30 år med Jeff Buckleys "Grace"

Jeff Buckley døde som følge af en tragisk drukneulykke den 29. maj 1997 mindre end tre år efter udgivelsen af sit eneste studiealbum Grace den 15. august 1994 i Europa og den 23. august i USA. Men albummet, der bærer det lysende stortalents signatur, der kun nåede 30 år på denne jord, har fået forlænget levetid i publikums bevidsthed frem mod 2016 i form af liveoptagelser, demoer, outtakes, kompilationer og genlanceringer af Grace forsynet med ekstramateriale.

Albummet alene består af 10 slidstærke sange senere tilføjet Forget Her, der også er med på Grace: Legacy Edition (2004), der anbefales dem, der må have mest mulig med af, hvad der blev indspillet under de sessioner, der førte til Grace herunder alternative takes og versioner af andres materiale, Buckley med band sandsynligvis har brugt til at spille sig varm på. Legacy Edition indeholder ydermere en dvd med en dokumentar om udgivelsen og en række musikvideoer.

Den halve snes sange fra Grace solgte moderat i 1994-95 og modtog blandede anmeldelser, hvilket har ændret sig over tid, hvor blandingen af alternativ rock og folkrock med elementer af grunge og det lettere jazzede nåede et støt stigende publikum og fik en del kritikere til at genoverveje bedømmelsen af albummet, der i dag nyder kultstatus og prædikat af mesterværk.

Jeg tilslutter mig hyldestkoret med blandt andet Jimmy Page og Robert Plant fra hovedinspirationskilden Led Zeppelin, der har udnævnt Grace som et af årtiets bedste albums. Hollywood stjernen Brad Pitt udtrykte i 2002 sin begejstring for Buckleys enlige og smukke svane på følgende måde, der er ganske rammende for dens kvaliteter:

‘There's an undercurrent to his music, there's something you can't pinpoint. Like the best of films, or the best of art, there's something going on underneath, and there's a truth there. And I find his stuff absolutely haunting. It's just under my skin.' Bob Dylan har tilføjet ‘one of the great songwriters of this decade,’ og David Bowie har betegnet Grace som en af hans 10 ‘Desert Island Records’ i opslagsværket 1,000 Recordings to Hear Before You Die: A Listener's Life List (2008).

Grace, der i dette årtusind figurerer på et utal af lister over væsentligste udgivelser gennem tiden, indledes af Mojo Pin, der sætter den høje standard for resten af pladen. Det nummer og den elegiske og grandiost opbyggede titelsang, der handler om afsked med sin elskede foran lufthavnen i øsende regn, er skrevet i samarbejde med den 14 år ældre komponist og oprindelige medlem af Captain Beefhearts Magic Band, Gary Lucas, der også spiller guitar på dem. Buckley har om Mojo Pin forklaret:

‘Sometimes if somebody you feel you need... the whole universe tells you that you have to have her, you start watching her favorite TV shows all night, you start buying her the things she needs, you start drinking her drinks, you start smoking her bad cigarettes, you start picking up her nuances in her voice, you sleep in safe sometimes the most dangerous thing... this is called Mojo Pin.’

Herefter følger de stemningsfyldte ballader Last Goodbye, Lilac Wine og So Real båret af Buckleys intense vokal, knivskarpe intonering og enorme register tilsat de øvrige musikeres sans for dynamiske nuancer og for at skabe klimaks, hvilket især løfter So Real mod uanede højder. Fortolkningen af Leonard Cohens nær guddommelige Hallelujah er en af mest minderige nogensinde, hvor tekstens lag af tristesse, smerte, skønhed og storhed forløses til perfektion i løbet af syv minutter.

Lover, You Should've Come Over er Buckley i sit mest soul- og gospelfarvede hjørne, der går rent ind. Rockbranchen mistede en vokalist af ædleste karat for 27 år siden, hvilket der tilsvarende føres bevis for i den grunge rockende Eternal Life og slutskæringen Dream Brother med dens rolige svæv. Æret være guitaristen, sangeren og poeten Jeff Buckleys minde, hvis nådegave for det exceptionelle til en vis grad stammer fra faderen Tim Buckley, der i de bedste stunder ligeledes forløste sine sange med en særlig ophøjet glød og drama.