7. DECEMBER: Manfred Mann - The five faces of Manfred Mann

Gruppen Manfred Mann kan bryste sig af at have dannet afsæt for ikke bare én, men hele to af Englands mest karismatiske forsangere inden for en ganske kort årrække: Paul Jones og Mike d'Abo. Begge sangere satte deres tydelige aftryk på gruppens lydbillede, inden de efter tur forlod Manfred Mann for at forsøge sig med respektive solokarrierer; og for begge sangere gælder det, at det var i tiden med Manfred Mann, de kunne fejre deres største triumfer.

Manfred Mann startede i 1962 som The Mann-Hugg Blues Brothers, men i 1963 skiftede gruppen navn til Manfred Mann. Da gruppen i 1964 blev bedt om at lave en kendingsmelodi til programmet Ready Steady Go!, blev resultatet hitnummeret "5-4-3-2-1" – og dermed havde de fem unge musikere i Manfred Mann indskrevet sig i musikhistorien. Gruppen bestod på dette tidspunkt af Manfred Mann (Michael Lubowitz), Paul Jones (Paul Pond), Mike Vickers, Tom McGuinness og Mike Hugg – alle navne, der siden starten i Manfred Mann har fået hæderkronede karrierer i forskellige musikalske sammenhænge, heriblandt senere inkarnationer af modergruppen.

Efter gennembruddet med "5-4-3-2-1" fulgte en række succesfulde hitsingler i en stil, der i virkeligheden lå ret langt fra gruppens udgangspunkt inden for rhythm and blues-genren. Men det var med de lette og iørefaldende popsange ("Doo Wah diddy diddy", "Sha la la", osv.), Manfred Mann fandt sit store publikum – også selv om gruppen hele tiden holdt fast ved at blande hitnumrene med mere vægtigt blues-baseret materiale. Det er da også denne sidste type musik, der er dominerende på gruppens debutudgivelse fra september 1964, The five faces of Manfred Mann, som ikke indeholdt et eneste af gruppens hitliste-numre.

Materialet på debut-LP'en præsenterede Paul Jone'´ soul- og klangfulde stemme på en stribe numre, som forsangeren nærmest gjorde til sine egne i kraft af det helt personlige foredrag. "Smokestack lightning", "I've got my mojo working" og "Down the road apiece" er numre, der også er indspillet af andre af tidens mange rhythm and blues-grupper; men det er Manfred Manns versioner af sangene, der huskes i dag. Dertil kommer et antal fine egenkompositioner, hvor Paul Jones ligeledes får lejlighed til at lufte sin store stemme, og med det yderst kompetente band i baggrunden er der ikke noget mærkeligt i, at LP'en hurtigt gik helt op på en andenplads på den engelske hitliste. Denne placering er stadig gruppens højeste på den engelske album-hitliste, ligesom LP'ens 14 uger på hitlisten ikke er overgået siden af andre Manfred Mann-udgivelser.

Efter et par år forlod Paul Jones gruppen, der altså fortsatte med Mike d'Abo som forgrundsfigur og med ham opnåede endnu en række store hits. Imens forsøgte Paul Jones at stable en solokarriere på benene, men uden det rigtige materiale var det svært. Faktisk ramte forsangeren først igen den rette blanding af musikalsk tyngde og umiddelbart iørefaldende melodier i 2009, hvor han efter mange års udgivelsespause udsendte det fremragende soloalbum Starting all over Again. Manfred Mann er helt uforståeligt ikke optaget i The Rock and Roll Hall of Fame – endnu.