3. DECEMBER - Metallica : Master Of Puppets

The Beatles havde Sgt. Pepper, Pearl Jam havde Ten, Beach Boys havde Pet Sounds, Nirvana havde Nevermind, Miles Davis havde Kind Of Blue og Slayer havde Reign In Blood. For Metallica var det definerende album - og gennembruddet til et noget større publikum end den trofaste men begrænsede 'die hard'-fanskare, de hidtil havde haft - deres mesterstykke fra 1986, Master Of Puppets. På trods af, at 'rigtige' fans af thrash-genren nok mente, at tempoet var blevet sænket lidt rigeligt i forhold til forgængeren Ride The Lightning.

For mig selv var albummet lidt af en åbenbaring. På godt og ondt. Som ung i en halv-søvnig, prollet provinsby var vi ganske vist mere orienteret i retning af heavy metal end storbyernes unge, der nok excellerede mere i punk og post-punk, og Metallica havde da ind imellem strejfet bevidstheden og bekendtes pladespillere, men det var først med Master Of Puppets, at jeg for alvor hoppede med på vognen - hvor jeg i parentes bemærket ikke blev hængende længe.

Jeg er nemlig ikke specielt glad for thrash-metal, og bortset fra Slayers Reign In Blood og et par af Metallicas senere albums - hvor de for alvor blev bløde og solgte ud - er det sandt at sige ikke meget indenfor genren, der har fundet vej til øregange og pladereol. Men altså; når det nu alligevel skal være, så er det jo ganske fint, at det er noget nær et mesterværk, der har fundet sin faste plads dér.

Det er en standende diskussion i mere dedikerede kredse, om Master Of Puppets er dét bedste thrash-album nogensinde. Den diskussion har jeg på ingen måde forudsætningerne for at gå ind i, men der er ingen tvivl om, at det er et på alle måder fremragende og helstøbt album. Åbneren, "Battery", definerer på forbilledlig vis hele albummet. Fra den akustiske intro, der brat bevæger sig ind i en mur af lyd, inden den - undskyld udtrykket - falder til ro i det absurd fede riff, der nok er mere mainstream end egentlig thrashet, men som altså holder hele vejen. Og den kompleksitet og dybde "Battery" indikerer er karakteristisk for resten af albummet. Det er som om Metallica er lige så interesseret i komplekse strukturer og kompositioner, båret af fremragende guitar- og basspil og Lars Ulrichs dundrende, tonsende og energiske trommespil, som de er i at opretholde hastighed og vildt larmende headbanging-musik.

Musikalsk og tekstmæssigt kredser albummet om magtesløshed, afhængighed og livets futilitet, hvad der også afspejler sig i titlerne. "Welcome Home (Sanitarium)", "Disposable Heroes", "Leper Messiah" og "Damage, Inc" signalerer vist fint det mørke, vi er ude i, og det samme gør musikken. Det er vidunderligt aggressivt, tempofyldt og proppet med flotte melodier og sammensatte strukturer, der bindes sammen af rå riffs og så James Hetfield, hvis vokal er spændstig, vild og udtryksfuld.

Der er favoritter blandt de 8 numre, men hvis de skal udpeges, vinder de på marginalerne. Titelnummeret er, som antydet et af dem, "Orion" er et af de fedeste instrumentalnumre, jeg har hørt indenfor rock-musikken, og albumlukkeren "Damage, Inc" er lige præcist så speedet, ondskabsfuldt og aggressivt i sit udløb, at man altså lige bliver nødt til at vende pladen og høre den en gang til, for det kan da ikke stoppe her? Og dét nummer er - sammen med "Disposable Heroes" - lige med til at minde lytteren om, at Metallica altså var et fuldfedt thrash-band - på trods af fx den næsten ballade-prægede "The Thing That Should Not Be", som der så også var fundet plads til.

Det føles underligt at Master Of Puppets er blevet 35 år gammel. Det er der noget godt ved - blandt andet at det så har opnået sin velfortjente klassiker-status - men når man hører det i dag virker det altså på ingen måde forældet. Der er power, vildskab, aggressivitet, melodicitet - støtte af en rent ud sagt forbløffende dynamisk produktion - og aktualitet over hele albummet, og selv om høje tindinger, topmave og generel middelklasse-vellevned hos undertegnede (og muligvis en hel del flere af kernepublikummet) tilsiger noget andet, så er det altså lidt svært ikke at nikke slagkraftigt med hovedet og hæve en knyttet næve med pege- og lillefinger strittende ud, når det sættes på.

I Guder, hvor er det en fed plade.