dummy

Willie Nelson: Stardust

24-09-2015
Kjartan F. Stolberg
Anmeldelse

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 257

Jeg siger tit, at jeg ikke er meget til country, men undtagelser er der vel. Der er navne som Johnny Cash og Willie Nelson, folk med evne til at udfordre genrens konformiteter og lyst til at bevæge sig over i andre genrer. En af de bedste plader, Willie Nelson har udgivet, er da sjovt nok også langt fra country. Her snakker jeg om Stardust fra 1978, hvor han fremfører covers af klassiske pop- og jazz-sange, og mange af dem er betagende. Nelson har langt fra det største vokalregister, og det er noget af det, der gør ham til sådan en unik figur på country-scenen. Hvor folk som George Jones og Merle Haggard ganske vist kunne ramme mange toner med et væld af følelser, så kan det bare slet ikke matche den inderlighed og grimhed, der er i Nelsons stemme. Nu kunne man sige, at man ikke har lyst til grimme udgaver af "Georgia on my mind" og "Unchained melody". Men bare rolig, Stardust er ikke en grim plade. Det er faktisk en ret poleret plade, bare hvor Nelsons usikre, som sådan ret svage stemme sørger for oprigtighed.

Udvalget af sangene er rigtig godt. Førnævnte "Georgia on my mind" og "Unchained melody" jo kendte, men lidt mere obskure numre er der også gjort plads til. Jeg kendte ikke selv til "September song" eller "All of me", før jeg lyttede til Stardust, men disse sange er gode bekendskaber, især i Nelsons udgave. I løbet af albummet er der meget fokus på orgel og klaver, og de bliver begge spillet af albummets producer, der er ingen ringere end Booker T. Jones fra Booker T. & the MG’s. Han har produceret rigtig godt. Hvert eneste instrument lyder formidabelt, og de er alle virkelig tydelige. Selv bassen er placeret, så den ikke er i fare for at drukne. Det har dog også noget at gøre med de gode arrangementer, Nelson laver. Nu er det trods alt et rendyrket coveralbum, så man kunne godt frygte, at albumdynamikken var problematisk. Det er den dog ikke rigtig. Den er ikke perfekt, men der er taget højde for det vigtigste. I lyd føles det meget som et helstøbt album, der er altid en afslappet, diskret jazzet folklyd. Sangene har også pæne overgange mellem hinanden. F.eks. lægger afslutningen af den langsomme "September song" sig flot op af begyndelsen på den hyggelige "On the sunny side of the street".

Willie Nelson formår virkelig at gøre alt dette til sit eget. Selvfølgelig hænger "Georgia on my mind" uløseligt sammen med Ray Charles, og "Unchained melody" kan kun få mig til at tænke på The Righteous Brothers, men f.eks. "Blue skies" er for mig et nummer, der snarere leder tankerne hen mod Willie Nelson end musicalen Betsy, Ella Fitzgerald eller Frank Sinatra. Albummet er dog ikke perfekt. Jeg synes, første halvdel er klart bedre end anden halvdel, hvor det generelle lydniveau også går ned. Jovist, der er gode sange, som fungerer flot på egen hånd, og der er også god vekslen i tempo, men de er alle ret stille. Afslutningsnummeret, "Someone to watch over me", er det eneste, jeg ikke har udviklet et nærmere forhold til, nok fordi det ikke gør meget, "September song" og "Moonlight in Vermont" ikke allerede gjorde. Derfor bliver den lidt kedelig. Dog må jeg sige, at Stardust er en imponerende plade, og et af de bedste cover-albums nogensinde. Hvis du ikke kan lide Willie Nelson, så ville Stardust være en god anledning til at lære at værdsætte ham. Det er en ret unik plade i hans diskografi.

Besøg Kjartans musikblog