24. DECEMBER - Marillion: Misplaced Childhood

Misplaced Childhood er ikke bare soundtracket til mit liv, den er det essentielle lydspor. Den er min "øde ø"-plade

Jeg vil forsøge at skrive så roligt som muligt. Men hver gang jeg løfter blikket, ser jeg en ustandselig regn af øjeblikke og levet liv. En skibsbriks på et teenageværelse i provinsen. Forelskelse, fortabelse, forbitrelse og fortrøstning.

Jeg ser pludseligt opståede fester i forældrenes 3-2-1 møblement rundt om sofabordet. Jeg ser fødsler, begravelser, ulykker og mirakler. Jeg foregiver at lytte og reflektere indsigtsfuldt og begavet; at være i musikken, men jeg er alle andre steder.                     

Misplaced Childhood er min øde ø-plade og meget mere. Den er ikke bare soundtracket til mit liv, den er selve lydsporet. Ved hvert ophold i handlingen eller skift i replikkerne er der en akkord eller et tema derfra, der dukker op.

Derfor er jeg nødt til at henstille til dig, kære læser, at du bærer over med, at jeg end ikke kan forholde mig tilstræbt objektivt til albummet, jeg skriver om. Hvor smerteligt er det end er for en uddannet journalist og erfaren skribent, så kan jeg ikke skille sagen fra personen her. Misplaced Childhood er i mig. Den er min egen malplacerede opvækst.
                     
Det starter i 1987. Hverken jeg eller Misplaced Childhood er fra 1987, vil den opmærksomme læser indvende, og det er fuldkommen sandt. Men det er Marillions efterfølgende album - Clutching At Straws, imidlertid, og det var det første Marillion, jeg hørte. Min bror, der af Vinylstakkens læsere vil være kendt som bemeldte blogs redaktør og indehaver, købte Clutching At Straws og spillede den for mig.

Fish’ selvproklamerede statsborgerskab i Legoland på "Incommunicado" gjorde stort indtryk på mig som omkring 16-årig, og da jeg havde slidt to kassettebåndsoverspillede versioner af den op på min walkman og mit konfirmationsgavekomboanlæg, var jeg klar til mere. Og lur mig om ikke storebroren også havde to andre Marillion lp’er stående. Og den ene var Misplaced Childhood. Min soundscore havde fundet mig.

Første konceptalbum blev nummer ét

"Misplaced Childhood" er Marillions tredje studiealbum efter debuten "Script For A Jester’s Tear" og opfølgeren "Fugazi", der begge blev pæne successer både musikalsk og kommercielt. Med Misplaced Childhood bragede de gennem loftet og direkte ind på førstepladsen på den engelske album-hitliste – og blev på listen i 41 uger.
                     
Misplaced Childhood er Marillions første fullblown konceptalbum. Den er en fortælling i to akter om barndom, opvækst, kærlighed, ambition, succes og fald. Derfor skal Misplaced Childhood faktisk høres på vinyl for at få det fulde udbytte af den. De enkelte numre går direkte over i hinanden, og det korte ophold, når computeren, mobilen eller cd-afspilleren skifter track er meget forstyrrende. Og når lp’en skal vendes, kan man lige nå et glas vin i pausen.
                     
Forsanger Fish udtænkte angiveligt hele Misplaced Childhood under et ti-timers syretrip, og jeg er tilbøjelig til at tro historien. Der er i hvert fald ikke sparet på udstyret; hverken i instrumentering, arrangementer eller produktion, og coveret er også mere end almindelig både farverigt og symbolladet.
Skaden er der sammen med ringen igen, og der er gold jord, en blomstrende rose, uvejr og en regnbue. Og for mig har der alle dage været et eller andet galt på en uhyggelig måde med drengen i liberi på forsiden. Og hvorfor har han ingen sko på?

Første Akt – weltschmerz og ulykkelig kærlighed

På side et åbnes med præludiet ”Pseudo Silk Kimono”, der sætter scenen en sen nattetime eller meget tidlig morgen, hvor vores hovedperson går søvnløs omkring i sin imiterede silkekimono og kæderyger, mens hans weltschmertz sammen med resterne af nattens mareridt minder ham om den kommende dags vederstyggeligheder. Og så kommer forestillingen ellers for alvor i gang med førstesinglen ”Kayleigh” (nummer to på singlehitlisten det år) og andensinglen (nummer fem ditto) ”Lavender”. Begge singler yderst kompetente bud udi genren vemodigt-naive kærlighedssange til den første og eneste, der alligevel endte med at være en anden(s).

Den dag i dag er klavertemaet til ”Lavender” et evigt tilbagevende og ligeså evigt mislykket forsøg, hvis jeg bliver placeret foran et klaver. Det er også allerede på ”Kayleigh”, at hele albummets bærende fem-toners-guitartema introduceres af en Steve Rothery, der aldrig hverken før eller siden har lydt mere som den mesterguitarist, han er. Og siden 1987 har jeg skullet give ”Kayleigh” den undskyldning, og jeg håber hver dag, det ikke er for sent.

Hvem der end løb med hvem er uafklaret, men på fjerdeskæringen ”Bitter Suite” kommer mørket og mistrøstigheden tilbage med fornyet styrke. Edderkopperne kommer frem fra hjørnerne og disen ruller ind fra kanalerne. Skønheden skændes, og for 200 Franc kan man købe et øjebliks asyl hos Magdalene. Musikken er ligeså mørk som stemningen i Bitter Suite, men den er stor og altomfavnende. Der er ingen vej udenom, og det kommer som minimum til at gøre ondt, og så er det godt at vide, hvad man er gjort af.

Lothian er en region i det skotske lavland. Her er der bund på så mange niveauer, og førstesidens sidste skæring, ”Heart Of Lothian”, er en programerklæring, der er mere end velegnet til lige at finde en pint eller to frem, for nu er vi ved at være fremme ved side to, og her tager begivenhederne fart.

Anden akt – angst, afklaring og håb

Anden akt åbner med en refleksion over begivenhederne indtil nu, og hvor de har bragt os hen. Har vi fundet paradis til sidst eller har vi lige forladt det for altid? Skal vi købe det vi ønsker os eller skal vi blive ved med at ønske? Er noget noget værd?

Spørgsmålene er mange og usikkerheden stor. Usikkerheden føder aggression og angst, og ”Waterhole” lyder som et ganske fint bud på et musikalsk paranoiaridt med et til tider nærmest punket pre-industrial-udtryk – Wagners valkyrier i Skotland i firserne havde lydt sådan.

Så er anden akt i gang. Og i virkeligheden handler det jo bare om kærlighed. Den første og den største. Den, de alle sammen skulle have været, og den, ingen af dem var. I virkeligheden skulle en anden jo bare have været dig, og i virkeligheden kunne det være lige meget. Sådan er det for en ”Lord Of The Backstage”. En Fandens karl er aldrig rigtig helt sin egen.

”Blind Curve” er et epos, og vel i virkeligheden en suite i en akt. Og min all time yndlings Marillion-skæring. Der er fem afsnit med hver sit tema musikalsk såvel som lyrisk. Først bruddet i ”Vocal under a bloodlight”, det akavede møde med den nyslåede eks på gaden som en forbipasserende fremmed i ”Passing Strangers” og et flashback til Toronto, hvor Fish i 1984 får besked om vennen – Rage-trommeslageren John ”Mylo” Myletts - død i en bilulykke i Grækenland, og meningsløsheden står klarere og skarpere end nogensinde før.

Det gør ønsket om en chance til, om at få barndommen og uskylden tilbage mere end almindelig present, og det skriges ud med fuldkommen tabt overbevisning på ”Perimeter Walk”. Eposset slutter med den modne misantrops overvejelser om verden og tiden, der kommer på ”Threshold”.

For sådan én som mig, der fyldte 18 tre uger efter Berlinmurens fald og er opvokset i en egn, hvor man så tysk tv og hørte tysk radio, så gjorde linjen ’I see convoys curbcrawling west german autobahns / Trying to pick up a war / They're going to even the score / Oh... I can't take any more’ ualmindelig dybt indtryk og bidrog udmærket til den angstfyldte undergangsstemning i de sidste år af 1980erne.

Forløsningen kommer med ”Childhood’s End”, hvor brikkerne falder på plads i takt med at angsten fortrænges af afklaring

So it's me I see, I can do anything
I'm still the child
'Cause the only thing misplaced was direction
And I found direction
There is no childhood's end
/…/
I am your childhood friend
Oh, lead me on.

Det er svulstigt og storladent – til guitartemaer og synth-flow – og man behøver ikke lede længe efter budskabet.
                  
Publikum sendes hjem fra forestillingen med et lille vift med halen i form af en klassisk rock’n roll-hymne i til de, der er børn nu. ”White Feather” lover en fremtid uden uniformer og forklædninger; uden nationer og i det hele taget uden så meget pis. ’I will wear your white feather, I will carry your white flag/I will swear I have no nation but I'm proud to own my heart/My heart, this is my heart’.
                     
Og så er der alle øjeblikkene. Alle de første gange, alle de sidste, alle de fortrængte og alle største og de bedste. Der er alle tæskene, roserne og togturene til skole. Der er den 16-årige dreng derinde. Der er altid Misplaced Childhood.

//Af: Bernt Hertz Jensen - gæsteskribent på Vinylstakken