Al Green: Call me
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 289
Når man snakker de store mandlige soulsangere, er der typisk tre navne, der kommer frem før resten: Stevie Wonder, Otis Redding og Marvin Gaye. Dette er nok fordi disse i modsætning til konkurrenterne blev lige så kendte gennem deres albums som deres singler. Med en sanger som Al Green er det dog de fleste, der ikke ejer andet af ham end den yderst fine Greatest hits. Men han lavede gode plader, og anmelderne har rost dem til skyerne, selvom ingen af dem har fået samme status som Innervisions, Otis blue eller What’s going on. Et af de mest populære er hans sjette album, Call me fra 1973, der åbner virkelig stærkt med "Call me (Come back home)". Den handler om længsel efter modparten efter at have slået op. Det er et gennemgående tema på pladen, og Greens længsel og kærlighed virker oprigtig, og man kan da næsten ikke andet end at have lyst til at kramme ham, når han charmerer sig ind i dit hjerte med sin falset. Det bliver lidt langsommere med "Have you been making out O.K.", der er et omsorgsfuldt spin på temaet fra første sang. Og så har den de smukkeste strygere.
På "Stand up" er hornene i starten meget gribende, og tematisk er den ret motiverende. Det er nok ikke pladens stærkeste melodi, men Greens charme kan gøre meget, og instrumentationen er også stærk. En af mine personlige favoritter på pladen er Greens cover af Hank Williams’ berømte country-sang "I’m so lonesome I could cry". Jeg er ikke så glad for originalen, men denne udgave er virkelig, virkelig god. Mange vil nok end ikke lægge mærke til, at det er Williams-sangen, selv opdagede jeg det oprindelig, da titlen for første gang blev sunget. Det bliver virkelig blødt med "Your love is like the morning sun". Det er en fin lille sang, der er skrøbelig og øm. Det er den slags fin soulmusik, som Al Green var verdensmester i at skrive dengang. Men underligt nok er min yndlingssang på pladen en ret atypisk sang for Green. Det er en festlig, funky og bitter sang med titlen "Here I am (Come and take me)". Ovenpå så fint at have sagt “jeg savner dig” og “hvordan har du det?” tidligere på albummet, så går han amok med passiv aggression her.
Green vender tilbage til country-covers med "Funny how time slips away" af Billy Walker, skrevet af Willie Nelson. Jeg har først nu fundet ud af, at det er et cover, for det lyder ret naturligt i soul-udgaven. Det ender dog som et af de svagere numre, hovedsageligt på grund af instrumentationen og især på grund af trommerne. Sangen måtte også godt være lidt kortere, men den er virkelig godt skrevet. "You oughta be with me" er en af de allerbedste sange på pladen. Den minder måske mere end en kende om Greens megahit "Let’s stay together" på visse punkter, men derudover er det en af de mest kærlige sange, Green har lavet. Hvis man tager den i kontekst med alle disse sange om at slå op, så føles det her som om, han starter på en frisk, og instrumentationen udvikler sig virkelig godt her. Green ville senere blive gospelsanger, og hans første religiøse sang er at finde på Call me, og den hedder "Jesus is waiting". Jeg indrømmer, at jeg ikke er stor fan af religiøs musik, men her er instrumentationen virkelig fed, selvom sangen nok er lidt langtrukken. Call me er en virkelig solid plade. Den er ikke perfekt, men den er absolut noget for soul-fans.