Art Blakey - to generationers trommeuniversitet

Som musiker var han vital mere end virtuos. Han blev nok et stort navn, men Art Blakeys væsentligste fortjeneste var hans rolle som to musikergenerationers lærer og "udviklingsminister".

Historien fortæller, at trommeslageren Art Blakeys Jazz Messengers engang i tresserne var på turné og et sted havde svært ved at komme frem på grund af et begravelsesoptog. De valgte at stoppe, stå ud og se til fra sidelinien. De gik lidt nærmere, og da præsten (eller hvem det nu har været) spurgte, om der var nogen der ellers ville sige noget om den kære afdøde, trådte Blakey frem og sagde, at hvis ikke det var tilfældet, ".... would anybody mind if I say a few words for jazz ..." På en eller anden måde typisk for Blakey, som i et halvt århundrede nok i høj grad var til både at se og høre på jazzscenen, men hvis orkestre lige så meget var rugekasser og udklækningsanstalter for stribevis af talentfulde musikere.

Født i 1919 i Pittsburgh var han som 15-årig gift, far og stålværksarbejder i Chicago med nattejob som pianist i flere kommercielt anlagte orkestre. Med udgangspunkt i to af periodens førende trommeslagere, Chick Webb og Sidney Catlett, lærte han sig selv at spille trommer og var i 1943-44 medlem af Fletcher Hendersons store orkester, hvorefter han tilbragte tre år i Billy Eckstines orkester, det første store orkester der prøvede at mestre den nye jazzstil, beboppen. En del af Eckstines musikere var blandt den unge generations mest centrale: Dexter Gordon, Gene Ammons, Miles Davis, Fats Navarro, og snart spillede og indspillede Blakey jævnligt med både dem og med flere andre af de års største fornyere, bl.a. Thelonious Monk.

Allerede på dette tidspunkt var Blakeys trommespil bemærkelsesværdigt, båret som det var af en næsten utæmmelig, fremaddrivende energi og vitalitet, og få år senere bemærker man hans karakteristiske "varemærker", den meget kontante lukning af hi-hat'en (ofte understreget af magtfulde markeringer på lilletrommen) på 2. og 4. taktslag og de hårdt optrukne og næsten brutale hvirvler, der var kolossalt virkningsfulde til næsten at katapultafsende solisterne.

I starten af 50'erne mødte Blakey pianisten Horace Silver, og de ledede sammen en kvintet under navnet The Jazz Messengers som, med vekslende besætninger, rummede en række af de års mest talentfulde musikere som Clifford Brown Kenny Dorham, Lou Donaldson og Hank Mobley. Musikken havde klare rødder i beboppen, men samtidig en farvning af sort gospelmusik (specielt påfaldende i Silvers kompositioner) og næsten et halvt århundrede senere står Blue Note-indspilninger som A night at Birdland (vol.1 og 2), At the Café Bohemia (vol.1 og 2) og Horace Silver and the Jazz Messengers fremdeles som nogle af de mest vitale udtryk for halvtredsernes sorte New York-jazz, med Silvers utrætteligt percussive klaverspil og Blakeys nådesløst ansporende trommeditto som dét, der konstant kunne holde både solisterne og lytterne i ånde.

Så skiltes de. Lidt firkantet kunne man sige, at Silver beholdt musikerne og Blakey beholdt navnet, som i øvrigt fulgte hans grupper til hans død. Men allerede nu havde Blakey tydeligt sans for at håndplukke unge folk med et vist potentiale. De fik spillerum, de fik lov at skrive til gruppen, og Blakey har ved flere lejligheder fortalt, hvordan han holdt øje med deres musikalske udvikling og så på et tidspunkt fortalte dem, at nu syntes han de skulle ud og stå på egne ben. Og hvis man tager en hurtig opremsning af bare en del af de musikere, der gik igennem dette "det praktiske jazzlivs universitet", må man vel sige at Blakey i ganske mange tilfælde har haft en heldig hånd: blandt trompetisterne Lee Morgan, Freddie Hubbard, Woody Shaw, Wynton Marsalis og Terence Blanchard, saxofonister som Benny Golson, Johnny Griffin, Wayne Shorter, Billy Harper, Branford Marsalis og Bobby Watson og pianister som Bobby Timmons, Cedar Walton, Keith Jarrett, Chick Corea (kun kort), George Cables, McCoy Tyner og Benny Green. Og hertil kommer selvfølgelig en endnu længere række, som efterfølgende har fået knap så meget af et navn på egen hånd. Og så kontant Blakey var i sit spil, kunne hans musikere ofte berette om at hans ego slet ikke var af en størrelse som så mange andre trommespillende orkesterledere. En enkelt trommesolo i løbet af en aften var jævnligt hvad han tillod sig for i stedet at piske og sparke solisterne fremad, og hans bemærkninger om at det holder ham igang og hans sind levende at spille med unge folk er hørt så tit, at det er langt mere end kalkuleret salgsgas.

Med det volumen, der var på Blakeys eget trommespil, kan det vel ikke undre at han i sine sidste år led af tiltagende døvhed. Det hindrede ham dog ikke i stadig at turnere flittigt. Ved hans sidste koncert i København var det dog vemodigt at se, hvordan blæserne foran måtte give ham signaler med hånden for at han kunne falde ind de rigtige steder, men når han så først var der, himmel for en vitalitet. Som om musikken og hans åndedræt var en og samme ting. Typisk blev han nogle få år før sin død spurgt, om han havde planer om at trække sig tilbage, og svaret kom med karakteristisk håndfast pondus: "Ja, når jeg ligger seks fod nede i jorden, SÅ trækker jeg mig tilbage."

Indtil 1964 indspillede Blakey en (lang) række plader for selskabet Blue Note, af hvilke efterhånden de fleste findes på cd. Ud over ovennævnte kan fremhæves Moanin' og The big beat, men det er forbavsende få af hans indspilninger op til midten af 60'erne, der ikke er interessante eller spændende. Senere blev hans produktion lidt mere ujævn, ikke alle solister var trods alt lige spændende, men en række optagelser for det hollandske selskab Timeless lader sig også stadig høre med udbytte. Desuden indspillede Blakey gennem hele sin karriere flittigt som sidemand. Ofte for musikere der var medlemmer af The Jazz Messengers, men også med Miles Davis, Sonny Rollins, Jimmy Smith, Herbie Nichols, Bud Powell, Duke Jordan, Tony Bennett og mange, mange flere, altid med sin uforvekslelige energi og fremdrift i spillet og med en vitalitet, som kunne antænde selv den mest ordinære session.

Art Blakey døde den 16.oktober 1990 efter kort tids sygdom, fem dage efter at han var fyldt 71 og med en professionel karriere bag sig, som forlængst havde rundet de 55 år. Og hver gang jeg hører den hvirvel, han trækker op i slutningen af temapræsentationen af "Moanin'" og som bogstavelig talt SPARKER Lee Morgan ud på slidsken, bliver jeg lige betaget. Og det er dog mere end 40 år siden jeg fik pladen ...