50 år med Meters "Rejuvenation"

Juli 1974 endte som en god måned for dyrkere af sort musik fra øverste kvalitative hylde, idet The Meters bød ind med Rejuvenation, den femte i rækken, hvor bandet, der i starten af karrieren valgte at slå ind på den instrumentale linje med kompakte, tæt spillede og stilskabende numre, i mellemtiden sadlede over mod det vokale, men med den sumpede og karakteristiske funklyd intakt.
The Meters trækker på en righoldig musiktradition fra hjembyen New Orleans placeret i den nordøstlige del af Louisiana. Deres musik er en smeltedigel af Mardi Gras, gospel, r&b, soul, såkaldt second line funk tilsat claves rytmik og swamp rock gjort populært af blandt andre Tony Joe White, Creedence Clearwater Revival og til en vis grad Dr. John.
Albummet er co.-produceret af Allen Toussaint i hans Sea-Saint Studios. Toussaint er desuden ansvarlig for de ovenud velfungerende blæser arrangementer på flere af numrene. The Meters signalerede serious business med People Say, der er svær at ryste af sig. Det samme gælder for Love Is for Me med referencer til soulmusikken, Stax stod for og gjorde kendt i 60’erne og starten af 70’erne.
Just Kissed My Baby er rendyrket masterclass i benhård synkoperet funk, The Meters rytmegruppen bestående af Joseph ‘Ziggaboo’ Modeliste (trommer) og bassisten George Porter Jr. excellerede i sammen med Leo Nocentelli (guitar) og legendariske Art Neville (vokal og keyboards. Sidstnævnte er gået hinsides, men efterlader sig en musikalsk arv af imponerende omfang.
Funken fortsætter med uformindsket styrke i What'cha Say, Jungle Man og Hey Pocky Way, mens den krydrede Gumbo ret koger tilsat nærende claves beats og Nevilles rå vokal. Der strækkes instrumentalt ud i den 12 minutter lange It Ain't No Use, mens det kortere format genoptages med Loving You Is on My Mind i den mere poppede afdeling og Africa, der vender retur til the funk, New Orleans og besynger det store kontinent som moderlandet, hvorfra det hele har sit udspring.
Som i tilfældet med Wonders udgivelse fra samme måned har en del ladet sig inspirere af The Meters femmer ved hjælp af fortolkninger, citater og samplinger. Her nævnes i flæng Red Hot Chili Peppers, Public Enemy, Chris Duarte, The Dirty Dozen Brass Band, Grateful Dead og Widespread Panic. Fra powerfunk over hip-hop til New Orleans, jam-rock og det mere alternative. The Meters turnerer stadig on and off med halvdelen af de originale medlemmer i opstillingen.