Aimee Mann fylder 60 år
Da jeg så Paul Thomas Andersons nyklassiske film Magnolia i biografen, var der især tre ting, der gjorde indtryk på mig. For det første en af de afsluttende scener, hvor (spoiler alert!) det regner med frøer fra himlen. Særdeles overraskende. Dernæst den omstændighed, at en kraftig mand på et sæde lidt til højre for mig hurtigt faldt i søvn, hvorefter han snorkede sig gennem filmens første del. Det virkeligt bemærkelsesværdige i situationen var imidlertid, at manden efter pausen indfandt sig på sit biografsæde igen – og igen hurtigt faldt i søvn! Nå, men det tredje mindeværdige indslag ved filmforevisningen var naturligvis Aimee Manns forunderlige sange – heriblandt den flere gange prisnominerede ”Save me” – og den helt usædvanlige måde, de bliver brugt på i filmen.
Sangene og musikken er et konstituerende led i Magnolia og indgår bl.a. i personkarakteristikkerne, ikke mindst i en helt original scene, hvor de medvirkende på skift synger hver sit vers af en af filmens sange – og vel at mærke uden at det forekommer mærkeligt i sammenhængen. Aimee Mann har sin store andel i udformningen af indholdet i Magnolia, og skal man tro filmens instruktør, er handlingens inderste kerne faktisk udsprunget af den indledende sætning i en af filmens centrale Aimee Mann-sange, ”Deathly”: ”Now that I've met you, would you object to never seeing me again?”
Hvordan dette lidt kringlet formulerede spørgsmål indgår i filmens intrige skal ikke afsløres her, men se selv filmen og find ud af det. Samtidig er du sikret en uforglemmelig oplevelse, som ikke kun skyldes Aimee Manns sange – men en oplevelse, som helt afgjort også skyldes sangene. Det lyder næsten som skamros, når Paul Thomas Anderson har udtalt om filmen: ”I sat down to write an adaptation of Aimee Mann songs. Like one would adapt a book for the screen, I had the concept of adapting Aimee's songs into a screenplay.” Men har man set filmen, forstår man, hvad instruktøren mener.
Magnolia betegnede Aimee Manns afgørende gennembrud som sangskriver og sanger, men længe inden filmarbejdet havde Mann gjort sig bemærket i forskellige musikalske sammenhænge. I 1980'erne indspillede sangerinden nogle cd'er med gruppen Til Tuesday, og allerede med disse sange var det indlysende, at her var tale om et talent langt ud over det sædvanlige. Aimee Mann skrev det meste af materialet til cd'erne med Til Tuesday, så det kom ikke som nogen stor overraskelse, da hun i midten af 1990'erne tog skridtet fra gruppemedlem til solist. Cd'erne Whatever og I'm with stupid blev moderate succeser på plademarkedet, men først med sangene til Magnolia lykkedes det for alvor Aimee Mann at få et større publikum i tale. Så var vejen til berømmelsen til gengæld også banet, og Manns følgende udspil blev imødeset med spænding og forventning af sangerindens mange fans.
Efter Magnolia
Bachelor no. 2 fra 1999 indeholdt et par af hittene fra Magnolia, men også en række nye iørefaldende numre, som siden blev en fast bestanddel af Aimee Manns koncertrepertoire. I 2002 udkom Lost in space med endnu en stribe smukke og melankolske sange, bl.a. den formidable ”The moth”. Cd'en var ledsaget af en række stærkt stemningsladede illustrationer af den canadiske tegneserietegner Seth, hvis nostalgiske billedunivers ramte tonen i Manns sange perfekt. Her kunne man virkelig tale om et møde mellem ligesindede kunstnere.
Et af højdepunkterne i Aimee Manns senere karriere er – efter min mening – den cd med julesange, hun udsendte i 2006: One more drifter in the snow. Det er en cd, jeg med sikkerhed hører hvert år ved juletid, dels på grund af sangerindens glimrende versioner af juleklassikere som ”Whatever happened to christmas” og ”Winter wonderland”, men især på grund af cd'ens afsluttende sang, som Mann selv har skrevet: ”Calling on Mary” – meget smukt og meget juleagtigt.
Aimee Manns samarbejde med guitaristen Ted Leo under overskriften The both (2014) griber stilmæssigt tilbage til tiden med Til Tuesday, men cd'en rummer desværre bemærkelsesværdigt få mindeværdige sange efter denne lytters mening. Til gengæld betegner Aimee Manns seneste udspil, Mental illness (2017) et flot comeback for den snart 60-årige sangerinde – hvis hun da nogensinde har været væk fra musikscenen. Smukke sange med poetiske tekster som ”Goose snow cone” og ”You never loved me” viser Aimee Mann i så god form som nogensinde, og sangene illustrerer glimrende, hvorfor Mann i tidens løb har modtaget en lang række priser, bl.a. netop for sine stærke og dybdeborende tekster.
Et stort tillykke med 60 års fødselsdagen den 8. september skal lyde fra denne fan.
Læs mere om Aimee Mann på sangerindens hjemmeside