Vores allesammens Lis

Musikåret 2019 har genlydt af Anne, Sanne og Lis. De tre store sangerinder Anne Linnet, Sanne Salmonsen og Lis Sørensen har succesfyldt indtaget de største scener i Danmark – og oven i købet været med på musikkaravanen Grøn Koncert.

Både Linnet og Salmonsen er veldokumenteret i flere bøger, medens Lis Sørensens historie ikke er blevet fortalt i en enkeltstående fortælling.
Sidst i foråret udkom Jan Eriksens bog ”Anne , Sanne og Lis – Historien om en dansk musikrevolution.” Dog havde alle tre takket pænt nej tak til at deltage, så det blev en andenhåndsberetning. Og Lis Sørensen har nok sagt nej, da hun var i gang med få skrevet sin egen bog – i samarbejde med journalisten og forfatteren Danni Travn. Travn står bag flere fine biografier, blandt andet den eminente historie om Bent Fabricius-Bjerre.

Og nu er den her – bogen om Lis, som er kommet til at hedde ”Jeg er kommet for at synge”.

I forordet, introen, fortæller Lis Sørensen, at hun ofte er blevet opfordret til at få skrevet en bog. Og lige så ofte sagt nej: Hun har ikke haft behov for at kigge tilbage, og så er hun ikke typen, ”der kunne sætte sig ned med en bajer og en smøg og fortælle lange, velkomponerede røverhistorier”.

For Lis Sørensen har sangene altid været det centrale, så da Danni Travn foreslog en biografi, der tager udgangspunkt i enkelte sange, slog hun til.
Og måske er behovet for at kigge tilbage begyndt at røre på sig? Og jeg kan allerede afsløre, at bogen ikke er spækket med lange, velkomponerede røverhistorier. Men en god historie om pigen fra forstaden Brabrand, der blev hele Danmarks Lis.

Fars pige
”Jeg er kommet for at synge” tager i 17 kapitler udgangspunkt i 17 sange fra Lis Sørensens store repertoire – både kendte og mindre kendte.

Første sang er ”Jeg vil hjem til mit hjemland”, som den unge Lis skriver efter at have mødt en fantastisk musiklærer på skolen: Holger Laumann. Dén Laumann, som senere bliver en vigtig musiker i det musikalske Danmark og i særdeleshed i Aarhus. ”Jeg vil hjem til mit hjemland / hvor min mor hun står i køkkenet / åh bring, åh bring / mig tilbage til mit hjemland / til min pony og min mor”.

Lis’ barndom oprulles i et almindeligt forstadshjem med en opofrende, klaverspillende mor og en far, som lærer Lis de første akkorder på guitaren. Og forældrene er tilstede gennem hele bogen. Lis’ mor dør tidligt, og den store og til dels uforløste sorg præger Lis’ hele liv og musikalske kreativitet. Faderen står som den store helt for Lis. En livsglad mand, tidligere sømand, og med et ukueligt gåpåmod. Med sjælden varme beskriver Lis Sørensen sin far gennem bogen; bl.a. hans indsats som sømand under anden verdenskrig beskrives detaljeret.

Shit & Chanel
Allerede i andet kapitel møder Lis Sørensen den kvinde, som får den største betydning for Lis’ musikalske løbebane. Den kreative og energiske Anne Linnet, et par år ældre end Lis, strutter af beundringsværdig selvtillid. Og Lis kommer – lidt benovet – med i bandet, som får navnet Shit & Chanel. Kapitlets sang er ”Dejlig dreng”, som er Lis’ bidrag til gruppens første plade. Shit & Chanels historie er dansk musikhistorie, og Anne og Lis’ stærke forhold gennemsyrer gennem hele bogen, hvor kontakten med Annes stærke person ikke er omkostningsfri.

I perioden synger Lis og Anne også kor på flere plader bl.a. på den kanoniserede ”Kvinde min” og på Sebastians plader. Sebastian skriver herefter en sang til Lis: ”Stille før storm”. Et nummer, der får stor betydning for Lis. ”Den dag i dag bliver jeg forløst, hver gang jeg synger den sang. Det har været en af mit livs største gaver. En af dem, jeg kan pakke ud igen og igen. Så tak for den, Knud”.
Efter Shit & Chanel kommer Anne Linnet Band, hvor Lis møde Sanne Salmonsen, som hun bliver tæt knyttet til resten af livet. Sanne gør Lis modigere og modigere fra koncert til koncert, og bliver en livsægte støtte. Bandet får en kort levetid; Lis Sørensen siger, at ”kompromisernes holdeplads var blevet for trang, og jeg måtte køre videre alene”.

Alene – med vennerne
Herefter går Lis Sørensen solo. Hvilket ikke er let, når hun i manges – også de toneangivendes – øjne har ”gemt sig bag chefideologerne Anne og Knud”. Men gode kræfter i netværket træder til med gode numre: Steffen Brandt, Lars Muhl, Hilmer Hassig, Kasper Winding med flere. Derfor kender vi alle i dag ”Indtil dig igen”, ”Fuld af nattens stjerner”, Mine øjne de skal se”, ”Verden er i farver”.
”Verden er i farver” er med tekst af Lis og musik af ”kongen af bohemecool”, som Lis Sørensen benævner Kasper Winding. Nummeret komponeres til Erik Clausens film ”Den store badedag”, og Lis skriver lakonisk: ”Clausen syntes, det var et lortenummer. Han ville hellere have haft noget med Larsen. Fred være med det”.

Viljestyrken og en voksende tro på sig selv blomstrer gennem bogen. Så da Lis Sørensens daværende pladeselskabs direktør ikke vil være med til at lave en plade med Sebastiannumre, bryder hun kontrakten og indspiller det stærke album ”Rose”. Av, bruddet koster 250.000 kr.

Lis Sørensen historie er, som nævnt i forordet, uden de (alt for) store dramatiske armbevægelser. Men især i de personlige kapitler finder vi et hjertevarmt og livskraftig engagement. Lis Sørensen fortæller åbenhjertigt om en voldsom underlivsbetændelse som 18-årig, der vil gøre det svært at blive gravid. Men i 1992 føder hun sønnen Sylvester Willy Sørensen, og i sidste kapitel ”Uerstattelig” fortæller Lis intenst om deres samliv, som også er blevet professionelt. Faderen, trommeslageren Jan Sivertsen, har også været en vigtig del af Lis Sørensens professionelle liv. Og parrets skilsmisse for to år siden kommer ikke os læsere ved. Fair nok.

På toppen af poppen
Og så må bogen altså slutte med et Outro med Lis Sørensen på sin karrieres foreløbige top: Med de to hjertensveninder Anne og Sanne indtager Lis Danmarks største scener i dette forår med overvældende succes. Tre personligheder, der nu er på lige fod med en evig gensidig respekt.
Som hører vi Lis sige: ”Mor og far, ser I?”

Og det gør de sikkert – som alle vi andre. Og helt fortjent har Lis Sørensen netop modtaget Årets Ærespris til Danish Music Awards. Respekt.
”Jeg er kommet for at synge” glimrer med sin ærlighed. For vi tror på de velskrevne ord fra Lis Sørensen og Danni Travn.

Bliv ved med at synge, Lis!