Andy, Lou and John

April 1990 udkom Lou Reed og John Cales både kærlige og kritiske hyldest til deres ven og mentor Andy Warhol, der 1987 døde i en alder af 58 som følge af et hjerteanfald efter en galdestensoperation.

Drella blev Warhols drilske kælenavn, en sammentrækning af Dracula og Cinderella, engelsk for Askepot. Kredsen omkring Warhol brugte det, men selv brød han sig ikke synderligt om navnet.

Cale og Reed, begge medgrundlægger af Velvet Underground, hvis debutalbum Warhol stod som producer af, valgte tilnavnet som del af titlen på deres første og eneste fælles produktion ud over samarbejdet i Velvet årene. De havde et ambivalent forhold til hinanden, og som det fremgår af deres mesterlige sangcyklus ligeledes til Warhol.

Sangene er bygget kronologisk op, hvor fortællingerne dels er skrevet ud fra Warhols synsvinkel og dels på baggrund af egne refleksioner. ‘Songs for Drella’ bærer undertitlen ‘A Fiction’.

I noterne skriver Reed, at indholdet er at betragte som fiktion, hvilket må skyldes, at det er hans og Cales udlægning af, hvordan Warhol opfattede det, der skete i hans liv, tilføjet egne tolkninger, vurderinger og konklusioner. Dog ikke mere fiktion end at de nævnte hændelser i realiteten er foregået.

Der foretages spidsfindige koblinger mellem mytologi, virkelighed og ønsket om at ære en person, der stod afsenderne nært uden at forfalde til overdreven sentimentalitet, hvilken de herrer heller ikke just er kendt for. De 15 numre, der udgør ‘Songs for Drella’, kunne fint være kædet sammen til et mix mellem teater og en mini musical med masser af handling og stemning.

Reed og Cale talte sammen i forbindelse med Warhols begravelse efter lang tids tavshed og blev opfordret af Julian Schnabel til at komponere et mindealbum for den afdøde og verdensberømte pop art kunstner. Det tog flere år at færdiggøre ‘Songs for Drella’, da især Reed havde fået ekstra gang i karrieren med ‘New York’ lp’en, der blev udsendt januar 1989.

December 1989 blev der optaget en live video uden publikum i The Brooklyn Academy of Music i New York, mens arbejdet med selve pladen stod på. Faktisk er koncertoptagelserne en tand mere nærværende end lp’en. De findes på YouTube og kan næppe anbefales nok. Både live og i studiet tager Cale og Reed sig af samtlige instrumenter og klangflader.

Cale høres på diverse keyboards og viola, mens Reed håndterer guitaren. Vokalerne er fordelt med ti til Reed og fem til Cale. Spændningsfelterne mellem Cales klassiskfarvede og avantgardeinspirerede klaverspil og Reeds mere minimalistiske, kantede og råt rykkende guitarudladninger forlener ‘Songs for Drella’ med lige dele punket hektisk energi og iørefaldende skønklang.

Lyrisk fungerer Lou Reeds ordrige observationer og skarpe sarkasme i hurtige og langsommere tempi som kontrast til Cales mere analytiske og afdæmpede stil. De tekstlige ingredienser fungerer glimrende side om side.

I den indledende ‘Smalltown’ beskrives Warhols udlængsel efter større vidder end dem, der blev budt på i Pittsburgh. I ‘Open House’ inviteres de kreative tosser inden for i Warhols The Factory, mens ‘Work’ handler om det vigtigste: At få noget fra hånden i fabrikken, så den katolsk opdragede arbejdsmoral og etik holdes i hævd.

‘Style It Takes’ nævner Reed, Cale og Warhols tid hos Velvet Underground, som Warhol kreerede coverlayout og små videofilm til. ‘Starlight’ kredser om de bizarre undergrundsfilm, Warhol lavede en del af ved siden af alt det andet, der gav kassen og gjorde ham til en celebrity med krav om mere end blot 15 minutters berømmelse.

‘Images’ sætter fokus på produktion, reproduktion og repetitioner i processen med at fremstille malerier og silketryk af kendte ikoner, begreber og varemærker. Alt sammen med til at gøre Warhol til en velhavende mand, mens han skubbede til konvolutten i skismaet mellem kunst, kreativitet og konsum. ‘Images and repeating’, som mantraet lyder i nummeret.

En del i omgangskredsen advarede Warhol mod at være for ubekymret i forhold til sin egen sikkerhed (‘Slip Away - A Warning’), men de talte for døve ører, indtil det nær kostede ham livet, da den radikale feminist Valerie Solanas skød ham i 1968, fordi hun følte sig domineret og snydt af ham som flere andre i miljøet (‘I Believe’).

Warhol kæmpede for at overleve, klagede over vennerne ej besøgte ham og blev ikke den samme igen efter hospitalsopholdet - heller ikke kunstnerisk. Generelt gik der også for meget dekadence, dæmoni og dødsdrift i den, mens ‘Fabrikken’ blev overrendt af drømmere, misbrugere og klakører, der festede som gjaldt det livet.

Enkelte gik planken ud som nævnt i ‘It Wasn’t Me’, hvilket Warhol nægtede at tage ansvar for. Det var ikke ham, der bad dem om at stikke en nål i armen eller i yderste konsekvens at skære pulsåren over. I den meditativt messende ‘A Dream’ tages de indbyrdes trakasserier op mellem de tre store og stejle egoer Reed, Cale og Warhol.

John og Lou er nogle gode og dygtige drenge, der dog med tiden valgte at ignorere den engang så aktivt producerende pop art legende, lyder det beklagende i ‘A Dream’ set fra Warhols optik. De svigtede, mens alt var på vej ned, og folk begyndte at gøre nar af den excentriske mand, der havde det bedst med, at andre ikke kom alt for tæt på.

Reed går til bekendelse i albummets vemodige, noget resignerende og hudløst ærlige slutsang ‘Hello It’s Me’: Ja, jeg burde have været der for dig, jeg savner dit selskab, din intelligens og skaberkraft, nej dine pinlige dagbogsnotater kunne vi snildt have været foruden, og indrømmet; alt dette kommer for sent, nu du er borte, men det er min måde at håndtere bortgangen på. ‘Goodnight, Andy - Goodbye Andy’.

Flere af temaerne på ‘Songs for Drella’ er tidløse og af almengyldig karakter. Er vi der tilstrækkeligt for hinanden i levende live, eller kommer det hele for en dag, når dem vi værdsætter, elsker, beundrer og/eller har haft status af mentorer ej er der mere?

Gives der plads nok til de toneangivende kunstnere, tænkere og kreatører, mens de lever, eller venter vi med skåltalerne og de salvelsesfulde hyldester, til de er væk? Blokerer vores egne ambitioner og egoer for den slags?

Måske værd at tænke over i krisetider hvor ens venner, familie og respekterede personligheder er i større fare for at blive syge, dø eller tabe pusten simpelthen bukke under for presset, mens livsværket smuldrer.

Lou Reed og John Cales vers om vennen Warhols eksistens og kunst er her 30 år efter stadigt vedkommende og vitale i relation til verden af i dag skabt af mænd med intelligens, integritet og livserfaring som var de aldrende blues- og countrysangere mærket af tilværelsens skyggesider.

Den slags kan man blive klogere af. Giv derfor gerne ‘Songs for Drella’ et (gen)lyt mens du har tid.