Genrer
The Yardbirds: Five live Yardbirds
I løbet af 2014 kigger vi på den stribe af britiske debutplader, som var med til at gøre 1964 til et helt specielt musikår. Hver måned præsenterer vi et album, som blev udgivet for 50 år siden, og som betegnede starten på karrieren for en af musikhistoriens rock-legender.
I midten af 1960'erne var "Swinging London" et særdeles iøjnefaldende fænomen, med de hippe tøjbutikker omkring Carnaby Street og den unge beatmusik i den såkaldte britiske invasion som et par af sine mest iøjnefaldende pejlemærker. Også inden for filmverdenen var dyrkelsen af de smarte unge i Swinging London i højsædet i denne periode, måske mest tydeligt dokumenteret i Antonionis fremragende Blow-up (på dansk: Var det mord) fra 1966. I denne film bevæger en ret irriterende og ironisk distanceret David Hemmings sig rundt i Londons gader og på byens klubber – lige indtil han rammes af virkeligheden. Eller er det, han mener at have set, faktisk virkelighed?
Et af de mange mindeværdige indslag i Antonionis film er en scene, hvor fotografen Hemmings uforvarende kommer i nærkontakt med publikummet til en Yardbirds-koncert på en af Londons klubber og kun med besvær får reddet sig væk fra de svedende og dansende klubgæster – med en del af singleguitaristens smadrede guitar som trofæ. Flertallet af koncertgæsterne ville (i den virkelige verden) have givet deres sjæl for at sikre sig dette trofæ fra koncerten – men for Hemmings er det uden betydning, hvorfor han kaster det fra sig uden for klubben. En typisk arrogant Swinging London-episode.
I 1965 under filmoptagelserne var The Yardbirds allerede et etableret navn på den engelske klubscene. I oktober 1963 havde gruppen overtaget engagementet på Crawdady Club efter The Rolling Stones, og fra denne position havde den oparbejdet et ry som et formidabelt live-band, ikke mindst på de små intimscener. Derfor var der heller ikke noget mærkeligt i, at gruppens debutalbum netop måtte være et live-album, optaget i Marquee Club i London i marts 1964. Five live Yardbirds blev udsendt i december 1964, og selv om albummet ikke opnåede nogen placering på albumhitlisten, var det i høj grad med til at bane vejen for gruppens hastige vej mod berømmelsens tinder – og senere optagelse i The Rock and Roll Hall of Fame i 1992.
The Yardbirds spillede en blanding af rå blues, medrivende rhythm and blues og enkle popsange. Inden albumudgivelsen havde gruppen haft et par mindre singlehits med "I wish you would" og "Good morning little schoolgirl", hvoraf det sidste nummer også var at finde på Five live Yardbirds. Men det var med hårdtpumpende numre som "Here 'tis" og "Respectable", at gruppens lyd – med guitarspil af den senere rockguru Eric Clapton - for alvor kom til sin ret.
Clapton forlod snart efter debutalbummet The Yardbirds for at slutte sig til John Mayall's Bluesbreakers, men hans erstatning Jeff Beck gjorde ikke Yardbirds-lyden mindre hårdtslående – som man kan overbevise sig om i ovennævnte Blow-up, hvor Jeff Beck spiller "Train kept a-rollin", som om hans liv afhang af det. Med Jeff Beck og senere Jim Page som medlemmer i gruppen fortsatte The Yardbirds med at producere hits frem til 1968, hvor Page forlod gruppen til fordel for den nye konstellation Led Zeppelin. Men det er en anden historie.