40 år med Hall & Oates's "Voices"-album

Den 29. juli 1980 udsendte succesduoen Daryl Hall og John Oates det niende studiealbum ‘Voices’, der formåede at bide sig fast i den lukrative ende af Billboard 200 listen i næsten to år. De to amerikanere kan deres kram til 13 efter den gamle skala både som sangere og sangskrivere af holdbare hits med en vis dybde og kvalitet, selv om skribenten her ikke er fan af hele kollektionen.

Så er der jo lige Daryl Halls stemmepragt, der selv i det højt pressede toneleje rammer så klokkerent, at man kunne få den tanke, at han stod som opfinder af autotune himself. Hvilken intonation manden er i besiddelse af, og makker Oates følger flot trop. Næppe overraskende er det vokale arbejde tiptop over hele ‘Voices’ inklusiv korstemmerne, der er mange af og elegant arrangerede.

Hatten af for denne tætte velklang. Blue-eyed soul og pop blandes her med new wave inspireret rock, tidlig 80’er synth lyd og diverse lån fra fortidens overskudslagre af slidstærke ideer. Åbningsskæringen ‘How Does It Feel To Be Back’ med Oates i front byder på tydelige referencer til The Byrds og Tom Petty, mens ørehængeren ‘Kiss on My List’ gå durk i pop nervesystemet.

Duoens ferme version af Righteous Brothers klassikeren anno 1964, ‘You’ve Lost That Lovin Feeling’, overgår faktisk originalen, og ‘You Make My Dreams’ med dets dansante og smittende Motown beat burde være i stand til at hive de mest nørdede bænkevarmere ud på dansegulvet.

Engelske Paul Young fik et globalt gigahit i midt 80’erne med en noget poleret fortolkning af Daryl Halls intense ballade ‘Everytime You Go Away’, der i sit oprindelige udgangspunkt på ‘Voices’ nærmere lyder som en gospeltintet slow song båret frem af et brusende Hammondorgel, der leder tankerne hen mod oldschool Stax soul af ædleste aftapning.

Young er faktisk en glimrende sanger, men kan dog ikke helt matche forlægget, og skulle nogen være i tvivl om netop Halls vokale fortræffeligheder, er ‘Everytime You Go Away’ det rigtige sted at blive klogere.
Udgaven på ‘Live At The Apollo’ (1985) er sågar en tand bedre, og efter at have lyttet til dette koncertalbum, hvor Hall & Oates forstærkes af de to oprindelige Temptations vokalister David Ruffin og Eddie Kendricks, blev jeg en del klogere i forhold til, hvad soul egentlig er for en størrelse - den ellers sympatiske Young med det imponerende 80’er hår gled derefter i baggrunden, nu det handlede om at nå ind til kernen af min nyopdagede passsion.

Nuvel er Hall & Oates ej Marvin Gaye, Stevie Wonder eller for den sags skyld Donny Hathaway, hvilket ‘Voices’ dog ingenlunde bliver ringere af. Tillykke med de 40 til et gennemført popmusikalsk kabinetstykke der svinger og ringer de rette steder.