50 år med Sweet og albummet "Desolation Boulevard"

Engelske Sweet er for mange inkarnationen af 70’ernes hitliste musik i spændingsfeltet mellem bubblegum pop, glam- og hardrock. Live nærmede de sig et strejf af tidlig heavy, når der virkelig blev skovlet til den. Desolation Boulevard er produceret af det driftssikre sangskriverteam Nicky Chinn og Mike Chapman, der ud over Sweet, de i en periode virkede som manager for, leverede ørehængere til Suzy Quatro, Mud, Racey, Smokie, Tina Turner og senere Huey Lewis & The News.

Den klassiske Sweet opstilling bestod af bassisten Steve Priest, Andy Scott (guitar), Mick Tucker (trommer) og den syngende frontmand Brian Connolly. Bandet blev grundlagt i starten af 1968, men det egentlige gennembrud lod vente på sig. Først måtte lytterne kløjes i Chinn/Chapman letvægtere som Co-Co, Little Willy og Wig-Wam Bam, indtil der kom kog under kedlerne med skråle og stampe hymnerne Blockbuster, Ballroom Blitz, Hell Raiser, Teenage Rampage og Turn It Down, der udkom som single den 1. november 1974 to uger før, Desolation Boulevard lå klar hos forhandlerne.

Sådanne decibelholdige sager forstod at fremme følelsen af identitet ledsaget af intens luftguitar og tromme løs på møblementet aktivitet i drenge- og pigekamre kloden rundt. Sweet knoklede for berømmelsen og top ti placeringerne iført høje plateaustøvler, farvestrålende og stramtsiddende dragter og de hårfagre frisurer sat op til perfektion. Den stod på larm og lir i gaden, mens numrene blev anskaffet og sirligt sat i plasticlommer i min single mappe, der sidenhen forsvandt som så meget andet fra en svunden æra.

Min gode ven i drengeårene, Henning fra Rødekro, og jeg burde have modtaget fine pointkarakterer for vores indlevelsesevne, når godbidderne røg på grammofonen. Pudsigt nok førte hyppige afspilninger af Turn It Down til henstillinger fra Hennings forældre med trusler om fodbold i haven, hvis ikke volumen røg ned. Man anede konturerne af en klassisk generationskonflikt.

Sweet kørte træt i The Chinn/Chapman Show og ville i gang med at skrive egne sange til albummene. Det musikalske håndelag var i orden med styr på de flerstemmige korvokaler i det fistelagtige toneleje. Omkring starten af 1975 fik jeg skillinget sammen til en tur i den lokale Fona gesjæft i Aabenraa for at få fingre i bandets tredje lp Desolation Boulevard, hvor der uddeles flere hard’n’heavy hug end før.

Dog røg poppen ikke helt af repertoiret, hvilket singleudspillene The Six Teens (Chinn/Chapman) og Fox on The Run, der er krediteret hele bandet, sørgede for. Som tiårig var mit kendskab til The Who nærmest ikke eksisterende, men jeg bed mærke i deres version af My Generation - den kunne noget. Desolation Boulevard blev tyndslidt, mens de første ansatser til fuselvækst og pubeshår lurede i horisonten.

Mick Tuckers virtuose vildskab bag gryderne i gruppens fortolkning af Elmer Bernsteins The Man with the Golden Arm, der er temanummeret til 1955 filmen af samme navn med Frank Sinatra i hovedrollen som desperat jazzmusiker på en kold tyrker, vakte ligeledes jubel i Vilhelms værelse og længsel efter at få fingrene i et komplet trommesæt. Solid Gold Brass, Medusa og Lady Starlight, hvoraf de to sidstnævnte er skrevet af Andy Scott, trækker tilsvarende Sweets treer i den rigtige retning genhørt her i november 2024.

Men punk, new wave og disco trængte Sweet mere og mere i baggrunden fra slutningen af 70’erne, og vores veje skiltes. Den troløse forræder fandt nye favoritter til trods for, et par lømler prøvede at overbevise mig om, at riffet til Love Is Like Oxygen (Level Headed, 1978) lød som det fedeste længe hørt.

Deres ihærdighed prellede af, og jeg faldt i stedet over The Police’ debutalbum i min storebrors vinylsamling. I al min hjerteløse kynisme overfor gamle helte bemærkede jeg knap nok, at Connolly forlod Sweet, og Priest overtog forsangertjansen frem mod opløsningen i 1982. Flere genforeningsforsøg fulgte, Connolly døde af druk 51 år gammel i 1997, og i 2002 tabte Tucker kampen mod leukæmi i en alder af 54. Steve Priest holdt stand til juni 2020, hvorefter manden med leen havde bud efter ham 72 år gammel.

Interessen for at se og opleve Sweet i amputerede udgaver med overleveren Andy Scott i chefstolen har indrømmet været lig nul, men gensyn med gamle klip via YouTube vækker stadig minder fra årene, hvor pandehåret voksede ned over de kiksede briller med hinkeruder glas i massiv væg til væg stel - ikke just prototypen på et afgudsdyrkende rockstar look.

Senere gik det vist nogenlunde ok, og en gråsprængt midaldrende mand bør aldrig blive for skidtvigtig til ikke at kunne uddele komplimenter til en instrumentkollega: Mick Tucker gjorde en glimrende figur som teknisk velfunderet og kreativt opfindsom trommeslager med klare jazzrødder i sit spil. Tjek hans fills, hvirvler, swing og showmanship. The man with the golden hands and sticks er i min optik the groovy glam hos Sweet, der i ny og næ pirker til ens indre nostalgiker, mens det trækker op til Hell Raiser i verden omkring os.