Voice of an angel, mind of the Devil

Tirsdag den 28. maj 2013 dannede Falconer Salen på Frederiksberg rammen om Danmarks besøg nummer to af den 32-årige, amerikanske sanger John Groban. Han har igennem de seneste 10-12 år været en af sværvægterne inden for den powerballade-tunge genre, som man på jævnt dansk kalder adult contemporary, og som blandt sine fremmeste eksponenter har slige kunstnere som Michael Bublé, Kelly Clarkson, Michael Bolton, Sissel Kyrkjebø og Celine Dion. Men hvor Michael Bublé er mest kendt for sin drengede charme og crooner-poppede Sinatra-stil, og Celine Dion er kammet over i et skingert plastik-Las Vegas-show, hvor intet er naturligt, er Josh Groban the real deal på langt mere autentisk og gennemmusikalsk vis. Nuvel, han bruger det ubestridelige talent til at spille musik, der gør, at man får lyst til at smøre ham ind i Nutella. Men han er også en popsanger, der får de lærde til at diskutere, om han er tenor eller baryton, hvilket jo ikke er en sædvanlig klassifikation inden for ikke-klassisk musik, men siger noget om den tekniske overlegenhed og klassiske træning, som Groban slet ikke kan lade være med at lægge for dagen, når han synger.

Som kvinde omkring de 40 og med en alt for dyr merchandise-t-shirt i rygsækken rammer jeg tilsyneladende bull’s eye for det gennemsnitlige publikumsmedlem. Falconer Salen er fyldt med efterhånden midaldrende tøsebørn, der så Josh gæsteoptræde i Ally McBeal for 12 år siden og forelskede os hovedkulds i den måde, han med et stort, brunt hundeøjeblik og hvalpet uskyld sang sig direkte ind i skelettet på både Calista Flockhart og os andre og forsikrede os om, at vi var gode nok, som vi var, med nummeret ”You’re still you” (fra debutpladen Josh Groban fra 2001). Herregud, vi ved godt, at vi er for gamle til ham. Vi kan også godt høre, at der går Enrique Iglesias og små-dårlig smag i ham, når han synger på spansk eller italiensk. Og vi ser det røvballe-draperede, rødt oplyste bagtæppe og de store, julekugleagtige guld-pyntegenstande i loftet og ved, at vi ville blive mobbet på arbejdet, hvis vores kollegaer så det. Ikke mindst når vi arbejder som musikbibliotekarer.

Men vi bliver også sure, når kulturparnasset slår Josh Groban i hartkorn med en Susan Boyle eller en Andrea Bocelli og ikke anerkender, at der er kææææmpestor forskel, både for så vidt angår sangtalent, sangvalg, musikalsk nerve og personlig fremtræden. Josh Groban ville spilde sig selv, hvis han prøvede at være Robert Plant eller Axl Rose eller Morrissey eller Björk. Når ens store force er et gudsbenådet sangtalent, en textbook-defineret ”stor stemme” og netop en sjette sans for, hvor grænsen går mellem det storladne og det underlødigt-vamle, skal man have lov at vise verden, hvad gode popsange virkelig kan fremmane af stor, stor inderlighed, gåsehudsfremkaldende nerve og emotionel spejling. Og man må også godt være svulstig i sine powerballader, hvis man har noget at have det i. Hvilket Josh Groban og hans til lejligheden medbragte 13-mands orkester til overflod har.

Hvad vi så også oplever denne aften, efter de to indledende sange ”Brave” og ”False alarms” fra Grobans nyeste album, All that echoes, er, at vores unge helt åbenbart også besidder stor komisk timing og talent for slapstick-humor. Hans velkomst indeholder, udover den obligatoriske lovprisning af København og det danske publikum, en improviseret oversættelse af hans engelske snak forestået af den danske, kvindelige trombonespiller i orkesteret. Hun oversætter til en start korrekt, men tager sig efterhånden friheder, der udleverer Groban (”the wonderful people” bliver til ”de smukke piger”, ”the fascinating culture” bliver til ”den fede grand prix-sang” og ”the lovely Danish cuisine” bliver til ”Jeg så ham gå amok med en flaske Gammel Dansk”) og slutter af med uopfordret at invitere samtlige publikummer til afterparty på Grobans hotelværelse. En gimmick, der succesfuldt får løsnet op for kontakten mellem musikere og publikum og i øvrigt giver teknikken tid til at få fixet det problem med en brummende bas, som mildt skæmmede koncertens start.

Herfra går det slag i slag med en blanding af sangene fra det nye album og Grobans mange hits. Han er tydeligt mest effektiv, når der kræves noget teknisk af ham, f.eks. i hittene ”February song”, ”Alla luce del sole”, 11. september-memorial-sangen fra Ally McBeal, ”To where you are”, og Jimmy Webb-klassikeren ”The moon is a harsh mistress” (som halvvejs gennem koncerten frembringer tårer i din yndlingsanmelders øjne og minder hende om alt, hvad der en gang var lykkeligt og trygt, men nu er væk for bestandig. Det er sådan noget, Josh kan: synge, så man tror, man er gennemskuet og den Eneste Sande Modtager af hans Store Kærlighedens Stemme).

Ind imellem udfordrer han sig selv, som når han forsøger at skabe latinsk patio-stemning med sangen ”Un alma más”, som dog fungerer bedst i kraft af gæsteoptræden af trompetisten Daniel Rosenboom og den spanske guitar, som begge clasher lidt med Grobans kæmpe vibratostemme. Anderledes tryg er man ved at lægge historiefortælling på den inderlige måde i hænderne på Groban, som det ses fornemt eksekveret i Van Gogh-sørgesangen ”Vincent”, skilsmisseballaden ”Happy in my heartache”, den tunge, rockede, danske Choir of Young Believers-komponerede ”Hollow talk”, som vækker mindelser om Michael Jacksons ”Earth song” og ville være ”svedig”, hvis Groban var den svedige type, og den funky ”Machine”, hvor Josh igen med al tydelighed viser, at han ikke er en bedaget Aznavour-agtig kvindebedårer, men en musiker, der kan give os alle sammen tilbagestrøget pandehår og med lethed synge et stort orkester op, der på dette tidspunkt har skruet ganske pænt op for volumen. Og så kan han åbenbart også spille trommer, som om han aldrig har bestilt andet – i et langt instrumentalnummer får vi pludselig progressiv rock, hvor Groban og hans trommeslager udfordrer hinanden i percussion-chase-soli.

Den obligatoriske duet med en kvinde fra publikum – der er en del af den Q&A-session, som der inden koncerten er lagt op til via Twitter og Facebook – er mindre interessant for den del af os, der trods alt har en nedre grænse for groupie-optræden. Men Josh leverer en afslappet, veloplagt, humoristisk og nærværende kontakt med publikum gennem hele showet, er beskeden og hurtig i hovedet (et brag fra bagscenen får ham til at fingere sit eget dødsfald på scenen, råbe ”JOHN WILKES BOOTH!” og erklære, at det ville være cool, hvis én af os havde fanget det på film og lagde det på YouTube), flirter mildt, imiterer stemmer forbavsende habilt (bl.a. Yoda og Beavis & Butthead) og betegner sig selv som både ”medicated”, ”demented” og ”a little morbid”. ”Voice of an angel, mind of the Devil!” er hans eget dæmoniske udsagn.

Og kender en mand som Josh Groban sin begrænsning? Ja, tilsyneladende, og han gør nar af sin egen status som kvindebedårer og eksponent for det, som Bridget Jones kaldte ”sad FM easy listening for the over-thirties”. De tilstedeværende herrer får hilsenen: ”I salute you! Way to show off your manhood coming to the Josh Groban-concert!”. Heri gør han det eneste rigtige: Anlægger en selvironisk distance og anerkender sin egen status som svigermors kæmpestore drøm. Og tøserne elsker det naturligvis.

Settet på tyve sange (som bl.a. tæller Glen Hansard-storhittet fra filmen Once, ”Falling slowly”, som kun fungerer i Josh Grobans version, hvis man slipper den gadesangerkontekst, sangen er skrevet i, og accepterer den som symfonisk ballade) når sit klimaks, da Groban indbringer et kor og leverer både Stevie Wonders soul-klassiker ”I believe (when I fall in love it will be forever)”, titelsangen fra 2006-albummet Awake og signatur-kæmpehittet ”You raise me up”, som meget passende får de små hår på anmelderens arme til at stritte. Og så kan det godt være, at det er mest politisk korrekt i de åndrige cirkler at indtage en lidt undskyldende attitude for at bryde sig det mindste om Mr. Flødebolle-balladesanger, der både lader sit orkester omfatte en strygekvartet og direkte forsvarer at synge på de romanske sprog. Men når man går hjem med en følelse af at have haft et spejl holdt op for sit følelsesliv og haft en kunstner til at sætte toner på det, man ikke kan udtrykke i ord, har man nok deltaget i noget, man alligevel ikke behøver at skamme sig vildt meget over.