What became of the broken-hearted?

Ulla Henningsen udsendte for nogle år siden en cd med dansksprogede fortolkninger af klassiske pop- og rock-hits, Skønne spildte dage. Blandt numrene på cd'en finder man en version af sangen ”What becomes of the broken-hearted”, som i Jens Unmacks oversættelse og Ulla Henningsens fremførelse er blevet til ”Knuste hjerter”. Et godt bud på en sang, man kan høre i julen sammen med de traditionelle julesalmer – trods tekstens triste indhold. Men hvad er det egentlig for en sang?

”What becomes of the broken-hearted” er skrevet af Weatherspoon, Riser og Dean. Nummeret blev i 1966 et stort hit for Tamla Motown-sangeren Jimmy Ruffin, som på det tidspunkt havde brug for en kraftig saltvandsindsprøjtning til karrieren. Det lykkedes over al forventning med ”What becomes ...”, som oprindelig var tiltænkt gruppen The Spinners, men som for altid sikrede Jimmy Ruffin en plads i Tamla Motowns Hall of Fame. Nummeret nåede i 1966 nr. 7 på hitlisterne i USA og er siden blevet en klassiker inden for soul-musikken.

Det store spørgsmål

I modsætning til den typiske sprudlende Motown-sang er ”What becomes ...” fyldt til bristepunktet med desperation og tristesse. ”Love's happiness is just an illusion / filled with sadness and confusion” synger Jimmy Ruffin på baggrund af et kor, der hele tiden stiller det skæbnetunge spørgsmål: ”What becomes of the broken-hearted?”

Sangen giver naturligvis ikke noget svar på spørgsmålet – det knuste hjerte må selv finde ud af at klare sig eller gå under i forsøget. Men det gør ikke spørgsmålet hverken overflødigt eller irrelevant. Og spørgsmålet rummer faktisk svaret i sig selv. For selv om Heartbreak Hotel er lukket, natportieren er gået hjem og der ikke er noget at se frem til, er der altid musikken tilbage. Musikken holder aldrig lukket, i musikken er der altid håb for de håbløse og plads til de uønskede.

Mange versioner

Første gang jeg så filmen Standing in the shadows of Motown, var det mere end noget andet Joan Osbornes fremførelse af ”What becomes …” der fik mig til at sidde med åben mund og polypper i biografen. Det var godt nok en imponerende præstation! Det var lige før jeg glemte at trække vejret, da jeg så og hørte Joan Osborne arbejde sig op mod sangens klimaks, hvor hun i en flot duet med koret hamrer sangens uforløste kærlighedslængsel igennem til lytteren: ”Tell me, tell me” – ”What becomes of the broken-hearted” – ”Tell me, tell me”. Osborne har så vidt jeg ved hverken før eller siden i sin karriere nået samme intensitet som her.

På en opsamlings-cd med glemte indspilninger, Missing pieces, giver Johnny Lyon – Southside Johnny – sin version af det klassiske soul-nummer, og det gør han (naturligvis) til topkarakter. Southside Johnnys hæse stemme passer som fod i handske til det sørgmodige budskab i sangen, og sangeren gør – som mange af de øvrige fortolkere – indholdet i sangen til sin personlige ejendom. Mange kunstnere ville give en årsløn for at kunne hive sådan en indspilning frem fra skufferne med glemte sager og udgive den på en cd med kuriositeter. Men Southside Johnny er heller ikke nogen helt almindelig kunstner (hvis en sådan findes).

Adskillige andre navne har givet deres versioner af ”What becomes …”, heriblandt Joe Cocker, Paul Young, Chris Farlowe, The Supremes og altså nu senest Ulla Henningsen – og alle med absolut lytteværdige resultater. Det kan nok slet ikke lade sig gøre at ødelægge den sang med en dårlig fremførelse!

Musikken

Men hvad er det da med sangen, som tilsyneladende får i forvejen udmærkede kunstnere til at overgå sig selv og overpræstere? Sange om ulykkelig kærlighed har naturligvis altid været et sikkert hit hos romantikerne blandt publikum – og det vil sige hos 99 % af lytterne. Men ulykkelig kærlighed gør det ikke alene – melodien skal understøtte teksten. Og det er netop, hvad melodien gør i ”What becomes of the broken-hearted”.

Lige fra indledningens skæbnetunge tonegang med tre dystre mol-akkorder til omkvædets smægtende frasering af ”bro-o-o-o-ken-hearted” oser sangen af ulykkelig kærlighed og knust hjerte. Det er svært ikke at knibe en tåre, når man lytter til nummeret – ligesom det er svært ikke at rokke med til rytmerne i den klassisk orkestrerede Motown-sang. Og det er vel i sidste ende netop sangens indbyggede power og livskraft, der gør den udholdelig at lytte til trods det triste budskab – og som giver lytteren tro på, at der også findes liv på den anden side af kærligheden.

Det er så smukt, at man næsten får lyst til at leve videre – for at høre nummeret en gang til.

Hør nummeret en gang til på:

Standing in the shadows of Motown