dummy

Wäldchengarten: Distractions

16-09-2011
Niels Mark
Anmeldelse

Det var omkring spillestedet 1000Fryd i Aalborg at den danske scene for støjende elektronisk musik for alvor tog form op igennem 90’erne. Ikke mindst gruppen Wäldchengarten, som blev dannet af brødrene Lars og Dennis Hansen i 1999, var central for hele den danske fremmarch inden for obskure genrer som noise og power electronics. Vartegnet for Wäldchengarten var koblingen af ambient-genrens svævende elektroniske lydflader med noise-scenens skurrende støjpassager, som det bl.a. kan høres på nummeret ”Lies got you into this mess, but lies won’t get you out!” fra den fremragende danske compilation Noise decay : noises and such from Denmark, udgivet i 2004 på det københavnske label Organic Pipeline. I 2005 udgav Wäldchengarten albummet Electrical bonding på det amerikanske label Desolation House. Med den amerikanske deep ambient-specialist Robert Rich som lydproducent dykkede Wäldchengarten ned i de dybeste afkroge af ambient-universet. De støjende power electronics-elementer som kendetegnede bandet tidligere blev på albummet trukket markant tilbage i lydbilledet. Electrical bonding var med til at give Wäldchengarten den fuldt fortjente internationale anerkendelse, som bl.a. betød at bandet turnerede rundt i det ubetingede foregangsland for noise-scenen, Japan.

På gruppens næste udspil, Distractions, har Wäldchengarten været en tur oppe i overfladen og hentet deres uhyrlige værktøjskasse af støjmaskiner med ned i ambient-verdenens dybeste lag. Således sammenkobles pompøs mørk ambient med kaotisk støj i form af forvrængede power electronics-støjdroner. Distractions indledes ganske harmløst med afdæmpede meditative lydflader, mindende om lyden af elektronisk manipuleret didgeridoo, men tag ikke fejl: Langsomt trækkes den sagesløse lytter ind i en verden af ufremkommeligt mørke og tænderskærende støj. På første tredjedel af Distractions er vægten lagt på stemningsmættet mørk ambient med kun diskrete antydninger af støj. Men fra tredje afsnit (af de i alt syv afsnit uden titel) vinder støjen frem og minderne om gruppens fortid i power electronics-verdenen træder frem. Støjen kulminerer i det fantastiske fjerde afsnit, hvor støjen presses helt i forgrunden af lydbilledet. Distractions munder ud i det imponerende afslutningsværk hvor lytteren hentes fra det soniske lydhelvede tilbage til et sted hvor den smukke melodi ligger og ulmer et sted ude i horisonten, dog stadig pakket godt og grundigt ind i susende droner og dæmpede støjflader.

At gruppen har vundet anerkendelse i det store udland er ikke svært at forstå når man lytter til Distractions. Albummet demonstrerer Wäldchengartens formidable evne til at kontrollere balancen mellem sønderrivende støj og storslåede elektroniske lydflader. Hvis du vil stifte bekendtskab med den støjende del af den elektroniske musicscene, så er Distractions absolut et godt sted at begynde. Imponerende album!

Lyt til "Distractions"