Working Man´s Café – og andre caféer

Ifølge ordbogen er en café en ”mindre restauration, hvor man kan købe kaffe, te, øl, drinks, kager, snacks og lette madretter”. En café er klart beslægtet med andre serveringssteder som værtshus, bar, pub, beværtning, bodega eller restaurant; men i modsætning til flere af disse er hverken alkoholen eller maden det vigtigste på en café.

Som navnet fortæller, er en café primært karakteriseret ved at servere kaffe; men til forskel fra f.eks. en kaffebar er det normalt også at kunne bestille forskellige former for alkohol på en café, ligesom man regner med at finde sandwiches, kager mv. på caféen. Under alle omstændigheder udstråler café-betegnelsen en atmosfære af velbehag, hygge og stil, mens andre af de nævnte betegnelser snarere signalerer druk, fuldskab og andre former for folkelige udskejelser..

Nostalgiske café-fortællinger
I rockteksterne forbindes omtalen af caféer da også (næsten) altid med beskrivelser af behagelige og positive møder mellem mennesker, langt fra værtshusslagsmålene og beverdingernes fuldemandssnak. På en café går tingene ordentligt for sig, og mange amourøse forhold er startet eller er blevet bekræftet på caféer. Et fint eksempel på en sådan atmosfærefyldt café i rocksangenes verden finder man i Ian Tysons og Sylvia Frickers sang ”The French girl” (1966), som Gene Clark fra The Byrds senere lavede en kongenial indspilning af.

Hør blot, hvad man kan komme ud for i Frankrig: ”She laughed each time I asked her name/ made promises to meet again/ but her friends down at the French café/ had no English words for me”. Så selv om der var dejligt på den franske café med en skøn fransk pige, hjælper det ikke så meget, hvis pigen bliver væk og man ikke forstår sproget. Det er nok lidt af det samme, Paul McCartney er ude for i hans og Wings´ ”Café on the Left Bank” (1978): ”Café on the Left Bank, ordinary wine/ touching all the girls with your eyes”. Mon ikke det gik lidt bedre, hvis I lærte jer sproget?

Ray Davies fra The Kinks går også på café, men helst et sted, hvor han kan tale med de andre besøgende – f.eks. på Working Man´s Café: ”Chatting up the pretty girls/ with knocked off goods in the van/ don´t you know he was a working man/ long ago he was a working man/ and we sat in The Working Man´s Café” (“Working Man´s Café, 2007). Desværre er der noget, der tyder på, at den hyggelige arbejdercafé tilhører en svunden tid – ligesom så meget andet i Ray Davies´ nostalgiske tekstunivers.

Det gælder bl.a. den café, hvor jeg-personen i sangen ”Afternoon tea” (1967) plejede at drikke te med sin Donna – som desværre også er borte nu. Men minderne har man da lov til at have: ”Tea time won´t be the same without my Donna/ at night I lie awake and dream about my Donna/ I think about that small café/ that´s where we used to meet each day/ and then we used to sit awhile/ and drink our afternoon tea”.

I Van Morrisons (særdeles ordrige) tekster optræder caféerne ligesom i Ray Davies´ tekster som små pusterum i tilværelsen, hvor man kan finde ro og tanke op til kommende udfordringer; og ligesom hos Ray Davies tilhører caféerne i Van Morrisons sange ofte en lykkeligere, svunden tid. I sangen ”In Tiburon” (2016) – Tiburon er en forstad til San Francisco – optræder caféerne i den fortid, hvor kendte digtere og forfattere som Jack Kerouac og Allen Ginsberg færdedes i gaderne og dyrkede hinandens selskab på byens caféer: ”Across the bay in San Francisco/ where city lights and Ferlinghetti stay/ North Beach alleyways and cafées”. Og i sangen ”Ancient highway” (1985) er det også en café, der danner rammen om den fortid og det kærlighedsforhold, jeg-personen ønsker at finde tilbage til: ”There´s a small café on the outskirts of town/ I´ll be there when the sun goes down”. Evigt ejes kun det tabte.

Fine caféoplevelser
Men heldigvis findes der da også caféer, som i allerhøjeste grad eksisterer i nutiden, og som stadig kan give den besøgende uventede og behagelige oplevelser. I The Rolling Stones´ ”(Walkin´ thru` the) sleepy city” (1975) møder man en café, som har åbent hele døgnet, og hvor der er mere liv end i den søvnige by udenfor: “Walkin´ thru´ the sleepy city/ in the dark it looks so pretty/ ´till I got to the one café/ that stays open night and day”. Og mens jeg-personen opholder sig i denne natåbne café og lytter til musikken, vandrer der minsandten en dejlig pige ind ad døren; hvor heldig har man lov til at være?

En anden café, hvor man kan være sikker på gode oplevelser, præsenteres man for i Carole Kings ”Hard Rock Café” (1977), som ikke bare er ét sted, men som findes overalt i USA: ”Downtown anywhere USA/ you can find yourself a Hard Rock Café”. Og på Hard Rock Café kan man ikke undgå at føle sig godt tilpas: ”After a hard day´s work I guarantee/ there just isn´t anywhere better to be/ if you´re unable to find good company/ you can always sit down and watch the color TV”. Og det bedste af det hele er, at der altid er åbent på Carole Kings Hard Rock Café.

Rockteksternes allerbedste café finder man dog nok hverken hos The Rolling Stones eller hos Carole King, men derimod hos Bruce Springsteen. På cd´en ”Western stars” (2019) møder man nemlig ”Sleepy Joe´s Café”, hvor man kan hygge sig og danse natten væk. Man er nok temmelig langt væk fra Gene Clarks franske café her; men pyt med det. På Sleepy Joe´s Café er der liv og glade dage, og alle er velkomne: ”Saturday night the lights are bright/ as the folks pour in from town/ Joe keeps the blues playin´/ at the bar Mary lays the beers down./ I come through the door and/ feel the workweek slip away/ see you on the floor and Monday/ seems a million miles away/ at Sleepy Joe´s Café”.

Man kan gøre sig sine tanker om det forhold, at caféen er navngivet efter Donald Trumps øgenavn til Joe Biden, ”Sleepy Joe”. Men når man kender Bruce Springsteens uforbeholdne støtte til demokraterne i USA, er der nok ingen grund til at lægge noget negativt i hans navn til den herlige amerikanske café.