisbet Stevens og musikpædagogen Ingrid Oberborbeck, som har mange års børnemusikalsk erfaring og har skrevet en del bøger om musikpædagogiske emner. Senest har hun – sammen med Lisbet Stevens – udgivet ”Fagtesange fra nær og fjern”.
Bogens 79 sange er fordelt på 13 kapitler, der efter de fem indledende ”årssange” følger den velkendte årets gang. Fra januars snerige vinter til julens lysende sange. Vi har årstiderne, kirkens højtider og som det nyeste et par sange i afsnittet ”Halloween”.
Den velkendte ”Ole har fødselsdag” er her ”Året har fødselsdag”, hvorefter vi får Lisbet Stevens enkle tekst ”Månederne” om de 12 måneder, som synges på melodien til ”Oh my Darling”. Med en lille kuriøs note: ”Teksten kan også synges som ét vers på melodi fra Beethovens 9. symfoni.” Hvad jeg naturligvis straks gjorde, og minsandten, om ikke det passer!

Eviggode Halfdan
Enhver børnesangbog bør indeholde sange af Halfdan Rasmussen. Og det gør ”Årshjulet for de mindste” naturligvis også. Men denne gang er det ikke de mest oplagte, men mindre kendte såsom ”Kom lille hvide snefnug”, ”Kasper Himmelspjæt” og ”Nissen tog sin hue på”. Sidstnævnte kan også synges på melodien til ”Lille sky gik morgentur”, hvilket giver den en mere umiddelbar adgang til repertoiret. Og så er der den skønne "I det fine hvide sand”. Hvor er det herligt, at tegningen her er den lille Hansemand – splitternøgen. For ”I det fine hvide sand / sidder lille Hansemand, / han har ingen bukser på, / men er bar fra top til tå.” Dejligt befriende i vores ellers rimelige bornertforsigtige nutid.

Nyt og gammelt – det gode mix
Sangbogen indeholder både klassikere fra højskolesangbogen, klassiske børnesange og måske-kommende klassikere.
Det ER svært at få nye børnesange i daglig brug, da vi som udgangspunkt synger de sange, der sender varme associationer til ens egen barndom. De ældste erindringer er ofte knyttet til mors eller fars puttesang, som måske oven i købet er fra deres barndom. Dette forstærker naturligvis også brugbarheden af de slidstærke sange som ”Solen er så rød, mor” og ”Jeg ved en lærkerede”. Det er op ad bakke for nye sangbøger, der kun har nye sange med, da det kræver en større indsats for formidleren. Men her kan man jo starte med ”Marken er mejet” og ”Dejlig er den himmelblå”, hvorefter der kan være overskud til en af de nye.

Nodeblind? – så hør lige her
Hertil er der stor hjælp på den såkaldte digitale ressourceside på internettet, hvor alle sangene kan høres – både med og uden vokal. Så her er manglende nodekendskab ingen undskyldning. Så får man dem også i den rigtige toneart. Som i det store og hele er velvalgt i ”Årshjulet for de mindste”. Af en eller anden grund er ”Nu er dagen fuld af sang” i den oprindelige F-dur. Snup den i stedet i D-dur, hvor den også findes i højskolesangbogen.
Også Johannes V. Jensens ”Sommersolhvervssang”, måske bedre kendt som ”Midsommerteltet”, er bibeholdt i originaltonearten D-mol. For den starter på det dybe A, men når til gengæld så også op på det høje F. En udfordrende sang, som næppe lyder kønt på de høje toner, men en flot melodi, som er et fint alternativ til Drachmanns midsommervise.
Det er bemærkelsesværdigt, at andelen af kvindelige komponister er større til børnesange end den generelle andel. Omkring bogens påsketid får vi præsenteret fire store kvinder i rap: Astrid Gøssel, Grete Agatz, Lotte Kærså og Benedicte Riis. Her er en stolt og stærk historik fra 1930’erne til i dag, hvor vigtigheden af børns musik er taget seriøst.
”Årshjulet for de yngste” er et rigtig godt bud på en nutidig børnesangbog, som kan bruges i alle familier. Snup et par sange – og få inspiration i de mange bevægelsesforslag til at komme ud på gulvet.
Det er dejligt at synge. Sammen.

Ingrid Oberborbeck og Lisbet Stevens: Årshjulet for de mindste
Dansk Sang, 2020