dummy

Violinstrenge af spindelvæv

15-03-2012
Jens Laigaard

Nej, der er endnu længe til den første april, men jeg kom lidt i tvivl, da jeg stødte på denne nyhed. En forsker ved Nara Medical University i Japan, dr. Shigeyoshi Osaki, har fremstillet et sæt violinstrenge ved at sno mellem 3000 og 5000 spindelvævstråde sammen. Tre af disse tråde blev derefter snoet den modsatte vej, og resultatet blev én violinstreng. Som lyder godt!

Ifølge dr. Osaki har flere professionelle violinister spillet på strengene og udtalt, at den "bløde og dybe" klang hos spindelvævsstrengene er bedre end den hos traditionelle strenge af metal eller tarm. Måske skyldes den særlige klang, at spindelvævstrådene ændrer form og pakker sig tæt sammen, når de snoes - der er så godt som ingen mellemrum mellem de enkelte tråde.

De er også stærke. En streng af spindelvæv skal udsættes for et større træk, før den knækker, end en almindelig streng af nylon omspundet med aluminium. Til gengæld kan en streng af naturtarm, som typisk bruges til "musik på originalinstrumenter", holde til et endnu større træk end dem af spindelvæv.

Dr. Osaki brugte hængetråden fra 300 hunner af arten gylden silkeedderkop, Nephilia maculata, til at  fremstille sine violinstrenge. Resultaterne af hans undersøgelser bliver bragt i et kommende nummer af tidsskriftet Physical Review Letters.

Osaki har forsket i spindelvæv og dets brudstyrke i mange år, men det med musikken er ganske nyt. "Der er lavet mange videnskabelige studier af strygeinstrumenter såsom violinen," skriver Osaki. "Men der er detaljer, som endnu ikke er belyst, eftersom man har interesseret sig mere for violinkassen end for for egenskaberne hos buen eller strengene."

Fremtiden må vise, om der er et marked for det nye produkt, og om Yamaha Violins måske skal til at opdrætte hundredtusinder af edderkopper. Indtil videre kan man få historien uddybet på BBCs hjemmeside og høre musik spillet på spindelvæv.

Kilde: BBC News / Science & Environment