dummy

Within Temptation: Hydra

11-02-2014
Karsten Flugt
Anmeldelse

Within Temptation er fra Holland, de har Sharon den Adel i front og hun har en imponerende stemmepragt. Gruppen blev dannet i 1996. Hydra er deres 8. album siden debutten i 1997, hvis man tæller to liveplader med. Gruppen fik deres gennembrud med det 2. album Mother Earth og er siden blevet mere og mere populære. På Mother Earth-pladen kan man høre Sharon den Adels stemme i alt dens pragt. Jeg oplevede gruppen på Roskilde Festivalen i 2004, og Sharons stemme var god live. Ja, jeg er fan af gruppen, og har været det siden Mother Earth. Guitarist Robert Westerholt og Sharon den Adel har været stamme i bandet siden starten. Genrer i rockkredse bliver diskuteret, indtil man er helt skeløjet. Men jeg vil kalde Within Temptation for et symfonisk rockband. Symfonisk rockmusik er en genre, som ikke fornyer sig ret meget, så stemningen og teksterne skal bære musikken. Hvis man ikke fanger stemningen, så kan en symfonisk rock-plade virke meget kedelig. Hydra er et vandmonster fra den græske mytologi, som skulle have haft mange hoveder. Hvis man skar et hoved af, så groede der tre nye frem. Det eneste som er mangehovedet på denne plade, er at der er gæstesolister fra mange genrer i rocken. Gæsterne spænder fra Howard Jones (nej, det er ikke 1980'er-sangeren), tidligere sanger i Killswitch Engage til David Pirner fra Soul Asylum. En overraskende gæst er rapperen Xzibit, som er med på sangen "And we run", som er min favoritsang på pladen. Sammensmeltningen af symfonisk metal og rap virker meget bedre end jeg troede. David Pirners bidrag på sidste sang skal også nævnes, sangen er god og et potentielt hit, men Sharons stemmepragt dominerer sangen for meget. Hydra starter med "Let us burn", som er klassisk Within Temptation, en god blanding af metal og symfonisk pompøse indslag. De metaltunge sange ligger i starten af pladen. Mange numre på pladen er bundsolide, der er ingen numre, som falder igennem. Men nogle numre mangler lidt wow-faktoren i min bog. Wow-faktoren kan jo komme live. Sharon den Adel og guitarist Robert Westerholt har skrevet hovedparten af sangene. Robert Westerholt er også med på growl på enkelte numre. Albummet er produceret af Daniel Gibson. Pladen findes i en udgave med en lang række bonusnumre. Første single fra pladen var "Paradise (what about us?)", hvor den Adel og Tarja fra Nighwish synger duet. Som fan var mine forventninger for høje til de to store stemmer. Nummeret er endt som et kedelig symfonisk metal-nummer. Hvis du er fan af symfonisk metal og ikke kender Within Temptation, så vil jeg anbefale denne plade og deres 2. album Mother Earth. Spændende valg af gæster og en bundsolid plade gør, at jeg giver 4 ugler ud af 6, men som fan havde jeg håbet på lidt mere.