20. DECEMBER: Iron Maiden - Seventh son of a seventh son

Iron Maidens mesterværk fra 1988 er en af de afgørende årsager til, at jeg for alvor vendte mig mod den tunge musik. Forestil jer en 11-årig dreng på ferie i Norge med sine forældre og lillesøster med en walkman og et par bånd med AC/DC og et overspillet bånd med lidt Iron Maiden, Metallica og den meget farlige sang med Slayer, som jeg ikke altid gad/turde høre.

En dag i et shoppingcenter i Røros gik jeg ind i musikforretningen, hvor de havde bånd og vinyler. Sangen 'Can I Play With Madness' kørte i anlægget og en meget genert dansk dreng fik taget mod til sig og spurgte den norske ekspedient, hvad det var for noget musik, der kørte på anlægget. Jeg havde en anelse om, at det måtte være Iron Maiden, for den stemme havde jeg på bånd. Da ekspedienten så viser mig et bånd med coveret og prisen 109 norske kroner var jeg solgt og resten er historie. Båndet blev købt og resten af den ferie havde jeg walkman på og hørte kun 'Seventh Son of a Seventh Son'.

Da Copenhell så for nylig annoncerede, at Iron Maiden har tænkt sig at spille på Danmarks største metalfestival for første gang i festivalens historie var det jo oplagt lige at tage denne plade op og støve den af for vore læsere. Puristerne, der hævder at Iron Maiden aldrig er blevet bedre end debutpladen og de forskellige fraktioner af fanskaren, der har hver deres subjektive periode og plader i Iron Maidens efterhånden rigtig mange år med pladeudgivelser. Så hvilken én er den bedste?

Det er 'Seventh Son of a Seventh Son' naturligvis. I hvert fald for undertegnede. En slags konceptplade, hvor Iron Maiden rent tekstmæssigt kredser om ideen med en syvende søn, der skulle have nogle helst specielle evner og så den gængse kamp mellem det gode og det onde, som Bruce Dickinson selv indrømmer, er noget, der går igen på de fleste, hvis ikke alle Iron Maidens plader.

Pladen åbner med 'Moonchild', der er en kreation af guitarist Adrian Smith og forsanger Bruce Dickinson. Netop det, at bl.a. Bruce Dickinson er så involveret i sangskrivningen på denne plade er lidt unik, eftersom bassist Steve Harris ellers normalt er meget egenrådig på dette ret afgørende punkt i tilblivelsen af Iron Maidens plader. Men efter lidt utilfredshed fra forsangerens side med ikke at have bidraget så meget, som han gerne ville på den forrige 'Somewhere in Time' havde bassisten lyttet til kritikken og inddrog derfor ham og de andre medlemmer af bandet mere i sangskrivningsprocessen. Det gjorde det hele mere tidskrævende, men resultatet blev også derefter. En kompleks plade med mange mellemspil, forskellige sange og vigtigst af alt; gode sange!

For på 'Seventh Son of a Seventh Son' er der virkelig mange ørehængere. Ikke mindst Adrian Smiths 'Can I Play With Madness', der helt naturligt blev den første single fra pladen og den var en afgørende faktor i, at pladen blev så populær, som den blev. For pladen røg helt til tops i Storbritannien, mens den var snublende tæt på i lande som Holland, Schweiz, New Zealand, Tyskland og naturligvis Sverige!

Der var dog også andre singler fra 'Seventh Son of a Seventh Son', der nåede ud til masserne. Der var også den mindst lige så fængende 'The Evil That Men Do' og live-singlerne 'The Clairvoyant' og den ballade-agtige 'Infinite Dreams', hvor sidstnævnte blev udsendt samtidig med videoen 'Maiden England', der netop fulgte Iron Maiden på turnéen til denne plade. Udover disse nævnte singler er der også andre gode sange på pladen, som var med til at gøre den så populær. Ikke mindst den afsluttende 'Only the Good Die Young'.

Vi har dog endnu ikke rørt ved titelnummeret 'Seventh Son of a Seventh Son', der er en sang, hvor Steve Harris får lov til at strække sine ben som sangskriver. Sangen varer lige knap 10 minutter og er en klassisk Iron Maiden-komposition, hvor det hele får lov at folde sig ud. Her kan temaet, der løber gennem hele pladen også få luft. Ideen med den syvende søn af den syvende søn er taget fra folklore, hvor det har været overtro igennem århundreder, at netop denne skulle have magiske kræfter og være en slags healer. Så hvad bedre titel når Iron Maiden selv skulle barsle med sit syvende værk? En slags healer på den kunstneriske stilstand, som de ramte med 'Somewhere in Time', der ikke blev nær så positivt modtaget som forgængeren 'Powerslave', der stadig den dag i dag rangerer meget, meget højt på listen over gode plader med Iron Maiden.

Her på 'Seventh Son of a Seventh Son' når Iron Maiden hele vejen rundt. Det gode omkvæd og den melankolske stemning, der bæres oppe af en solid rytmesektion. Og så det progressive, der understreges af det b-stykke, hvor sangen går i en nærmest trancetilstand i et par minutter. Om Bruce Dickinson og Steve Harris læste fantasybogen 'Seventh Son' af Orson Scott Card fra 1987 som inspiration skal være usagt, men det er da en mulighed, for Scott Card bruger samme overtroiske fortælling som rygrad i sin bog.

Udover titelsangen holder Iron Maiden faktisk numrene korte og radiovenlige. Samtidig er det også på 'Seventh Son of a Seventh Son' at Iron Maiden for første gang bruger rigtige keyboards. Noget, de tidligere havde forsvoret de aldrig ville og et instrument, de ikke mente, havde nogen plads i et heavy-metal band. Men efter at have flirtet med tanken på både 'Powerslave' og 'Somewhere in Time' med synthesizer-effekt på bas og guitar så tog de skridtet fuldt ud på 'Seventh Son of a Seventh Son', hvor Adrian Smith tilfører sangene nogle effekter med keyboardet hist og pist.

Netop det, at de tillod sig friheden at inkorporere keyboards og var så heldige, at lave deciderede popsange på pladen gjorde, at puristerne som udgangspunkt vendte pladen ryggen og besværgede sig kendskab til dette syvende afkom. Faktum er dog, at det er en forbandet velskrevet plade, hvor Iron Maiden viser sig fra sin bedste side. Fabelagtig sangskrivning, lækre soli, stor vokal leveret med finesse og en inspireret Derek Riggs, der tegner maskotten Eddie i et af sine allerbedste covers for bandet.

Og hvis man har en gatefold vinyl-udgave af pladen kan man folde coveret ud og se, at de tidligere covers er med, frosset ind i isen. Som altid er der nemlig et væld af spændende detaljer i coveret. Noget, der utvivlsomt i æraen, hvor vinyl regerede, var med til at øge langtidsholdbarheden af Iron Maidens plader. For der var så rigeligt at gå i dybden med både visuelt, musikalsk og lyrisk når man fik den nye plade med hjem. 'Seventh Son of a Seventh Son' var ingen undtagelse. Her fungerede samarbejdet godt internt i bandet og det kan man høre på pladen. Det her var Iron Maiden på toppen, både kunstnerisk og popularitetsmæssigt.

For efter denne plade forlod Adrian Smith bandet og et par plader senere smuttede også forsanger Bruce Dickinson. De vendte dog heldigvis begge tilbage igen efter den uheldige periode, hvor forsanger Blaze Bayley var den nemme syndebuk for middelmådigheden på 'The X Factor' og 'Virtual XI'. For comeback-pladen 'Brave New World' fra 2000 er skåret over samme læst som 'Seventh Son of a Seventh Son' og burde også en dag tages op i metaldiktator-regi. For nu vil vi dog nøjes med at koncentrere os om 'Seventh Son of a Seventh Son'. Den turné, som bringer Iron Maiden til Copenhell i sommeren 2014 vil utvivlsomt have en del sange fra netop den plade, eftersom deres 2014-turné er baseret på 'Maiden England'-turnéen fra 1989, som vi nævnte også udkom på video.

Mesterværket fra 1988 har stået tidens tand. Den står lige så stærkt i dag, som den gjorde da den blev udgivet for 25 år siden. Er du i vildrede omkring hvad du skal give din kæreste, mor, bror, far, søster, børn, hund eller svigermor i julegave? Så køb en hvilken som helst udgave af denne plade og vær forvisset om, at den vil falde i god jord. For elsker man ikke 'Seventh Son of a Seventh Son' er der aldrig for sent at komme til det! 

//Af: Kent Kirkegaard Jensen, Devilution