War: The world is a ghetto

Kartjan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr.449 på listen.

Da The Animals gik hvert til sit i 1969, valgte forsanger Eric Burdon at lave funkmusik, og da dannede han War, et rigtig stort band på dengang hele otte medlemmer. I 1971, efter to plader, forlod Burdon dem, og de resterende syv medlemmer begyndte at udgive plader uden ham. Deres tredje album uden Burdon, The world is a ghetto, fremviser tydeligt de syv medlemmers store musikalske evner, og foruden funk iblander de også en hel del rock, blues, jazz, soul og psykedelisk musik på de seks numre, albummet har på sig. Med kun seks numre kan man jo hurtigt ane, at et par stykker må være rigtig lange, for ellers havde vi jo kun en EP. Og det er også ganske rigtigt, så hvis man ikke er til lange eksperimenterende numre, så skal man holde sig væk. Det er til gengæld ganske let for enhver at nyde åbningsnummeret, "The Cisco kid", som lyrisk er baseret på novellefiguren af samme navn. Men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at det er rigtig funky og sjovt, og der er virkelig mange forskellige instrumenter, der bliver brugt, så sangen bliver meget levende.

De bliver lidt i de kortere, funky sange endnu med den frække "Where was you at", der om noget bygger op mod vildskab, især med en flot saxofonsolo mod slutningen, der ganske diskret peger mod det næste nummer på pladen, "City, country, city". Det er et instrumentalt nummer, og selvom man stadig kan mærke bandets funk-rødder, er det her nærmest mere et jazz-nummer end noget andet. Og det er oven i købet et rigtig godt jazz-nummer, der til trods for at være over 13 minutter langt forbliver interessant fra start til slut. I starten er det ganske roligt med en saxofon, der minder lidt om den fra foregående nummer, men med tiden kommer der gang i butikken med et hektisk orgel. Striben af lange numre fortsætter med "Four cornered room", der er langsomt og psykedelisk. Den gentager meget det samme i de første to minutter, men det skaber en eller anden form for trance. Den er en ret speciel sang, der udvikler sig meget roligt, men den bliver efterhånden rigtig vild og destruktiv. Og til trods for den stille udvikling, de mange gentagelser og den langsomme melodi, sker det hele hurtigt nok til, at man ikke bliver træt af det.

Et andet nummer, der virkelig bliver bombastisk med tiden til trods for en ret spinkel begyndelse, er titelnummeret, der ligeledes er rigtig langt og ganske psykedelisk. Det udvikler sig dog langt hurtigere, hvilket også er på sin plads, for langsom udvikling kan måske fungere på et enkelt nummer, men man skal ikke gøre det for meget. Alle syv musikanter er i topform i løbet af dette nummers 10 minutter, og sangerne ender med at lyde fuldstændig bimmelim – på den gode måde. Efter disse tre rigtig lange numre slutter albummet af med et af mere almindelig længde. "Beetles in the bog" følger den destruktive trend, albummet efterhånden har fået skabt, og til trods for sin længde får den faktisk rundet albummet af, og fra første sekund er albummets klimaks begyndt. The world is a ghetto er et rigtig farverigt album. Det er fyldt med overraskelser i alle mulige retninger, og de blander utrolig meget forskellig musik sammen i et stort, sammenhængende spektakel. Der er meget få funkplader, der kan overgå denne, hvis du spørger mig.